Eksperter spår op mod 3200 daglige coronatilfælde i november

I de næste seks uger forventer ekspertgruppe at se en stigning i både antallet af smittede og nyindlæggelser.

En ekspertgruppe vurderer, at der kan komme op mod 110 nyindlagte coronapatienter per døgn fra midten af november. Billedet er fra intensivafdelingen for coronapatienter på Bispebjerg Hospital i begyndelsen af december 2020. (Arkivfoto).
En ekspertgruppe vurderer, at der kan komme op mod 110 nyindlagte coronapatienter per døgn fra midten af november. Billedet er fra intensivafdelingen for coronapatienter på Bispebjerg Hospital i begyndelsen af december 2020. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

I de næste seks uger kan Danmark forvente at opleve en stigning i antallet af nye coronatilfælde og nyindlæggelser.

Det vurderer ekspertgruppen for matematisk modellering i et nyt notat. Notatet er blevet delt af Statens Serum Institut (SSI), som står i spidsen for gruppen.

Ekspertgruppen estimerer, at der i midten af november vil være mellem 600 og 3200 nye coronatilfælde om dagen. Derudover vil der være mellem 25 og 110 daglige nyindlæggelser af coronapatienter.

Til sammenligning viser torsdagens tal fra SSI, at der det forgangne døgn var 1247 nye coronatilfælde og 34 nyindlæggelser.

Hvis vurderingen holder stik, forventer Lars Østergaard, der er professor ved Aarhus Universitet og ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, at der vil komme et øget pres på hospitalerne.

- Det er stadig en ny sygdom og derfor også nogle ekstra ting, der skal laves i hospitalsvæsenet.

- Det kan godt være udfordrende, fordi der netop ikke er nogen, der står klar til at hjælpe med at passe coronapatienter, siger han. Dermed henviser han til, at der ikke - som da epidemien var på sit højeste - er personale fra andre afdelinger, der giver en hånd med.

Eksperterne bag vurderingen har til opgave at udvikle matematiske modeller til at belyse udviklingen af smittespredning i Danmark.

I det nye notat har ekspertgruppen forsøgt at estimere den forventede udvikling i de daglige smittetal og nyindlæggelser i de kommende uger.

- Modellerne viser, hvordan det vil gå i et scenarie, hvor aktiviteten i samfundet og vaccinationstilslutningen begge svarer til det niveau, vi har nu, siger læge Camilla Holten Møller, som leder ekspertgruppen for matematisk modellering.

- Ud fra det regner vi stadig med at se en stigning i de daglige smittetal og nyindlæggelser i de næste seks uger.

- Men det er også stadig usikkert, hvor stor stigningen vil blive, siger hun i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen bemærker, at der er usikkerhed forbundet med estimaterne. Det skyldes, at befolkningens adfærd kan ændre sig.

Det er også uvist, hvilken betydning efterårsferien har for smittespredningen.

Stadig vurderer ekspertgruppen, at der er større sandsynlighed for, at både smittetal og nyindlæggelser kan ende i den nederste del af spændet.

Det er især blandt de yngre og uvaccinerede, at eksperterne venter at se de fleste smittetilfælde.

Eksperterne forventer dog også, at "et betydeligt antal" vaccinerede i alderen 12-59 vil blive smittet. Der er det, man kalder gennembrudsinfektioner. Det omfatter folk, der får påvist smitte, selv om en vaccines fulde effekt burde være trådt i kraft.

Eksperternes modeller har ikke indregnet effekten af en tredje vaccination. Foreløbig er ældre og særligt udsatte blevet tilbudt et tredje stik.

Indtil videre er det tre procent af den danske befolkning, der er revaccineret.

/ritzau/