Den sidste danske soldat fra Første Verdenskrig døde i 2004, og de sidste modstandsmænd fra Anden Verdenskrig er nu i 90’erne eller over 100 år. Vidnerne til 1900-tallets store krige er med andre ord ved at uddø.
De samme mennesker var også vidner til etableringen af internationale institutioner som FN og EU og internationale konventioner som menneskerettighederne. Men nu er de internationale aftaler og samarbejder under pres. Dén problematik tog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) op i sin nytårstale i tirsdags, da han retorisk spurgte:
”Kan vi regne med, at den ordentlighed og den forpligtelse holder, når færre husker historien – som andet end netop historie.”
Ifølge tre historikere, Kristeligt Dagblad har talt med, er svaret, at konfliktrisikoen er større, når vidnerne til krigen er borte. Men først og fremmest peger pilen på politikerne.
”Vores nuværende generation af politikere er den første, der ikke selv har oplevet krigens rædsler. Generationen, der oplevede Anden Verdenskrig, var animeret af en forståelse af, at de skal bygge broer. Deres udgangspunkt var, at de ikke selv ville opleve sådan en konflikt igen,” siger Thorsten Borring Olesen, professor i moderne europæisk historie ved Aarhus Universitet.
Professor emeritus i europæisk historie fra CBS, Uffe Østergaard, stemmer i:
”Vi lærer primært af egne erfaringer og ikke så meget af andres. Historieløsheden gælder også vores politiske ledere, for de har ikke selv prøvet at være i krig. Man bliver meget fredelig af at have ført en krig.”
”Jeg mener, statsministeren har ret”, siger Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved RUC, og fortsætter:
”I nytårstalen brugte Lars Løkke Rasmussen historien til at referere til det internationale samarbejde, og han har nogle væsentlige pointer. For eksempel er EU grundlæggende et fredsprojekt, videreført af Frankrigs præsident Francois Mitterrand og Tysklands kansler Helmut Kohl, der begge oplevede Anden Verdenskrig. Krigen var årsag til, at EU overhovedet eksisterer, netop som et fredsbevarende projekt.”
Men også befolkningen har glemt årsagerne til de internationale samarbejder, påpeger Claus Bundgård Christensen:
”Det har briterne for eksempel glemt i forbindelse med Brexit. Der har været fred så længe, at folk ikke længere undrer sig over, hvorfor freden er der. Men fred er ikke nogen selvfølge. 1900-tallet var det blodigste århundrede i historien.”
I nytårstalen fremhæver Lars Løkke Rasmussen, hvordan hans bedstefars livssyn var præget af Første Verdenskrig, hans mor var vidne til Anden Verdenskrig, og han har selv levet under den kolde krig. Men siden Murens fald har hverken Danmark eller Vesten været truet af en militær invasion. Paradoksalt nok har de seneste 30 års fravær af truslen om krig på dansk jord været med til at svække opbakningen til internationale fredsbevarende institutioner og konventioner, påpeger professoren fra Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen.
”Det er statsministerens kerneargument. Han advarer imod, at man trækker sig tilbage i nationalstaten. Det har vi prøvet før, og det resulterede i magtkampe mellem nationalstater. Lars Løkke Rasmussen appellerer til, at vi prøver at se på tidligere erfaringer og indser, at det er vigtigt, at vi samarbejder internationalt. For der er partier og grupper i det danske samfund, der siger, at vi ikke skal respektere de internationale konventioner, EU og så videre.”
Skræmmeeksemplerne på de historieløse ledere er ifølge Claus Bundgård Christensen fra RUC USA’s præsident Donald Trump og Ruslands Vladimir Putin.
”Indtil den nuværende generation af politiske ledere har vi haft historien med, fordi politikerne selv havde oplevet Anden Verdenskrig. Donald Trump og Vladimir Putin er ikke vokset op med krig, og det er farligt. Når Putin taler om atomkrig, er det en krigerisk retorik, der minder lidt om retorikken før Første Verdenskrig, hvor de politiske ledere heller ikke havde prøvet at være i krig. ”