Danmark har været "fundamentalt imod" den aftale om mindsteløn, EU vedtog natten til tirsdag efter en årelang proces. Og fra et tårnhøjt ambitionsniveau om "slet ikke at ville have den", har Danmark faktisk skubbet meget til den aftale, det alligevel endte med, siger Jens Arnholtz, lektor ved sociologisk institut på Københavns Universitet og ekspert i arbejdsmarkedsregulering på EU-niveau.
Hvilken aftale vedtog EU natten til tirsdag?
Det er et såkaldt rammedirektiv, så det er altså ikke et direktiv, der fortæller, hvad mindstelønnen skal være i Danmark eller noget andet land. Det var ellers hensigten først. Der ville man i EU have 60 procent af medianlønnen i det enkelte land som en standard for, hvor en mindsteløn skulle ligge. I stedet er man endt med at skrive nogle principper ned for, hvad medlemsstaterne skal gøre, når de fastsætter deres mindsteløn. Der er også en undtagelse, så hvis man som Danmark ikke har en lovfastsat mindsteløn fra starten, så skal man heller ikke indføre den. Man kan godt sige, at det er blevet lidt tandløst.
Hvad er man så bange for i Danmark?
I Danmark mener man, at lovgivningsvejen er den forkerte vej at gå, for arbejdsmarkedet her reguleres ikke af staten, men af arbejdsmarkedets parter. Man har fra dansk side lobbyet for, at man i EU i stedet fokuserede på kollektive overenskomster. Og det har man faktisk lyttet til i EU: Der står nu i direktivet, at hvis overenskomstdækningen er for lav i et land, så skal man have en politisk handleplan for, hvordan man kommer højere op. Men det betyder jo, at staten pludselig står med ansvaret, hvis vi kommer under den grænse på 80 procent overenskomstdækning, som direktivet fastsætter. Og hvordan vil staten så løse problemet? Det kan den gøre ved at ophøje overenskomstdækning til lov – og så er vi igen tilbage ved den statslige indblanding, man er meget skeptisk overfor i Danmark.
Fagforeningerne er truet i Danmark. Hvorfor er det ikke fint nok, at vi får et lovsikret minimum for overenskomstdækning?
Et hovedargument er: Engang var der god forståelse for faglige konflikter i Danmark, altså når en fagforening prøver at presse en virksomhed til at tegne en overenskomst. Det er der måske ikke så meget mere. Vejlegård-sagen i 2012 er et eksempel på en sand pr-katastrofe for Danmarks største fagforening 3F: Her gik en lovlig konflikt meget vidt og affødte politisk palaver og en del sympati med arbejdsgiveren. Sådan en konflikt kan blive endnu mere ugleset, hvis virksomheden kan hævde, at den faktisk lever op til et lovfastsat mindstelønsniveau – selvom den måske ikke leverer på en række af de andre goder, der jo udgør en stor del af en lønpakke. Med andre ord: Det kan blive sværere at forhandle bedre overenskomster. Og endnu mere fordi det kan blive endnu sværere at få folk til at se meningen med at melde sig ind i en fagforening, hvis overenskomsterne alligevel er lovbestemte.
Fremtrædende EU-politikere har forsikret, at aftalen ikke truer den danske model. Er frygten reel?
Vi har en EU-domstol, der mange gange har vist sig at gå imod de politiske garantier, der er givet i forbindelse med forskellige aftaler. Derfor er den danske holdning, at vi må gå med livrem og seler. Domstolen skal ikke på nogen måde kunne involveres, som den kan, når der er et direktiv.
Hvad mener du?
Den helt grelle version med en mindsteløn på 60 procent af medianlønnen er undgået. Men helt ærlig er jeg lidt bekymret for reglen om, at 80 procent af arbejdsmarkedet skal være overenskomstdækket. I Danmark er tallet 82 procent, men det er ikke fantastisk godt dokumenteret. Vi er allerede i gang med statslig indblanding, hvis staten skal til at dokumentere overenskomstdækningen i Danmark – og endnu mere, hvis det viser sig, at den er for lav, og staten så har ansvar for at løfte den.
Har du selv haft jobs til lav løn, hvor en mindsteløn var relevant?
Jeg var engang ung-arbejder i BonBon-land. Jeg kan ikke huske, om vi var overenskomstdækket. Men jeg husker det heller ikke som om, lønnen var helt forfærdelig. Jeg tror ikke, jeg havde været bedre stillet med en lovfastsat mindsteløn.