Folketingets Finansudvalg godkendte i går salget af 19 procent af den nationale energileverandør, Dong Energy, til den omstridte investeringsgigant Goldman Sachs. Og SFs exit fra regeringen viser tydeligt, at der er meget på spil.
Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem man sælger selskabets aktier til, og hvordan selve kontrakten ser ud. For hvis det går for hurtigt, kan det i værste fald ende med, at priserne skrues i vejret, eller at der ikke altid er varme i kogepladerne, påpeger eksperter.
Enhver form for privatisering af den slags produktionsenheder skal være underlagt offentlig overvågning og kontrol fra myndighedernes side. Der er ikke noget forkert i privatiseringen, hvis bare rammerne er i orden. Sådan at Ny Dong med Goldman Sachs forpligter sig til at levere energi til alle, også i spidssituationer, og risikoen for monopol er kontrolleret. Det er vigtigt, at sådan en aftale bliver håndhævet, siger Peder Andersen, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
LÆS OGSÅ: SF skulle sluge én kamel for meget
Både tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) og tidligere økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har fortrudt privatiseringen af henholdsvis TDC, som også omfattede den fysiske infrastruktur i form af kobberledninger til internettet, og privatiseringen af Københavns Lufthavn. Derfor bør man måske tænke sig om en ekstra gang, når man privatiserer. Netop energiforsyningen er meget central for samfundet, påpeger Peder Andersen:
Her er Dong så stor en spiller, at virksomhedens vigtighed er på linje med eksistensen af motorveje og broer. Dong er noget andet end mælk og brød. Mange kan starte en fødevarevirksomhed, og den ene dag kan vi importere fødevarer fra Tyskland og den anden dag fra Polen. Men elsystemer er bygget op af meget komplekse, store sammenhængende systemer, som man reguleringsmæssigt skal have fat i på centralt plan, siger Peder Andersen.
Også Peter Nedergaard, professor ved statskundskab på Københavns Universitet, peger på, at Dong er en vigtig brik i infrastrukturen:
Driften af el- og varmeforsyning i landet berører mange mennesker. Derfor er det paradoksalt, at man den ene dag giver 27 milliarder til en togfond, og man den næste dag ikke vil investere i energiforsyningen. Det er vigtigere, at vi har strøm, end at vi kommer fem minutter hurtigere frem til Odense, siger han.
Peter Nedergaard påpeger, at der er forskel på salget af Dong og tidligere sager:
Man har privatiseret postvæsenet, lufthavnen og TDC, men det var fuld privatisering. Det, vi ser nu, er en delvis privatisering, der ikke giver en lige så fordelagtig pris. Det skyldes, at man ikke giver virksomheden det samme spillerum til at lave strategier, når der er politiske hensyn, og regeringen i vid udstrækning udpeger ledelsen, siger Peter Nedergaard, der er nervøs for, om der i fremtiden vil være skattekroner at hente fra den amerikanske investeringsbank, der har hjemme på det berygtede skattely Cayman-øerne.
Det saglige handler om symbolikken i, at køber er en virksomhed, der mistænkes for at gemme sig i skattely. Det synes som dobbeltmoral, at regeringen på den ene side går hårdt efter skattesnydere og på den anden side sælger til et selskab, man kan tvivle på vil betale skat i Danmark, siger han.
De seneste år har Dongs økonomi skrantet, hvilket også er en af årsagerne til, at man har ønsket en privat kapitalindsprøjtning. Ifølge Otto Brøns-Petersen, analysechef i den liberale tænketank Cepos, ser det ikke ud til, at den nedslående økonomiske situation vender inden for den nærmeste fremtid.
Staten sender mange forskellige signaler ud om, hvad man vil med Dong. Hele kapitalen er brugt på at ekspandere kraftigt på elbiler, vindmøller og olie. Jeg mener ikke, at den danske stat er den rigtige ejer til så risikobetonede investeringer. Selvom man har aktiveret en redningsplan, hvor man har solgt en del aktiviteter fra, vil jeg ikke blive overrasket, hvis man igen kommer i en situation, hvor man har brug for kapitaltilførsel, siger han.