Der findes en lille samfundsteori. Aldersafhængighed kalder man den. Teorien anskuer kort fortalt institutioner – det kunne for eksempel være Socialstyrelsen og satspuljemidlerne – som et livsforløb. Som ved enhver anden livscyklus finder institutionen efter fødslen sit fodfæste for derefter at vokse sig fysisk større, økonomisk stærkere og mere selvbestemmende.
Men ligesom for alle andre dødelige kommer der også en tid, hvor ryggen bliver krum og rynkerne skærer dybere. Hvor den politiske konstruktion, ifølge teorien, bliver ineffektiv, bureaukratisk og utidssvarende for til sidst at blive opløst i nye, bedre initiativer.
I år kan satspuljen – kaldet de fattiges finanslov – fejre 30 års jubilæum. Hurra og længe leve bliver der ikke noget af. Efter at have udgjort hjørnestenen for socialpolitikken i tre årtier, er puljens bevillinger ved at blive udfaset.
Denne artikel er derfor en slags nekrolog. Og hvorfor ikke starte med at spørge den nytiltrådte formand i Rådet for Social Udsatte, hvordan hun vil mindes puljen. ”Godt spørgsmål,” siger hun og tænker sig om.
”Hvis man skal være lidt skarp i sin kritik, så bør vi i dag sætte spørgsmålstegn ved, hvad de mange satspuljeprojekter egentlig har gjort for de udsatte borgere,” siger hun så.
Projekterne, hun refererer til, er sagens kerne. Siden forliget om satspuljen blev indgået i 1990, har idéen været, at Folketinget kunne uddele puljens penge til blandt andet sociale organisationer, der havde præsenteret et lovende projekt til hjælp for socialt udsatte – for eksempel hjemløse. Det snedige – ville nogen sige – var, at finansieringen af puljen skete automatisk gennem en regulering af overførselsindkomster. Altså blev puljen betalt af for eksempel kontanthjælpsmodtagere. I 2018 udgjorde puljen 15,6 milliarder kroner.
”Jeg tror, satspuljen endte med at ’korrumpere’ vores socialpolitik,” fortsætter Vibe Klarup: ”Det er selvfølgelig et lidt stærkt udtryk, men jeg mener, at rigtig mange organisationer – og jeg har selv været leder af flere af dem – kom til at fokusere på, hvordan skaffer vi penge via satspuljemidlerne. Puljehejset endte med at skygge for de langsigtede mål, socialpolitikken bør bygge på.”
Det synspunkt deler Knud Aarup, der som direktør i Socialstyrelsen fra 2012-2015 forvaltede satspuljemidlerne. Han kalder puljen en medvirkende årsag til, at han ikke tøver med at kalde de sidste 30 års socialpolitik for mislykket.
”Det giver næsten sig selv, at socialpolitikken har slået fejl, når vi i dag har cirka 20 procent på overførselsindkomster – et tal, der har ligget stabilt i mange år. Samme billede gør sig gældende, når man kigger på mennesker med særlige behov, hvad enten det er sociale, psykiske eller fysiske. Når det kommer til muligheder, lighed og livsvilkår, er deres situation grundlæggende ikke forbedret,” siger han.
Som social- og satspuljeordfører for Venstre i 2010’erne undrede Eyvind Vesselbo sig over, hvor midlerne forsvandt hen. Han forsøgte at følge transaktionerne, men sporet endte ofte blindt. Samtidig – i 2014 – tog daværende finansminister Bjarne Corydon (S) bladet fra munden. Til Berlingske Nyhedsbureau sagde han, at ”der over en meget lang årrække har været problemer med at få valideret nogle af de projekter, man har afsat penge til”.
Kommentaren blev begyndelsen til satspuljens endeligt. Og allerede året efter konkluderede Rigsrevisionen, at den ikke kunne finde frem til, hvad 74 procent af satspuljemidlerne reelt var gået til. Bevillinger, der beløber sig til milliarder af kroner, hvilket alt andet end lige får Britta Nielsens påståede fusk for godt 100 millioner kroner til at blegne.
I dag kalder Eyvind Vesselbo det ”et kæmpe svigt, at en stor del af satspuljemidlerne endte i et hul”.
”Jeg må give Vibe Klarup ret i, at det er minimalt, hvad pengene fra satspuljen er gået til af hjælp til socialt udsatte. Derfor er det skandaløst, at vi som samfund i 30 år har taget midler fra dem på sociale overførselsindkomster med løftet om, at pengene ville finde vej tilbage.”
Affem tidligere socialministre, Kristeligt Dagblad har bedt om et interview, er det kun Karen Ellemann (V), der har ønsket at stille op. Hun har været socialminister ad to omgange, og hun beskriver satspuljen som en snebold, der rullede sig stor og uoverskuelig.
”Grundlæggende så jeg satspuljen som en god idé og som en vigtig kilde til kontinuerlige pengetilførsler til social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Konstruktionen af satspuljen var derfor godt tænkt, men i bagklogskabens lys viste det sig, at snebolden, vi havde sat til at rulle, blev så stor, at den fik en uoverskuelig størrelse, hvorfor projekterne blev meget svære at gennemskue fra politisk hold.”
Forhenværende formand for Rådet for Social Udsatte Jann Sjursen er også tilfreds med, at satspuljen er fortid. ”Primært på grund af finansieringen, men også da man politisk ikke har haft viljen til at følge konsekvent op på de mange gode projekter,” forklarer han. Af samme grund gruer han ved tanken om, at satspuljeprojekterne ender i glemmebogen.
”Jeg ser en masse viden og spændende initiativer, der har ophobet sig i projekter, som vi i virkeligheden burde opskalere til gavn for de udsatte. På den måde sikre vi, at satspuljeprojekterne ikke har været spild af ressourcer. Det er helt åbenlyst, at vi bør bygge videre på de erfaringer, som projekterne har givet,” mener han.