Eksperter: Tidspunkt for valgudskrivelse kan fremstå uetisk, når oppositionslederen er syg

Statsministerkandidat Mette Frederiksen (S) lå i sygesengen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag udskrev valget. Vælgerne kan opfatte timingen som uetisk, siger eksperter

Mette Frederiksen (S) delte igår disse billeder på Facebook. Statsministerkandidaten skrev "Dårlig timing. Indrømmet", og det samme kan man ifølge eksperter sige om Lars Løkke Rasmussens tidspunkt for, hvornår han udskrev valg.
Mette Frederiksen (S) delte igår disse billeder på Facebook. Statsministerkandidaten skrev "Dårlig timing. Indrømmet", og det samme kan man ifølge eksperter sige om Lars Løkke Rasmussens tidspunkt for, hvornår han udskrev valg. Foto: Mette Frederiksens Facebook-profil.

I en fyldt folketingssal gik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag på talerstolen for at udskrive folketingsvalget til afholdelse den 5. juni. Men fraværende i salen var Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand og Løkkes stærkeste modstander i kampen om statsministerposten. Hun var nemlig ramt af sygdom. Ikke noget alvorligt, men Mette Frederiksen har som følge af maveonde været dehydret, haft det dårligt og derfor været indlagt på hospitalet.

Og nu går spekulationerne på, om Lars Løkke Rasmussen udskrev valget netop nu for at opnå et forspring, mens Mette Frederiksen var syg. Og er det i så fald etisk forkasteligt, eller gælder alle kneb i en valgkamp?

Lars Aslan Rasmussen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, siger, at tidspunktet i bedste fald er ”ubetænksomt”, i værste fald handler om spekulation fra Lars Løkke Rasmussens side.

”Det er mærkeligt, når han ved, at lederen af det største parti i oppositionen er syg. Det havde set bedre ud at vente et par dage,” siger Lars Aslan Rasmussen.

Ole Thyssen, professor emeritus i filosofi, ledelse og etik på Copenhagen Business School, understreger, at vi ikke ved, om Mette Frederiksens sygdom har gjort en forskel for tidspunktet for valgudskrivelsen. Men tidspunktet kan virke uetisk for vælgerne, siger han.

”Når han udskriver valget, må han overveje, hvordan det virker over for vælgerne. Vil det blive betragtet som at sparke til en person, der ligger ned? Eller vil folk tværtom sige, at valget jo skal udskrives, og at det må være et sammentræf? Spørgsmålet hænger i luften, vurderingen er op til vælgerne,” siger Ole Thyssen.

Politik kan sammenlignes med sportens verden, forklarer han:

”I en boksekamp, hvor du flækker modstanderens øjenbryn, er det normalt, at du hamrer løs på øjenbrynet, til blodet siver ned af øjnene. Hvis du har en kamp, så handler det om at vinde. Det kan ikke nytte noget at være alt for sensibel,” siger Ole Thyssen.

Selv sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag, at han ikke var vidende om Mette Frederiksens sygdom, da han mandag aften gik til dronningen for at meddele om udskrivelse af valg.

Poul Jaszczak, debattør, tidligere overlæge og medlem af Det Etiske Råd, mener dog alligevel godt, at ”statsministeren lige kunne have ventet en dag eller to.”

”Et gammelt ordsprog siger, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. I dansk politi i øjeblikket benytter man sig jo af enhver mulighed for at skabt en solid platform og nogle gange også ved lidt ufine metoder,” siger han og fortsætter:

”Man griber fat i åbningerne og borer i dem, så snart man kan komme til det,” siger Poul Jaszczak.

Men den taktik kan ifølge Henrik Jensen, historiker fra Roskilde Universitet, risikere at give bagslag for Lars Løkke Rasmussen. Også han tager dog forbehold for, at vi ikke ved, om statsministeren har tænkt i de baner.

”Det kan godt være, hun kommer lidt bagefter, men det er aldrig nogen god idé at udnytte andres svagheder og sygdomme. Det har en tendens til at svinge tilbage i hovedet på en,” siger han og fortsætter:

”Og selvom han kommer ud af starthullerne inden hende, kan en lang valgkamp sikre, at hun kommer tilbage, inden den er overstået,” siger Henrik Jensen.

Det er overordnet et spørgsmål om politisk etik og moral, mener Ole Thyssen:

”Men etik og moral er ikke entydigt. Så hvad der virker, og hvad der vil vække anstød, er usikkert,” siger han.