Færøerne vil indgå en frihandelsaftale med Rusland og en række tidligere sovjetrepublikker. Det kan lyde som en aprilsnar, men som de fleste har bemærket, er det efterår, og en højtstående embedsmand fra Færøernes udenrigstjeneste bekræfter over for Kristeligt Dagblad, at forhandlingerne skrider frem.
Sagen er kontroversiel for rigsfællesskabet og det dansk-færøske forhold. På den ene side mener færingerne, at de er i deres gode ret til at indgå en frihandelsaftale med hvem som helst, da de i modsætning til Danmark ikke er medlem af EU og i øvrigt har selvbestemmelse over handels- og erhvervspolitiske anliggender.
På den anden side møder flere danske politikere samarbejdet med skepsis, da en frihandelsaftale med Rusland potentielt inviterer Vladimir Putin indenfor i det danske kongerige. De mener derfor, at diskussionen er et sikkerheds- og udenrigspolitisk spørgsmål – et politikområde, der endnu tilfalder Danmark. En af skeptikerne er tidligere udenrigsminister og medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre Martin Lidegaard:
”Færingerne skylder sig selv at tænke sig rigtig godt om, før de tager et så ultimativt skridt, som det er at indgå en frihandelsaftale med Rusland. Det er helt fint, de handler med Rusland ligesom os andre, men derfra og så til at binde sig op i den tætteste interessesfære skal man tænke sig godt om. Det siger jeg ikke af hensyn til Danmark, men af hensyn til dem selv,” siger han og konkluderer hvorfor:
”Hvis man gør sig for økonomisk afhængig af Rusland, så kan det misbruges, hvis Kreml ikke mener, man leverer det, de ønsker.”
Det var i sensommeren sidste år, at repræsentanter fra den daværende færøske regering og Den Eurasiske Union, der foruden Rusland består af de tidligere sovjetrepublikker Hviderusland, Kasakhstan, Kirgistan og Armenien, underskrev en såkaldt hensigtserklæring om frihandel. Kort fortalt er Den Eurasiske Union en toldunion, der siden 2015 har arbejdet for at ensarte regler, standarder og handelsmuligheder, ligesom vi kender det fra EU.
Underskrivelsen fik ikke megen bevågenhed i Danmark, og siden har processen omkring frihandelsaftalen da også levet et stille liv – i hvert fald officielt.
Men i dag indleder statsminister Mette Frederiksen (S) sit første officielle visit på Færøerne, og selvom hun officielt besøger selvstyret og dets 51.000 indbyggere for at hilse på øgruppens nyvalgte lagmand, siger statsministeren i en udtalelse forud for besøget, at hun ”godt forstår Færøernes ønske om en større rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken”.
Citatet ligger i forlængelse af statsministerens åbningstale, hvor hun beskrev, at ”interessen for Arktis trækker Færøerne og Grønland længere ind på den internationale scene”, hvorefter hun bebudede, at dialogen mellem rigsfællesskabets tre stater bør styrkes.
I Færøerne er den øgede interesse fra Danmark ikke til at tage fejl af, forklarer Rógvi Olavson, videnskabelig assistent på Færøernes Universitet. Han har i flere år beskæftiget sig med selvstyrets politik og relationen til Danmark.
”Det er indlysende, at Ruslands interesse for Færøerne er steget støt de seneste år, og tilnærmelserne har formentlig fået Danmark til at indse, at de ikke længere kan tage rigsfællesskabet for givet. Mette Frederiksen er den anden statsminister, der kommer på officielt besøg på få måneder, og det fortæller mig, at Danmark i stigende grad har behov for at italesætte værdien af rigsfællesskabet,” siger han.
Det er da heller ikke blot Rusland, der gør tilnærmelser til øgruppen. Mens Danmark i sidste ende besluttede at droppe samarbejdet med den kinesiske tech-virksomhed Huawei på grund af frygt for spionage, er Færøerne langt i forhandlingerne om at indgå en aftale med firmaet, der vil udrulle et nyt såkaldt 5G-netværk, der skal sikre hurtigere teledækning. Også USA lurer i kulissen. Det er således kun få dage siden, at et større amerikansk krigsskib stævnede ud fra Torshavn efter at have ”besøgt” landet som det første siden Den Kolde Krig.
Sjúrður Skaale, medlem af Folketinget for det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin mener, at interessen fra stormagterne har forskubbet magtbalancen mellem København og Torshavn. Og statsministerens retorik fortæller ham, at ”Danmark efterhånden har erkendt, at de er nødt til i højere grad at inddrage Færøerne i også udenrigspolitiske spørgsmål”.
”Det skyldes både vores strategiske placering, men selvfølgelig har man også skelet til situationen i Skotland og Catalonien og måske fået tanken: Kan selvstændighed ske der, kan det også ske her,” siger han, men afviser i samme ombæring scenariet. For nu. For uafhængighed er ikke et spørgsmål, der optager færingerne så længe ”Danmark undgår at lægge sig ud med dem”.
”Så længe vi ikke føler, at det er en begrænsning at være en del af rigsfællesskabet, så er opbakningen til rigsfællesskabet stor. Problemet opstår, hvis Danmark blander sig unødigt – så kan selvstændighedsspørgsmålet igen blive relevant,” siger han og rører dermed selve kerne for dilemmaet om den færøsk-russiske frihandelsromance.
For ordene ”unødig indblanding” afhænger af øjnene, der ser. Kigger man gennem færingernes, ser man givetvis et land, der efterhånden har opnået økonomisk selvstændighed. Sidste år overgik det færøske bruttonationalprodukt pr. indbygger for første gang det danske. Bloktilskuddet har været fastfrosset på 640 millioner kroner i knap 20 år, hvilket er langt mindre end de 3,8 milliarder kroner, Grønland modtog sidste år – tilskuddet skal ses i lyset af, at de to stater har næsten lige mange indbyggere.
Den økonomisk fremgang skyldes især ét faktum: den færøske fiskeeksport til Rusland, og af samme grund ser færingerne nødigt, at Danmark ”blander sig unødigt” i den sag.
Herfra er det oplagt at vende blikket mod Danmark for at forstå, hvorfor det spørgsmål ikke er helt så enkelt.
I 2013 løb den færøske eksport til Rusland op i 700 millioner kroner. Siden er eksporten steget betydeligt og sidste år solgte selvstyret for næsten 2,2 milliarder kroner. Den umiddelbare årsag til forretningseventyret finder man i Ukraine. Her annekterede Rusland som bekendt Krim-halvøen i 2014, ligesom Rusland siden støttede russiske oprørsgrupper i krigen i Østukraine. EU kvitterede med hårde sanktioner mod Rusland, og Kremls modsvar var et stop for import af udvalgte EU-varer – deriblandt fisk – og det var her, Færøerne så sit snit. I løbet af kort tid stod der en handelsdelegation i Moskva, der understregede, at færingerne fortsat var villige til at brødføde de russiske forbrugere med særligt laks, makrel og sild.
Regin Jacobsen er administrerende direktør i Bakkafrost, der er Færøernes største virksomhed. Sidste år eksporterede virksomheden laks til Rusland for en milliard kroner. Han har selvsagt svært ved at se problemet:
”Det var jo ikke sådan, at vi foretog os noget tilbage i 2014, da Rusland indførte sine sanktioner mod EU. Vi blev bare ikke ramt af forbuddet, og derfor har vi fortsat eksporten. EU-landene eksporterer jo stadig alle mulige andre varer – det gør vi ikke, for vi lever af at eksportere fisk,” siger han og afviser at forholde sig til den potentielle frihandelsaftale mellem Rusland og Færøerne.
Det vil Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, til gengæld gerne. Han kalder spørgsmålet en ”delikat balancegang”, fordi det er svært at vurdere, om frihandelsaftalen bør ligge i et handelsmæssigt færøsk regi eller et dansk udenrigspolitisk regi.
”Vi skal bakke færingerne op, men vi skal også sikre, at det ikke bryder med vores udenrigspolitik. Det er vigtigt, at det her sker gennem dialog. Danmark må for alt i verden ikke komme som en eller anden koloniherre og bestemme, hvad Færøerne skal gøre på et område, hvor de selv har kompetence,” siger han.