Prøv avisen

Eksperter: Børn svigtes stadig, når én forælder har dræbt den anden

En seksårig pige fra Langeland, der i april så sin far slå sin mor og stedfar ihjel, har siden drabene været placeret hos sin farmor og dennes samlever i Svendborg – på trods af, at hun har tilbragt halvdelen af sit liv hos sin mormor og morfar på Langeland, har gået i børnehave fem minutter fra deres hus og altid har været tættest på dem. Foto: Polfoto/Nima

Ny lovgivning om forældremyndighed sikrer ikke barnets tarv, når en forælder dræber den anden, viser tragisk sag på Langeland. Flere fagfolk efterlyser opgør med et fejlbehæftet socialsystem

Hvad er bedst for den seksårige pige fra Langeland, der i april så sin far slå sin mor og stedfar ihjel? Det er omdrejningspunktet i det slagsmål mellem morforældre, farforældre, advokater og myndigheder, som har kørt lige siden. Og som har medført en officiel klage fra pigens mormor og morfar over Langeland Kommune. En klage, der lige nu behandles i Ankestyrelsen.

Situationen er nemlig, at pigen lige siden drabene har været placeret hos sin farmor og dennes samlever i Svendborg – på trods af, at hun har tilbragt halvdelen af sit liv hos sin mormor og morfar på Langeland, har gået i børnehave fem minutter fra deres hus og altid har været tættest på dem.

Også en række fagfolk undrer sig over forløbet og ser det som et udtryk for, at det sociale system i Danmark stadig ikke er i stand til at handle hurtigt og professionelt, når voldsomme familietragedier sker. Men de ser det også som et tegn på, at lovændringen omkring forældremyndighed og samvær fra den 1. marts ikke virker.

Den skulle ellers sikre, at forældremyndigheden ikke automatisk går til drabsmanden. Det er sket flere gange, senest i 2015, hvor en 41-årig mand fra Glostrup ved København blev tildelt fuld forældremyndighed over sine to drenge, efter at han havde dræbt sin ekskone.

En af kritikerne er professor Marianne Holdgaard fra Aalborg Universitet. Hun er ekspert i familie- og børneret og kalder sagen fra Langeland for ”endnu et sørgeligt eksempel på, at den ofte alt for lange sagsbehandling i kommuner og statsforvaltning i sig selv kan afgøre en sags udfald.”

I den aktuelle sag på Langeland blev den lille pige placeret hos sin farmor på den skæbnesvangre nat, blandt andet fordi de sammen befandt sig i bilen med den drabssigtede, da bilen blev stoppet af politiet få timer efter, at den 25-årige mand havde skudt sin ekskæreste og dennes nye kæreste. I øvrigt for øjnene af datteren.

Pigen blev boende hos farmoderen, mens Langeland Kommune indhentede oplysninger om pigens netværk. Da kommunen efter 24 dage traf en beslutning, lød den, at hun skulle blive hos farmoderen, mens den fraskilte farfar fik pigen en enkelt overnatning om ugen. Morforældrene måtte se hende hver anden weekend.

Protesterne fra pigens mormor og morfar blev mødt med en forklaring fra kommunens familie- og socialchef om, at ”rent juridisk er det sådan, at den drabssigtede stadig har den fulde forældremyndighed, indtil Statsforvaltningen eventuelt bestemmer noget andet. Det kan jeg naturligvis godt forstå må være særdeles vanskeligt for jer, men det er sådan, lovgivningen er.”

Den beslutning traf Statsforvaltningen efter 11 uger. Faderen mistede forældremyndigheden, som i stedet gik til en professionel værge, en advokat.

Men på det tidspunkt havde den lille pige boet så længe hos sin farmor, at det er svært ikke at forestille sig, at det har haft afgørende betydning for beslutningen om, at hun også skulle blive der, til drabssagen var afsluttet, mener Marianne Holdgaard.

”Lovændringen fra den 1. marts var et forsøg på at undgå situationer som den her,” siger Marianne Holdgaard, ”men sagen viser, at det ikke er nok. Vi er nødt til at diskutere, om vi overhovedet har det rigtige administrative system for socialsager i Danmark. I mange andre lande har man et langt mere effektivt og dermed også mere retfærdigt system, hvor der er børnepsykologer inde over med det samme, der er fri advokatbistand og i det hele taget en helt anden retsbeskyttelse.”

Også Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, er forbløffet over sagsbehandlingen i forhold til den lille pige fra Langeland.

Hun har fulgt sagen tæt, fordi hun er valgt i området, og har stillet spørgsmål til socialminister Karen Ellemann (V) om, hvorvidt det sociale system overhovedet er klar over, at der er sket en lovændring, der skal varetage barnets tarv bedre.

Det er det, lød svaret. Det er i så fald svært at se, hvordan barnets tarv bliver tilgodeset bedre nu end tidligere, mener Trine Bramsen. Hun opfordrer derfor ministeren, Karen Ellemann, til at få undersøgt snarest, om det sociale system faktisk fungerer, som det skal på dette område.

Birgitte Svendsen er advokat for den lille piges morforældre og har været tilkoblet sagsforløbet helt fra begyndelsen.

Selvom hun ikke før har arbejdet med en tilsvarende alvorlig sag, er hun ”gammel i gårde”, som hun udtrykker det, og kender derfor det sociale system særdeles grundigt. Og hun ser – på godt og ondt – intet usædvanligt i dette sagsforløb. Hverken i de beslutninger, der er taget, eller det tempo, det er foregået i.

Som de fleste andre advokater er hun en stærk kritiker af effektiviteten i Statsforvaltningen, men lige nøjagtig i denne sag har den faktisk oppet sig, siger hun og peger på, at netop sagens alvorlige karakter har gjort det ekstra vigtigt at tage de rigtige beslutninger første gang. Og det kræver grundighed.

Hendes vigtigste opgave er at arbejde for pigens morforældres ønske om at få det primære samvær med deres barnebarn og i sidste ende den fulde forældremyndighed. Men hun ser det også som en afgørende opgave at skære igennem alle rygterne, følelserne og beskyldningerne. Og der er rigeligt at skære i, for på det nordlige Langeland, hvor den dræbte kvinde kom fra, og hvor hun boede sammen med den drabssigtede, kender alle hinanden.

Tilbage står den seksårige pige,der nu bor i Svendborg. Væk fra børnehaven og dem, der kender hende bedst, men omgivet af mere ro, end hun ville få i sine vante omgivelser, lyder begrundelsen fra Langeland Kommune og Statsforvaltningen i mails til pigens mormor og morfar.

En meget atypisk begrundelse, påpeger både børnepsykolog Margrethe Brun Hansen og professor Marianne Holdgaard, for normalt er det bedst for børn at blive i deres sædvanlige omgivelser, når de oplever noget traumatisk.

Hverken Langeland Kommune eller Statsforvaltningen har dog ønsket at kommentere begrundelsen eller sagen i øvrigt. Det har den drabssigtedes familie heller ikke.

Uanset om der er begået fejl i sagen, og om beslutningerne er taget for langsomt, står også spørgsmålet om det sociale systems ydeevne tilbage. Er den god nok i forhold til, hvordan vi i 2016 kan forvente, at staten håndterer små børn fanget midt i en familietragedie? Det mener tidligere formand for Børnerådet og debattør Lisbeth Zornig ikke:

”Ingen kommuner er forberedt på så voldsomme begivenheder som denne drabssag, fordi det gudskelov sker sjældent. Men ligesom Beredskabsstyrelsen træner reaktioner på eksempelvis kemiske udslip eller sammenbrasede broer, bør der også være et kommunalt træningssystem for sociale tragedier. Kun på den måde undgår vi forkerte beslutninger taget under stort pres. Og vi undgår det stærkt problematiske i, at sager bliver påvirket eller ligefrem afgjort af sagsbehandlingstiden alene.”

Hvem, der ender med at få den endelige forældremyndighed og samværet med pigen, bliver afgjort, når der er faldet dom i drabssagen. Selvom den 25-årige allerede på drabsaftenen erkendte sin skyld over for politiet, går der ifølge politiet typisk et års tid, før sagen kommer for retten.