Er det en god ide, når regeringen nu dropper målsætningen om, at 96 procent af elever med særlige behov skal rummes i folkeskolen?
”Et konkret tal har været med til at skabe en hvis modstand i systemet. Hvorfor sætte grænsen lige der? Når man i sin tid valgte at sætte et tal, var det nok for at opnå, at området tages alvorligt. At det ikke nytter at ekskludere et stadigt stigende antal børn, som man gjorde dengang. Men dybest set handlede det vel om at sende et politisk signal. Set fra min stol er det helt ligegyldigt med et tal. Det handler om at have et inkluderende perspektiv og at have en skole for alle.”
Er det i dine øjne stadig en politisk ambition at have en rummelig skole for alle, herunder børn med handicap og diagnoser som autisme og ADHD?
”Det er jeg sikker på. Og når man siger en skole for alle, taler man også om inklusion. Man må huske på, at det ikke er det samme som rummelighed. Det handler i mine øjne om at putte alle slags børn ind i skolen uden at tage hensyn til den enkeltes behov. Inklusion er noget andet, nemlig skabelsen af muligheden for at deltage meningsfuldt i fællesskabet i skolen.”
Når regeringen dropper en øvre grænse for inklusion, er det så et udtryk for, at den idealistiske tanke om rummelighed og en skole for alle har spillet fallit?
”Det håber jeg ikke. Og det tror jeg ikke. Der står i skolereformen, at skolen er for alle - med de tre hovedmål at skabe trivsel, at bryde negativ social arv og sikre læring. Og med det har man også sagt inklusion. Der er ingen grund til at benytte sig af et konkret tal for at opnå det.
”En klassisk barriere for inklusion er at sige, at det bare ruller derudad. Og så giver man enten lærerne eller pædagogerne skylden, når det ikke lykkes. Eller forældrene, fordi de ikke har opdraget deres børn ordentligt. Eller politikerne, fordi pengene ikke følger med. Kernen i inklusion er, at alle arbejder sammen. Og det glemmer man somme tider rundt omkring. Det er en forsimpling at sige, at skolen ikke magter opgaven.”
Er der et problem, når man taler om inklusionsbørn?
”Ja, det er et virkeligt uheldigt begreb og direkte i modstrid med ideen med inklusion. For så fortsætter man jo med at pege på nogle børn. Så er man en del af den gruppe, der mangler et ben, har ADHD eller opfører sig anderledes end de fleste. Så bruger man igen diagnoser til at udpege dem, der ikke er med. Et inklusionsbarn er bare en ny diagnose. Det er en måde at tale om børn på, der er opstået over tid. Men man kan ikke bruge det til noget.”
Hvordan går det så med at inkludere alle børn?
”Der er store forskelle. Nogle steder går det rigtig godt, andre er der stadig problemer. Skoler og daginstitutioner arbejder seriøst for at skabe forskellige former for fællesskaber, der gør det muligt for flest mulige at deltage på en meningsfyldt måde. Det havde en træg start af forskellige årsager, blandt andet at en ny skolereform og ændrede arbejdstider kom oveni. Nogle er stadig ikke kommet langt.”
Der kommer ikke flere ressourcer til området, siger regeringen. Hvad skal der så til for, at inklusionen lykkes?
”I første omgang skal alle parter forstå, at der ikke er noget valg. Det skal lykkes. Det handler blandt andet om at se på om de 50 lærere og pædagoger, der er på en skole, bliver anvendt optimalt? En undersøgelse viser, at en klasse med to voksne, eksempelvis en lærer og en pædagog, er godt i inkluderingen. Gør man så det på skolerne, eller er den mulighed måske blevet overset.”
Hvad er den største udfordring for inklusion lige nu?
”Det må være at få alle aktører omkring folkeskolen til at arbejde sammen og blive forpligtet på at bruge hinanden i arbejdet med at nå alle børn.”
Det er vel en selvfølge? Hvorfor gør man ikke allerede det?
”I virkelighedens verden kan det se således ud: En frustreret klasselærer går ned til sin skoleleder og melder sig syg eller siger, at det bare ikke går længere med at nå et eller flere børn. Så kommer man ikke ud over udfordringen med, hvad der skal til. Kunne man have fået hjælp fra kolleger? Eller fået coaching fra specialister? Flytte rundt på klasserne og så videre? Der findes rigtig meget viden på området i kommunerne og på mange skoler.”