Eksperter: Ingen ved, hvor Palæstinas grænser går

Forslag om at anerkende Palæstina blev i går stemt ned i Folketinget. Debatten om at støtte en palæstinensisk stat udstiller et grundlæggende problem, nemlig at anerkendelserne sker ud fra forskellige definitioner af Palæstina

Palæstinensere prøver tidligere på året at slå hul på muren i Abu Dis øst for Jerusalem. -
Palæstinensere prøver tidligere på året at slå hul på muren i Abu Dis øst for Jerusalem. - Foto: Muhesen Amren

Danmark skal ikke anerkende Palæstina som en selvstændig stat lige nu. Det stod klart i går, efter at et beslutningsforslag fra Enhedslisten, det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit (IA) og SF blev nedstemt i Folketinget. Partierne ønskede, at Danmark skulle sende et klart budskab om støtte til en palæstinensisk stat og foreslog, at Palæstina skulle anerkendes med de grænser, der var gældende før Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden. Et territorium omfattende Vestbredden inklusive Østjerusalem og Gazastriben med tilhørende kystområde.

Folketingsdebatten foregik blandt andet i lyset af, at det franske senat har vedtaget en erklæring, der opfordrer den franske regering til at anerkende Palæstina. Både Storbritannien og Spanien har tidligere vedtaget lignende resolutioner, og fornylig anerkendte Sverige officielt en palæstinensisk stat.

Mens der generelt tales om et stigende pres i Europa for at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat, så er især Sverige et eksempel på, at ingen reelt ved, hvad det er, man vælger at anerkende, lyder det fra cand.mag. i Mellemøststudier David Jano, der har fulgt udviklingen i Mellemøsten i flere år.

Det danske forslag om anerkendelse af en palæstinensisk stat tog udgangspunkt i en konkret afgrænsning af Palæstina og adskilte sig dermed fra vedtagelsen i Sverige, der har anerkendt en stat, der skal hedde Palæstina, men ikke har defineret, hvor statens grænser skal gå.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Der ingen klarhed over, hvad det betyder at anerkende Palæstina som en selvstændig stat, for der er ingen klarhed over, hvad det egentlig er, man anerkender. Det er i stedet et signal til både vælgerne og til Israel. Til vælgerne et signal om, at man vil noget proaktivt og til Israel et signal om, at de skal prøve at finde en løsning. Det handler ikke om, at man har en afklaring på, hvad en palæstinensisk stat egentlig er for en størrelse,” siger David Jano.

Fra palæstinensisk side meldte man i 2011 klart ud, hvordan den fysiske afgrænsning af Palæstina skulle se ud, da præsident Mahmoud Abbas bad FN's Sikkerhedsråd om at anerkende Palæstina som en suveræn stat med en grænsesætning som før Seksdageskrigen i 1967.

I 2010 valgte Brasilien at anerkende Palæstina med disse grænser og samme afgrænsning var altså også udgangspunkt for det danske forslag.

Da Sverige sidst i oktober valgte at anerkende Palæstina, tog man derimod udgangspunkt i, at man mente, at de folkeretslige kriterier for at anerkende Palæstina som en stat var opfyldt, også selvom palæstinenserne ikke har kontrol over et territorium.

”Dette er et spørgsmål om fremtiden og om virkeligheden lige nu. Problemet er, at man taler om at anerkende en stat, som ingen ved, hvordan ser ud. Derfor kan det heller ikke få karakter af andet end tilkendegivelser af moralsk opbakning til den palæstinensiske sag. For ingen ved i dag, hvad Palæstina egentlig er,” lyder det fra mellemøstekspert og lektor ved Institut for Historie og Identitet ved Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt.

Ifølge Jakob Egholm Feldt kunne det internationale samfund i teorien godt vælge at sætte grænser for Palæstina for dermed at kunne anerkende landet på et fælles grundlag. En løsning, som også den amerikanske udenrigsminister John Kerry har talt for, men som man hidtil har været tilbageholdende overfor på grund af uvished om konsekvenserne.

”I det øjeblik man siger, at der er noget, der hedder Palæstina rent juridisk, så følger det, at der vil være tale om en ulovlig besættelse fra israelernes side. Lige nu kan israelerne gøre gældende, at de ikke besætter noget, fordi der ikke formelt er noget at besætte. Samtidig ville Mahmoud Abbas på palæstinensisk side blive et statsoverhoved, og om det overhovedet er legitimt, ved man ikke. Ingen ved, hvordan Israel vil reagere, hvis man trumfer igennem og siger, at der er en stat, der hedder Palæstina. Derfor har man i dag en lidt besynderlig situation, hvor man som et forsøg på at få parterne til at tale sammen begynder at tale om at anerkende noget, der ikke formelt eksisterer,” siger Jakob Egholm Feldt.

Det var på forhånd ventet, at partierne ville få meget vanskeligt ved at få forslaget igennem i Folketinget, og sådan blev det også. Kun ni folketingsmedlemmer mødte op til behandlingen af forslaget, som endte med ikke at komme til afstemning på grund af manglende opbakning.