Eksperter: Alt for store forskelle i kommunale indsatser for børn med psykiatriske diagnoser

Ny rapport viser, at antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser i høj grad varierer på tværs af kommuner i samme region. Det er et udtryk for problematisk forskelsbehandling i kommunernes tilbud til psykisk sårbare børn og unge, mener eksperter

”Jeg tror i højere grad, forklaringen skal findes i kommunernes kultur, hvor der er store forskelle på måden, de identificerer børn og unge med særlige behov,” mener forsker. Genrefoto.
”Jeg tror i højere grad, forklaringen skal findes i kommunernes kultur, hvor der er store forskelle på måden, de identificerer børn og unge med særlige behov,” mener forsker. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Faaborg-Midtfyn og Nordfyns Kommuner har meget tilfælles. Ikke nok med, at de er placeret på Fyn og dermed i Region Syddanmark, så ligner kommunernes borgere også hinanden, hvad angår socioøkonomiske forhold, såsom indkomstniveau, beskæftigelsesgrad og demografi. På et område adskiller de to kommuner sig imidlertid fra hinanden: I Faaborg-Midtfyns Kommune er hyppigheden af børn og unge med en psykiatrisk diagnose dobbelt så høj som i Nordfyns.

Billedet går igen på tværs af landets regioner. Eksempelvis har Ikast-Brande Kommune i Region Midtjylland næsten dobbelt så mange børn og unge med psykiatriske diagnoser relativt set i forhold til nabokommunen Horsens, og lignende forskelle findes mellem de kommuner i Region Sjælland og Region Hovedstaden, der har henholdsvis flest og færrest børn og unge med psykiatriske diagnoser pr. indbygger under 18 år.

Forskellene fremgår i en ny rapport, hvor Social- og Indenrigsministeriets benchmarking-enhed har kortlagt ”udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser”. Og konklusionen ærgrer Hanne Børner, speciallæge og næstformand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

”Desværre bekræfter rapporten en forskel, som vi har kendt og påtalt i rigtig mange år. Helt grundlæggende burde vi ikke se så store forskelle, for det hænger ikke logisk sammen, at antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser varierer så betydeligt på tværs af kommuner i samme region. Når vi kigger nærmere på diagnoseprofilen, er det især bekymrende, at eksempelvis forekomsten af børn og unge diagnosticeret med autisme og adhd kan variere så meget. For det kan betyde, at vi ikke diagnosticerer ensartet på tværs af landet,” siger hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forskellen i den såkaldte diagnoseprofil gør sig blandt andet gældende i nabokommunerne Horsens og Ikast-Brande. I førstnævnte er 28 for hvert 1000 barn diagnosticeret med autisme eller adhd, mens det i nabokommunen Ikast-Brande gælder næsten dobbelt så mange børn – 54 ud af 1000.

I 2017 undersøgte post.doc på Aarhus Universitet Kathrine Bang Madsen i sin ph.d.-afhandling, hvad de kommunale forskelle i antallet af børn med autisme og adhd kunne skyldes. Hun formulerede to hypoteser: Den ene skulle undersøge, om forskellene var et udtryk for socioøkonomiske faktorer. Den anden gik på, om forskellene kunne skyldes den økonomiske prioritet af området i kommunerne.

”Men jeg må faktisk indrømme, at jeg kom til kort i min ph.d., for jeg fandt ikke en sammenhæng,” siger Kathrine Bang Madsen.

Af samme grund kan hun ikke komme med et entydigt svar på, hvad forskellene kommunerne imellem skyldes. I dag arbejder hun dog ud fra en ny hypotese:

”Jeg tror i højere grad, forklaringen skal findes i kommunernes kultur, hvor der er store forskelle på måden, de identificerer børn og unge med særlige behov på. Har en kommune eksempelvis oparbejdet en kultur med mange specifikke tilbud, der mønter sig særligt på autisme, så vil der sandsynligvis være en højere prævalens (forekomst på et givent tidspunkt, red.) i antallet af børn og unge i den givne kommune, der bliver diagnosticeret med autisme – alene fordi man er mere obs på netop den diagnose. Modsat kan man forestille sig, at andre kommuner i højere grad fokuserer på andre diagnoser,” siger hun og kalder vilkårligheden for et problem:

”Forskellene er for store, så vi bliver nødt til i højere grad at sikre, at opsporing og identificering af diagnoser hos børn kommer til at ske mere systematisk på tværs af landets kommuner. Rapporten tyder på, at børn og unge i Danmark ikke har lige adgang til psykiatrisk behandling, hvis de har behov for det, og det er kritisk.”

Også Pia Jeppesen, seniorforsker og overlæge i forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, vurderer, at de kommunale forskelle er foruroligende:

”Tallene viser en stor variation mellem kommunerne endda inden for samme region, og det giver stof til eftertanke, for vi ved jo, at der er meget stor forskel i kommunernes tilbud, både hvad angår forebyggende indsatser før henvisning til psykiatrien, men også i forhold til efterbehandling og rehabilitering når et barn eller en ung forlader psykiatrien igen,” siger hun.

Netop variationen i de kommunale indsatser kan have en afgørende betydning for, at hyppigheden af børn og unge med psykiatriske diagnoser ligeledes varierer mellem landets fem regioner. Det vurderer Jesper Pedersen, ledende overlæge ved afdeling for børne- og ungdomspsykiatri i Region Sjælland, der er den region, hvor relativt flest børn og unge er registreret med en psykiatrisk diagnose. Han ser to forklaringer: Den første kan være, at demografiske forskelle indebærer, at der er områder i landet, hvor befolkningen har en større sårbarhed og derfor har et større behov for psykiatrisk behandling. Den anden forklaring, siger han, bør netop findes i de varierende kommunale tilbud til familier med psykisk sårbare børn og unge.

”Hvis man eksempelvis forestiller sig en kommune med mange forebyggende tilbud og gode tidlige indsatser, så vil det formentligt indebære, at barnets prognose bliver bedre med det resultatet, at barnet måske slet ikke ender i psykiatrien. Omvendt kan man sagtens forestille sig, at hvis børnenes problemer ikke identificeres i tide, og der derfor ikke iværksættes en tidlig indsats i kommunerne, så risikerer man, at problemerne udvikler sig som en lavine. Og her kan der være stor forskel på kommunerne – også inden for den samme region” siger han.

I Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Thorstein Theilgaard rapportens konklusioner for et ”alvorligt problem”.

”Vi har adresseret det her problem flere gange og sagt til politikere, kommuner og regioner, at det ikke hænger sammen. For det kan ikke være rigtigt, at ens diagnose og adgang til behandling afhænger af, hvor man bor, og ikke af hvad man fejler,” siger han.