FN’s generalsekretær Antonio Guterres er normalt afdæmpet i sin retorik, men da han i fredags talte i FN’s Sikkerhedsråd, lagde han ikke fingre imellem: Den kolde krig er tilbage. Ikke i sin gamle form, men værre. Mere hævngerrig og varmere, for de amerikanske tropper i Syrien er kun et kast med en håndgranat væk fra russiske og iranske styrker. Og de personlige forbindelser og militære mekanismer, der i den oprindelige kolde krig holdt situationen fra at eskalere ud af kontrol, eksisterer ikke længere, sagde han.
Udtalelserne kom umiddelbart inden, amerikansk-ledede styrker bombede syriske mål som gengældelse for et formodet giftangreb forrige lørdag mod den syriske by Douma, der dræbte flere end 40 mennesker, og som angiveligt blev udført på ordrer fra den syriske præsident Assad. Guterres ord var ment som en beroligelse af alle parter og en opfordring til, at en løsningen på konflikten i Syrien skal være båret af ansvarlighed, ikke militære muskler.
Hen over weekenden har flere eksperter og kommentatorer verden over peget på, at vi formentlig skal tilbage til begyndelsen af 1980’erne for at finde en tilsvarende farefuld situation for verdenssamfundet, så hvor bekymret skal man være? Og hvad skal man som almindelig borger forberede sig på?
I første omgang kan man sagtens bekymre sig for den syriske befolknings ve og vel, for det bliver formentlig endnu værre, før det bliver bedre, mener Ole Wæver. Han er professor i international politik på Københavns Universitet og leder af CRIC, Forskningscenter for løsning af internationale konflikter. I hans øjne er det dog en misforståelse at se konflikten i Syrien som den aktuelle arena for en underliggende storkonflikt mellem stormagter. Fremtidens verdensdagsordenen bliver derfor heller ikke afgjort af, hvordan de konsekvenser, russerne har truet med efter angrebet, kommer til at se ud.
”Når man gør regnestykket op – militært og økonomisk – er Rusland ikke en trussel mod USA. Ingen af parterne har derfor en interesse i at opskalere den aktuelle konflikt. Syrien er en tragedie i sin egen ret, men hvad der end sker, resulterer det ikke i en ny kold krig. Det bliver i så fald et meget vagt ekko af den kolde krig, vi havde engang,” siger han.
Lidt anderledes ser det ud i Europa, hvor Rusland i mange lande betragtes som den primære, sikkerhedspolitiske udfordring. Og hvor man også i Danmark har taget sine forholdsregler i den retning med blandt andet militær oprustning. Men også her er det svært at se den langsigtede trussel, fordi Rusland simpelthen ikke har styrken til at føre den ud i livet, mener Ole Wæver.
Flemming Splidsboel er seniorforsker i international sikkerhed på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. Han er en af de få fagfolk på området, som de seneste år har ment, at vi står på tærsklen til en ny kold krig. Også han advarer dog mod at overfortolke betydningen af fredagens bombninger i Syrien og russernes trussel om ”alvorlige konsekvenser” for de vestlige allierede. Der har været et giftangreb og et modangreb, og det er det. Men forløbet fortæller os alligevel en hel del om, i hvilken retning den generelle udvikling bevæger sig, siger han:
”USA siger, at dette er et enkeltstående angreb og bekræfter dermed, at landet ikke har nogen reel interesse i en hård konfrontation. Rusland har signaleret lettelse over, at modangrebet trods alt ikke var større, så man ikke behøvede at spille med muskler, man reelt ikke har. Retorikken er måske barsk, men handlingerne viser, at en ny kold krig ikke er forestående.”
Alligevel er der grund til bekymring, fastholder han. For Ruslands trusler og simulerede angreb mod blandt andet Sverige og Danmark angiver en retning. Vi er nødt til at forholde os til, at selvom den aktuelle konflikt i Syrien måske ikke får de store konsekvenser, så kommer der andre konflikter. Fronterne er ikke skåret så hårdt op som i 1980’erne, men krigen er helt klart kølig og kan eskalere.
”Min vurdering er, at vi på baggrund af angrebene i Syrien vil se russerne optrappe deres støtte til grupper, der arbejder i mod de grupper, Vesten støtter. Og der vil sikkert være nogle diplomatiske fægterier, men der er ingen grund til panik. Vi skal ikke til at samle forråd eller forberede os på militær krig af den grund. Der er stadig lang vej til afgrunden. Men derfor er det jo alligevel klogt at følge vejen derhen ganske tæt, og det er værd at forholde sig til, at det faktisk er den vej, det går. Spændingerne bliver generelt værre og værre, både lokalt og regionalt, eksempelvis i Østersøen,” siger Flemming Splidsboel.
Ole Wæver er på linje. Det, vi først og fremmest skal forberede os på, er et Europa præget af stadig mere koldkrigssnak. Så længe Rusland ikke er en trussel mod USA – og der er intet, der tyder på, at det ændrer sig foreløbigt – så bliver der dog ingen kold krig, som vi kender den.
”Men man bør altid være bekymret, når der er krig, og når spændingsniveauet er, som det er. Risikoen for, at tingene løber løbsk, er der altid. Men lige her og nu er det som sagt mest af alt den syriske befolkning, vi bør være bekymrede for.”