Eksperter tvivler på Facebooks løfter

Facebook vil tage mere ansvar for indhold, lyder det fra indholdschef. Det handler mere om indtjening end ytringsfrihed, lyder kritik

Når Facebook nu siger, at man vil tage mere ansvar for platformens indhold, skyldes det ifølge techprofessor ved Copenhagen Business School Mikkel Flyverbom først og fremmest, at kritikken af, at Facebook begrænser ytringsfriheden, er det modsatte af den fortælling, Facebook har forsøgt at etablere.
Når Facebook nu siger, at man vil tage mere ansvar for platformens indhold, skyldes det ifølge techprofessor ved Copenhagen Business School Mikkel Flyverbom først og fremmest, at kritikken af, at Facebook begrænser ytringsfriheden, er det modsatte af den fortælling, Facebook har forsøgt at etablere. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Glansbilledet af Facebooks stifter Mark Zuckerberg som forkæmperen for en mere åben og forbundet verden falmer. Facebook har været ramt af skandalesager om datalæk og fået kritik for at være platform for russisk indblanding i valghandlinger.

Senest kritiserer idéhistoriker Frederik Stjernfelt og filosofistuderende Anne Mette Lauritzen i en ny bog Facebook for at begrænse ytringsfriheden og den demokratiske debat ved at fjerne opslag, videoer og billeder på platformen, uden at det står klart for brugerne hvorfor.

Nu svarer Facebook på kritikken. Facebooks chef for indholdspolitik, irske Siobhan Cummiskey, slår fast, at Facebook vil være bedre til at udvise ansvar for indholdet på platformen og være mere åbne om, hvorfor virksomheden fjerner indhold fra platformen.

”Vi tager folks mulighed for at tale frit meget, meget seriøst”, understreger Facebook-chefen til Kristeligt Dagblad og medgiver, at Facebook må blive ”mere klare i vores beskeder om, hvorfor vi fjerner indhold”.

Men når Facebook nu siger, at man vil tage mere ansvar for platformens indhold, skyldes det ifølge techprofessor ved Copenhagen Business School Mikkel Flyverbom først og fremmest, at kritikken af, at Facebook begrænser ytringsfriheden, er det modsatte af den fortælling, Facebook har forsøgt at etablere.

Han mener, at Facebook er ved at miste sit omdømme som en virksomhed, der kæmper for en fælles demokratisk samtale:

”Det var nemt for Facebook at opretholde det image, dengang der ikke var eksempler på, at de bidrager til, at demokratiet bliver undermineret.”

Men den tid er forbi, mener han. Indtil nu har det været nærmest været umuligt for almindelige brugere, journalister og forskere at få kontakt til Facebook, så at virksomheden nu ønsker en åben dialog, er en reaktion på faldende brugerinteresse og et stigende politisk pres.

”Det bliver sværere og sværere for platformene at sige, at de bare er tekniske, neutrale værktøjer uden ansvar for indholdet og den måde, de bliver brugt på,” fortæller han.

Mikkel Flyverbom mener, at det er positivt, at Facebook tager ansvar i den forstand, at der så er mindre risiko for propaganda og ulovligt indhold på platformen, men der er nogle helt tydelige skævvridninger i Facebooks kriterier for indhold, påpeger han.

Tidligere på året offentliggjorde Facebook sine fællesskabsregler for at skabe mere åbenhed omkring, hvorfor virksomheden fjerner noget indhold fra platformen. Selvom der er de samme regler i Danmark og Dubai, er det ifølge Mikkel Flyverbom et problem, at reglerne bunder i nogle bestemte kulturelle forestillinger:

”Eksempelvis tillader Facebook visse typer af vold, men tillader ikke, at man kan se kvindelige brystvorter.”

Det skyldes, at reglerne langt hen ad vejen er lavet ud fra amerikanske standarder.

Medieforsker Mads Kæms-gaard Eberholst fra Roskilde Universitet er enig i, at Facebooks åbenhed er positiv, men at den skyldes et øget pres på virksomheden. Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst skal man holde sig for øje, at ”Facebook er en virksomhed, og Facebook er flintrende ligeglad med ytringsfrihed,” og ifølge medieforskeren er det derfor af kommercielle årsager, Facebook har udgivet sine fællesskabsregler.

Han finder det også problematisk, at Facebooks politik om nøgenhed bunder i, at der står i den amerikanske lovgivning, at man ikke må udsætte folk for nøgenhed, og at Facebook derfor er meget opmærksom på det.

”Problemet er, at når man sidder på så stor en del af markedet, som Facebook gør, så bærer man også et enormt ansvar for, hvordan man agerer, og hvordan man lader folk agere. Det mener jeg, Facebook har nogle problemer med at være både bevidst om og leve op til,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Selvom han bifalder, at Facebook nu forsøger at tage ansvar ved at udvise åbenhed, så forklarer han, at Facebook godt ved, at virksomheden ikke kan løse de problemer, den selv har skabt.

”Derfor bliver de nødt til at sige, at de gerne vil snakke om det. Men at tro på, at de nogensinde vil finde en reel løsning, som gør alle tilfredse, og som vil være lige så velfungerende som de offentligheder, de har erstattet, det er ren utopi,” siger han.