Regeringens nye tiltag over for radikaliserede unge ændrer næppe det store. Det mener psykologen David Oehlenschläger, som er chef for rehabilitering ved Dansk Institut Mod Tortur, og som tidligere har arbejdet i Kriminalforsorgen. Problemet er ifølge ham, at tiltagene er baseret på samme model, som er brugt på blandt andet rockere og bandemedlemmer: Strafferammen øges, mulighederne for prøveløsladelse og samfundstjeneste nedbringes, og i det hele taget skruer retssystemet bissen mere på. Men det vil ikke virke. Tværtimod kan det i værste fald øge radikaliseringen.
”Det rører ikke den her gruppe mennesker at sidde længere i fængsel eller få frataget nogle muligheder. Det bekræfter blot deres billede af, at de står uden for samfundet og har god grund til ikke at have tiltro til det. Og for nogle vil det øge deres had og radikalisering. Man bør i stedet sætte ind med de tilgange, man ved virker. Det afgørende er, at vi kommer i dialog med disse unge. Eksempelvis som i den såkaldte Aarhus-model, der har medvirket til at bremse strømmen af danske Syrien-krigere ved at skabe tillid mellem myndighederne og de radikale miljøer, krigerne ofte kommer fra.”
Men kan alle nås gennem dialog?
”Nej. Der er ganske givet nogen, der ikke kan nås med nogen midler. Vi har i forvejen et system med ret mange tilbud, der rækker ud efter disse unge, men nogle er simpelthen for langt væk. Min erfaring er bare, at vi kan hjælpe flere, end vi tror. Jeg har selv oplevet flere gange at nå ind til folk, der ellers var dømt uden for pædagogisk rækkevidde. Selv de mest forhærdede kriminelle og ideologisk radikale har sprækker, for de har som regel de samme ønsker og drømme, som hos alle os andre. De har så oplevet ting, der har forpurret de drømme, og de er endt på et helt andet og radikalt spor, som har gjort, at de har mistet tiltroen til samfundet.”
Men er det alle, der fortjener, at samfundet bruger store ressourcer på at finde de sprækker?
”Det er jo der, vi må gøre op med os selv, hvilket retssystem vi ønsker. Det letteste er at spærre disse mennesker inde og smide nøglen væk, men jeg vil gerne møde den person, som med sikkerhed kan forudsige, hvem der aldrig ændrer sig, og hvem der gør. Når det sker, er der som regel en række faktorer i spil. Det handler ofte om timing - altså at man rækker ud på det tidspunkt, hvor de er mest modtagelige. Men det handler mest om, hvordan man griber dialogen an. Det går galt for de fleste, der prøver, for når vi møder folk, der har gjort noget moralsk virkelig forkasteligt, så forsøger de fleste - bevidst eller ubevidst - at overtale dem til at ændre sig. Men disse mennesker har hele livet mødt mennesker, der har forsøgt at opdrage på dem, så de lukker af. Den helt fordomsfrie og ligeværdige dialog er ekstremt svær, men det er efter min erfaring det eneste, der virker.”
Og hvad gør vi så med dem, der ikke kan nås?
”Pointen er, at vi ikke kan vide med sikkerhed, hvem der er så langt ude, og derfor er der altid mening i at forsøge at komme i dialog.”
Hvordan kommer disse radikaliserede unge så langt ud, når de lever i et land som Danmark, hvor de burde have mange andre muligheder?
”Det handler typisk om de miljøer, de er opvokset i. Der er også psykologiske faktorer: mange er særligt risikovillige, har svært ved at løse problemer, har svært ved at håndtere egne følelser og reagerer impulsivt. Det har fået dem i situationer, hvor de til sidst helt har mistet kontakten til og troen på samfundet og derfor søger ind i marginaliserede subkulturer. Her identificerer de sig ikke med de gældende normer og regler og ser sig selv i direkte opposition til samfundet. Og det er derfor, det er så svært at komme i kontakt med dem, fordi uanset hvor imødekommende man er, vil man altid være repræsentant for samfundet.”
Hvilken rolle spiller religion for radikaliseringen?
”Kun en indirekte rolle. Mange leder efter et miljø, hvor de kan føle sig hjemme. De leder efter stærke normer, stærke rollemodeller og hierarkier, de kan passe ind i, og her kommer radikaliserede religioner og ideologier netop med et godt tilbud om sådan et fællesskab. Her kan de være del af noget større og højere og finde en betydning og mening, som de ikke finder andre steder i samfundet. De ekstreme ideologier stiller samtidig et meget simpelt verdensbillede op, hvor alting er sort/hvidt, os/dem, med os/imod os, og for mange af de radikaliserede unge dulmer simpeltheden den angst og uro, de fleste har i sig.”