Prøv avisen

Eksperter kritiserer manglende støtte til vaccineforskning

Danmark har kompetencerne til at udvikle en coronavaccine, mener flere eksperter. (Arkivfoto.) Foto: Upmc/Reuters

Vaccineforskning i Danmark bør opprioriteres, mener eksperter. Vi har i høj grad ekspertisen, lyder det.

Arbejdet med at udvikle en vaccine mod coronavirus i Danmark halter.

Det mener flere eksperter og forskere, skriver Jyllands-Posten.

Regeringen har i højere grad prioriteret hjælpepakker til økonomien, lyder det.

- Vi har i Danmark nogle førende faglige miljøer og en meget unik tradition for at udvikle vacciner, siger Peter Lawætz Andersen, forskningschef på Center for Vaccineforskning, Statens Serum Institut, til Jyllands-Posten.

- Men arbejdet med at få udviklet en coronavaccine har der ikke været meget fokus på indtil videre, siger han.

Med den prioritering gør man sig i stedet afhængig af udenlandsk forskning, mener forskningschefen.

Han bakkes i Jyllands-Posten op af blandt andre professor og ledende overlæge ved infektionsafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby Lars Østergaard.

Han pointerer, at Danmark bør forberede sig på en næste bølge af smitte, og at forskning i vaccine og behandling derfor er vejen frem.

Der kan Danmark "på nationalt plan" sagtens bidrage, lyder det.

Også Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, bakker op om en national strategi for vaccineforskning.

- Det er en supergod idé. Vi ved, at de danske forskere og universiteter har kompetencerne til at kunne udvikle noget unikt på det her felt, siger han til Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at private fonde har bidraget med godt og vel 140 millioner kroner til coranorelateret forskning.

Derudover har regeringen afsat en pulje på i alt 150,3 millioner kroner til coranorelateret forskning. Men der mangler specifikt fokus på en vaccine, mener flere.

Avisen Berlingske skriver også, at seruminstituttets vaccinearbejde er udfordret.

Her påpeges det, at flere vaccineforskere og fagchefer "af forskellige årsager" har forladt instituttet de seneste måneder.

- Lige nu er SSI halvt lagt ned af forskellige uheldige omstændigheder. En krise som den nuværende bliver jo ikke bedre, når flere af personerne med de store kompetencer ikke er der mere, siger tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith til Berlingske.

Samtidig peges der fra flere sider på, at frasalget af vaccineproduktionen i 2016 var en fejl.

Vaccinefabrikken blev købt af det saudiarabiske konglomerat Aljomaih Group for 15 millioner kroner.

/ritzau/

Link til JP-artikel
Link til Berlingske-artikel