Ekspert: Formodet samtykke er en ”snuptagsløsning” med tvivlsom effekt

Der er langt mere effektive strategier for at øge antallet af organer til transplanation end en ordning med formodet samtykke, siger sociolog Sara Bea, der har fulgt transplantationslægernes arbejde på et spansk hospital

Folketinget førstebehandler i dag et borgerforslag om formodet samtykke til organdonation.
Folketinget førstebehandler i dag et borgerforslag om formodet samtykke til organdonation. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det er virkeligheden på hospitalerne, og hvordan man organiserer sig dér, der har dokumenteret effekt for at øge antallet af organer til transplantation – og ikke om et land har en ordning med formodet samtykke.

Det siger den britiske sociolog Sara Bea, der som del af sin ph.d. fra Edinburgh Universitet tilbragte et år på et hospital i Barcelona blandt de medarbejdere, der arbejdede med transplantation.

Hvad siger forskningen om, hvorvidt formodet samtykke øger donorrater i lande, der indfører ordningen?

”Der er nogle systematiske gennemgange af forskning på området, der antyder, at lovgivning om formodet samtykke, der kaldes aktivt fravalg i dag, kan forbindes med højere donorrater fra afdøde donorer. Det har været en langvarig debat, om man kan tolke den her forbindelse som en årsagssammenhæng (om ordningen er årsag til stigningen, red.). Hovedproblemet er, at der ikke altid er taget højde for faktorer, der ikke har med lovgivningen at gøre, såsom det enkelte lands system og infrastruktur, og derfor kan man ikke konkludere, at der er en årsagssammenhæng.”

Hvad er erfaringerne fra Spanien, som har Europas højeste donorrate og en ordning med aktivt fravalg?

”Spanien fik en lov om aktivt fravalg i 1979 uden nogen ændringer i donationsraterne derefter. Antallet af organer til transplantation begyndte først at stige, da man skabte et spansk organisatorisk netværk for donation og transplantation, og da man placerede særlige transplantations-koordinatorer på hospitalerne.”

”Mit ph.d.-projekt undersøgte, hvordan aktivt fravalg virker i praksis.”

”Jeg fulgte det sundhedspersonale, der arbejdede med transplantation, i et år på et hospital i Barcelona. Mine resultater indikerer, at aktivt fravalg ikke har en direkte effekt i praksis. Man spørger altid den afdødes familie, og deres tilladelse til donation, baseret på hvad den afdøde ville have ønsket, er afgørende. Samtykket er en central del af processen, men det er hverken det, der starter en donationsproces, eller den eneste faktor, der påvirker antallet af donorer.”

”De mest effektive strategier for at øge donorrater finder sted henholdsvis før samtykke-stadiet – med effektiv opsporing af potentielle donorer blandt afdøde patienter på et hospital – og efter at der er givet samtykke ved brug af nye teknologier (for at sikre organernes anvendelighed, red.).”

Baseret på din viden – bør et land da indføre en aktiv fravalgsordning med det formål at øge donorraten?

”Aktivt fravalg har været på dagsordenen i 15 år i Storbritannien. I 2008 kom en taskforce med en uafhængig rapport, der frarådede at indføre ordningen ved lov. Man rådede i stedet til, at man fokuserede på at forbedre det nationale system og infrastrukturen samt lavede kampagner til befolkningen om donation. Trods de langvarige debatter om mangel på beviser for, at en lovændring faktisk fører til højere donorrater, har den britiske lægeforening længe støttet formodet aktivt fravalg som den ideelle løsning for Storbritannien. Den nuværende regering er fast besluttet på at tackle problemet med organmangel, og den fokuserer udelukkende på aktivt fravalg som løsning.”

”Min holdning er, at en lovændring er unødvendig, da donorraterne er steget med 80 procent siden taskforce-rapporten.”

”Beslutningstagere har en tendens til at se aktivt fravalg som en juridisk snuptagsløsning, men de forstår ikke, hvordan det virker, eller ikke virker, ude i den kliniske virkelighed.”