Ekspert: Ramadan-advarsel er strategisk smart

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har på ny skabt polemik med melding om, at den muslimske fastemåned ramadanen kan udgøre en sikkerhedsrisiko

I pinsen fik Inger Støjberg (V) igen irriteret ikke bare politiske modstandere, men også flere partifæller, da hun i en klumme i BT advarede om, at ramadanen – muslimernes fastemåned – kunne skabe store sikkerhedsmæssige problemer.
I pinsen fik Inger Støjberg (V) igen irriteret ikke bare politiske modstandere, men også flere partifæller, da hun i en klumme i BT advarede om, at ramadanen – muslimernes fastemåned – kunne skabe store sikkerhedsmæssige problemer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Uanset om Inger Støjberg (V) fremviser en strammerlag- kage eller lufter Muhammed-tegningerne fra sin iPad, har integrationsministeren en særlig evne til at skabe opmærksomhed omkring sin person – og udlændinge- debatten.

I pinsen fik hun så igen irriteret ikke bare politiske modstandere, men også flere partifæller, da hun i en klumme i BT advarede om, at ramadanen – muslimernes fastemåned – kunne skabe store sikkerhedsmæssige problemer.

”Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder og præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser og drikker i alle døgnets lyse timer,” skrev Inger Støjberg blandt andet, hvilket udløste kritik fra partifællen Jacob Jensen, som savnede dokumentation for, at muslimernes manglende indtag i ramadanen udgjorde et reelt problem.

Senere afviste busselskabet Arriva og fagforbundet 3F tilsvarende, at de oplevede problemer på grund af fastende medarbejdere.

Også Venstres folketingskandidat Fatma Øktem, som selv er muslim, undrer sig over Inger Støjbergs melding.

”Jeg deler Ingers holdning om, at vi skal have stram og fair integrations- og udlændingepolitik. Men det er en påstand, som hun ikke kan underbygge, når hun siger, at muslimer, der faster, ikke kan varetage deres arbejde. Jeg synes ikke, at det er liberalt at blande sig i, om folk kan passe deres arbejde. Samtidig er religion en privat sag, og folk har selv ansvaret for, at de kan forene religion med deres arbejde, og det er jeg sikker på, at de kan. Så jeg synes, at hun (Inger Støjberg, red.) skal slappe af,” siger Fatma Øktem, som selv var med til at udforme Venstres integrationspolitik i 2013.

Kirkeminister Mette Bock (LA) har også skrevet et Facebook-indlæg, som kan tolkes som en afstandstagen til Inger Støjbergs linje:

”Jeg er så glad for de grundlæggende værdier i Danmark. En af dem er religionsfriheden. En anden, at arbejdsgiver og arbejdstager tager ansvaret for sikkerheden på arbejdspladsen dybt alvorligt. En tredje er, at vi ikke behøver være enige om alting,” skrev hun i går formiddag.

Ifølge Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, blotlægger Inger Støjbergs ramadan-advarsel en kendt ideologisk uenighed i Venstre og regeringen.

”Inger Støjberg har fokus på de danske værdier og den kristne kulturarv, mens der så er andre tunger i Venstre, som anklager hende for at gå for langt. Men jeg tror, at man skal se udmeldingen som et udtryk for, at vi så småt er på vej ind i en valgkamp til Folketinget, og her vil Venstre markere sig i forhold til den værdipolitiske dagsorden,” siger Kasper Møller Hansen og forklarer, at Venstres position i udlændinge- og integrationsdebatten er presset af både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

”Hun taler til den gruppe, som hun skal ramme, og strategisk har hun stadig fat i den lange ende, og det er de fleste i Venstre også godt klar over,” siger Kasper Møller Hansen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan manglende mad og drikke påvirker danske muslimer. På Nymarksskolen i Slagelse kan skoleleder René Nielsen mærke en tydelig forskel på de muslimske elever, når det er ramadan. På Nymarksskolen har omkring en tredjedel af eleverne muslimsk baggrund.

”Det er en udfordring, men vi tackler den. Når ramadanen falder i en meget varm periode som nu, bliver børnene påvirket i løbet af dagen, fordi de mangler væske. Ungerne er mere trætte og lidt mindre nærværende, og det betyder blandt andet, at vi ikke presser dem så hårdt i idræt,” siger René Nielsen.