Eksperter: Om et år kan restriktioner og corona-nedlukninger være en saga blot

Immunitet og bedre behandlinger vil få virussen så meget under kontrol, at samfundet næppe behøver lukke igen

Øverst til venstre mod højre: Christine Stabell Benn, Lars Østergaard, Hans Jørn Kolmos og Lone Simonsen.
Øverst til venstre mod højre: Christine Stabell Benn, Lars Østergaard, Hans Jørn Kolmos og Lone Simonsen. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix, Syddansk Universitet, Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix og Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Lone Simonsen, professor i epidemiologi, Roskilde Universitet

Denne virus er på jorden for at blive her. Men efter pandemifasen vil virussen overgå til at være en sæsonvirus, præcis som det er sket med hver enkelt influenza-pandemi de sidste 100 år, som vi har studeret.

Om et år tror jeg ikke, man vil lukke samfundet ned. På det tidspunkt har populationen – det vil sige den danske befolkning – fået opbygget flokimmunitet dels ved hjælp af vacciner og dels ved naturlig smitte og følgende immunitet. Jeg ser også tegn på, at immuniteten opbygges ret voldsomt ude i verden, desværre mange steder ved naturlig smitte, så også lande, der har haft en stor overdødelighed på grund af corona, kommer til en situation, hvor man er på den anden side af pandemifasen.

På det tidspunkt vil vi stadig vaccinere især de ældre hvert år, ligesom man gør med almindelig influenza.

Men der er stort ’men’: Hvis der kommer en flugtvariant, som ikke respekterer vores immunitet, så skal vi nok igen lukke samfundet ned og vente nogle måneder på en opgraderet vaccine.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi, Syddansk Universitet

Det er naturligvis svært at spå om, hvad der præcist vil ske. Men det ender sandsynligvis med at blive en influenzaagtig forkølelsessygdom. Der skal indfinde sig en balance mellem vært og virus, og spørgsmålet er, hvor hurtigt det vil ske. Da den spanske syge hærgede i 1918-1920, tog det cirka tre år.

I forhold til sidste vinter er der i år den meget store forskel, at de fleste er vaccinerede. Selvfølgelig vil de to vaccinestik langsomt miste deres virkning, men så kan vi revaccinere. Jeg forventer, at det tredje vaccinestik vil styrke immuniteten betydeligt hos langt de fleste. Det kan være, det skal gentages en gang om året, ligesom vi vaccinerer mod influenza.

Covid-19 bliver uden tvivl lettere at håndtere fremover. Vi får sandsynligvis nogle bedre vacciner, og vi får flere behandlinger, som vi kan tage i brug til de, der bliver syge. Der er også lige nu en udvikling i gang, hvor diagnostikken tager nogle kvantespring. I fremtiden vil man næppe skulle hen og stå i kø ved et testcenter, men kan foretage testen hjemme ved køkkenbordet eller på arbejdet, og samtidig teste for flere forskellige luftvejssygdomme med den samme test.

Christine Stabell Benn, professor i global sundhed, Syddansk Universitet

Der er ingen tvivl om, at covid-19 er kommet for at blive. Grunden til, at det blev en samfundskritisk sygdom, er, at vi alle var modtagelige på samme tid. Sådan vil det ikke være i fremtiden, for der vil hele tiden være nogle, som er immune.

Jo hurtigere vi tillader smitte i samfundet, desto hurtigere vil den ændre sig til at være en børnesygdom. Mit bedste bud er, at den til den tid vil optræde som de øvrige forkølelsesvira.

Vi skal blive ved med at teste her i vinter – men vi skal teste klogt.

Skal man være sammen mange mennesker eller med ældre og svækkede, bør man lade sig teste. Jeg mener også, at vi på et tidspunkt bør overveje, om vi ikke skal holde op med at vaccinere dem under 50 år. Ud fra det vi ved, vil de være godt beskyttet mod fremtidig sygdom ind i alderdommen. Så skal vi ikke vaccinere alle for covid-19 hvert år, men kun ældre, som vi kender det fra influenza.

Lars Østergaard, professor i infektionssygdomme og ledende overlæge, Aarhus Universitetshospital

På dette tidspunkt næste år ser jeg et samfund, hvor coronavirus er her, og hvor man smitter hinanden, men hvor vi har opbygget et sundhedssystem, der er i stand til meget tidligt at behandle dem, der er smittet, så vi undgår et pres på hospitalerne, og dermed også undgår nedlukninger og restriktioner.

På verdensplan er det ikke realistisk, at vi opnår flokimmunitet overfor delta-varianten. I Danmark vil der være en effekt af vaccination, men flokimmunitet afhænger af, hvorvidt man opnår tilslutning til at vaccinere de 5 til 11-årige.

I sundhedsvæsenet vil vi have væsentlig bedre behandlingsmuligheder, der også kan bruges forebyggende, når blot man har været udsat for smitte. De vil gøre, at man ikke bliver så alvorligt syg. Hvis vi i sundhedsvæsenet får lavet de rette systemer for at håndtere behandling tidligt af de smittede, så får vi en virus, hvor det at være smittet har nogle helt andre konsekvenser end i dag, og hvor det derfor ikke bliver nødvendigt med restriktioner og nedlukninger.