Eksklusion er en sag for partierne. Og det er fortsat dem, der har det sidste ord

Politikere er generelt blevet mindre afhængige af partierne. Men balladen i Nye Borgerlige illustrerer, at partierne stadig har den afgørende magt

En strid om aflønning har ført til, at Nye Borgerliges hovedbestyrelse ekskluderede Lars Boje Mathiesen.
En strid om aflønning har ført til, at Nye Borgerliges hovedbestyrelse ekskluderede Lars Boje Mathiesen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Politikere har som valgte repræsentanter to overordnede. Den ene overordnede er vælgerne, som gennem deres stemme delegerer magt til politikere til at handle på deres vegne i Folketinget. Den anden overordnede er partiet, som opstiller politikerne til valg og dermed giver dem adgang til vælgernes stemme. Uden parti og vælgere er det meget vanskeligt at klare sig i politik. Det er muligt at stille op og vinde mandat uden parti, men eksemplerne herpå er meget få. Det er også muligt at blive valgt uden personlige stemmer, men eksemplerne herpå er også få på grund af den hyppige brug af sideordnet opstilling.

Efter et valg er politikere ved Grundloven alene bundet af deres egen overbevisning. Men ønsker de at blive genvalgt og genvinde mulighed for at udøve politisk indflydelse, må de sikre sig tilstrækkelig støtte i sit partipolitiske bagland til at blive genopstillet og tilstrækkelig vælgeropbakning til at blive genvalgt. 

Meget har bevæget sig i retning af, at partierne som overordnede har fået mindre indflydelse. Medlemstallene er lave, hvilket giver partierne mindre legitimitet og en ringere evne til at forbinde vælgere og politikere. Unge partier opstår med relativt svag institutionalisering til at rammesætte politikernes arbejde. Politikerne kan uafhængigt kommunikere med vælgerne gennem sociale platforme, og både på lokalt og nationalt niveau har politikere vist sig villige til at vandre mellem partierne – ligesom vælgerne har gjort det i nogen tid. Partiernes greb om politiks organisering synes på mange måder svækket.

Studier af partiernes magt har typisk fokuseret på enten formelle regler eller reel praksis. Formelle regler er partiernes vedtægter, som beskriver, hvilke kompetencer forskellige partiorganer har. Ofte er studier heraf blevet kritiseret for at være misvisende eller i det mindste ikke dækkende eller relevante, da det er magtudøvelsen i partiernes daglige virke, som for alvor har betydning. Det er altså den reelle praksis, som bedst viser, hvor magten findes i partiet. Som eksempel fremhæves, at det rigtig nok ofte er partiets øverste myndighed – kongressen eller landsmødet – som vælger partiets formand, men hvis der aldrig opstilles flere kandidater, er den magt ikke meget bevendt. 

De seneste episoder i Nye Borgerlige giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved en for kategorisk afvisning af formelle magtfordelingers vigtighed. Hovedbestyrelsen har i Nye Borgerliges vedtægter magten til at ekskludere et medlem. Det samme gælder i de andre danske partier. Det er sjældent magten benyttes. Og i særdeleshed sjældent, den bruges i forhold til en partileder. Men den vedtægtsbestemte magt til at kunne ekskludere understreger det grundlæggende magtforhold mellem parti og politiker - også for partiernes topfigurer.

Studier af danske partiers vedtægter viser, at partierne ikke har tabt terræn på denne front. Modsat mange andre udviklinger, som kan indikere en svækkelse af partierne som politiske organisationer, viser partiernes vedtægter ikke tegn på svækkelse. De formelle magtforhold er stort set uændrede siden 1953. Nye partier har i opstartsperioder haft mere uklare vedtægter, som typisk efterlader mere magt ved den daglige ledelse end i partiorganisationen. Der er en tendens til, at borgerlige partier overlader mere magt til de folkevalgte, mens socialistiske partier giver mere magt til partiets kompetente organer. Men over tid er der ikke sket en generel svækkelse af partiernes formelle magt i forhold til politikerne. Partiorganisationerne kontrollerer opstilling til valg, eksklusion og i de fleste tilfælde også valget af partileder, som Venstres nyeste historie er et illustrativt eksempel på. Oftest aktiveres magten til at ekskludere eller fravælge ikke, men det betyder ikke, at magten ikke er til stede. Formelle regler sætter grænserne for politikernes adfærd, og for Nye Borgerlige var grænsen denne gang nået, og den formelle magt blev aktiveret med udslagsgivende kraft.

Partiernes organisationer kan ikke stille meget op over for løsgængere og partiskiftere. Selvom Enhedslisten i sine vedtægter forsøger, trumfer grundloven partiernes vedtægter og stiller i princippet alle folkevalgte fri af partierne. Men det efterlader ikke partierne hjælpeløse. Eksklusion og opstilling er en sag for partierne, og dermed udgør de fortsat den afgørende adgangsdør til direkte politisk indflydelse. Selv i en individualiseret politisk kontekst er partiorganisationerne afgørende, fordi de institutionaliserer den grundlæggende kobling mellem partier og politisk repræsentation. 

Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.