Prøv avisen
Kapitel 4

Eksperter: Sager om tvangsanbringelser skal ud af kommunen

Kristina K. Jensen ser kun sine sønner samlet i tre timer hver sjette uge: ”Jeg tænkte, at selvfølgelig har vi da retssikkerhed herhjemme. Jeg har følt, at jeg skulle modbevise et helt system,” siger hun. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

I Danmark halter retssikkerheden for forældre, der er i fare for at få tvangsfjernet deres børn. Det mener flere eksperter på anbringelsesområdet, som vurderer, at tvangsanbringelsessagerne ikke bør ligge hos kommunen

Fik du læst de første kapitler i historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.

”Jeg troede aldrig, at min kamp for mine børn kunne koste mig dem, for jeg tænkte, at selvfølgelig har vi da retssikkerhed herhjemme. Jeg har følt, at jeg skulle modbevise et helt system. ”

Sådan siger Kristina K. Jensen. En mor, der for nu et år siden fik tvangsfjernet sine to drenge, Asger og Elias, efter et langt forløb, som Kristina K. Jensen beskriver som en ”kamp med systemet”.

Som Kristeligt Dagblad de seneste dage har kunnet fortælle, endte sagen med, at Kristina K. Jensen ser kun sine sønner samlet i tre timer hver sjette uge.

Kristina K. Jensen er dog kun én blandt mange forældre, der hvert år taber kampen om retten til at se deres egne børn vokse op i hjemmet. I 2018 blev der foretaget 2700 tvangsanbringelser af børn og unge under 18 år. Det var et rekordhøjt antal, som må forventes at stige, hvis det lykkes statsminister Mette Frederiksen (S), at endnu flere børn for fremtiden skal anbringes, som det fremgik af hendes nytårstale.

Selv mener Kristina K. Jensen, at hun som mor har stået forsvarsløs over for det system, der tog hendes drenge. Og med god grund. Flere eksperter på anbringelsesområdet mener således, at rettighedssikringen i høj grad er mangelfuld for de forældre, der står i fare for at få tvangsfjernet deres børn.

Én af disse er professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher:

”Mange sager bliver simpelthen ikke ordentligt oplyst. Det betyder, at der er stor risiko for, at man træffer forkerte afgørelser. Man sætter altså barnets ret til at være sammen med sine forældre i fare, og det er et felt med kæmpe risiko for rettighedstab,” siger hun.

Synspunktet bakkes op af Kristina K. Jensens advokat i sagen, Hanne Ziebe, der har mere end 10 års erfaring med anbringelsessager. Hun peger på det kritisable i, at kommunen ofte spiller en dobbeltrolle, da det på én gang er kommunen, der undersøger, hvorvidt der er grundlag for en tvangsfjernelse af barnet, samtidig med at det også er repræsentanter fra kommunen, der sidder med ved bordet ved den endelige afgørelse.

”Kommunen er en hård nyser at kæmpe imod for børnenes forældre. Jeg ser generelt Danmark som et u-land på anbringelsesområdet, blandt andet fordi man blander dem, der kører sagerne, og dem, der træffer afgørelserne, sammen. Jeg oplever ikke, at det er nogle reelt uvildige personer, som sidder med de her afgørelser.”

Forældrene står således i en udsat position uden fair muligheder for at argumentere for deres sag, når først kommunen har fået dem i anbringelseskikkerten. Det forklarer Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia.

”Retssikkerheden halter på en lang række områder. I praksis får både forældre og børn ikke den vejledning, de skal. Og Børn og unge-udvalget, som træffer afgørelsen, fremstår ikke tilstrækkeligt upartisk og uafhængigt af forvaltningen. Forældrene står derfor i en meget udsat position,” siger hun og foreslår, at man helt gentænker anbringelsessystemet.

”Beslutningerne skal bringes ud af forvaltningen, så processen i stedet foregår i familieretshusene, hvor nogle uvildige sagsbehandlere kan vurdere sagerne og påse, at de er tilstrækkeligt oplyst, mens selve afgørelsen bør træffes af særligt uddannede og erfarne dommere. Den konstruktion kunne give en større grad af retssikkerhed og give både børn og forældre en meget stærkere stemme.”

Også Kirsten Ketscher mener, at man helt burde fratage kommunerne opgaven med anbringelsessagerne.

”Det burde være flyttet for mange år siden. Kommunen har ikke mulighed for at oparbejde den nødvendige kompetence til de undersøgelser, en så indgribende foranstaltning som tvangsfjernelser kræver. Hvorfor ikke lægge ansvaret hos en ’børnedomstol’, hvor man kan opbygge den viden og ekspertise, som det kræver at tage så store beslutninger på børnenes vegne. Der er grund til nytænkning her,” siger hun.

Hos Kommunernes Landsforening er man langtfra enig i det synspunkt. Det siger formand for socialudvalget Thomas Adelskov (S): ”Det er jo kommunen, der har været tæt på familierne under hele deres forløb, og derfor er det kommunen, der bedst er sat ind i de enkelte sager.”

Thomas Adelskov (S) kan heller ikke kan se pointen i at lade andre instanser end Børn og unge-udvalget tage den endelige afgørelse om, hvorvidt et barn skal anbringes eller ej.

”Jeg mener ikke, at kommunen spiller en dobbeltrolle i de her sager. De politikere, der sidder i Børn og ungeudvalget, skal jo betragtes som de lægmænd, der sidder med ved sager i retten. Jeg synes, at vi på nuværende tidspunkt har et system, der kan reagere hurtigt i de her sager, og det skal man kunne, når der kan være tale om børn udsat for svigt og overgreb.”

Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identiteter er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er i dag stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.

Vil du læse resten af historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.