I november nedsatte Nationalmuseet et ekspertpanel, som skal hjælpe museet med at udvikle sig. I panelet sidder ingen historikere, arkæologer eller museumsfolk, men en virtual reality-specialist, en digital iværksætter, en børnebogsforfatter og en fremtidsforsker.
I sidste uge mødtes organisationen Danske Gymnasiers kommission for nytænkning af ungdomsuddannelser for første gang. I kommissionen er hverken uddannelsesforskere, rektorer eller gymnasielærere, men en astrofysiker, en avisredaktør og ledere fra Kommunernes Landsforening og Dansk Industri.
Og også i sidste uge præsenterede regeringens stresspanel det første af 12 udspil til at mindske stress: at afskaffe Forældreintra. Andet udspil er lige kommet og handler om opkvalificering af ledere.
Forslaget om Forældreintra fik først massiv presseomtale. Så indfandt eftertænksomheden sig. For hvor mange stress-sygemeldinger er digitale ugeplaner og ustruktureret forældredebat på intra egentlig årsag til? Og hvorfor har ingen medlemmer af panelet viden på forskerniveau om stress og dets årsager?
Et godt bud på en dansk ekspertise-ekspert er Anders Blok, sociolog og lektor ved center for videnskab, ekspertise og samfund på Københavns Universitet. Han peger på, at betegnelsen ”ekspert” altid har været anvendt bredt, og derfor er betegnelsen ekspertpanel ikke misvisende. Men han finder både mængden af ekspertfora og andelen af paneler uden forskningsbaserede eksperter påfaldende.
”Jeg ser tre typer af udviklinger, der er karakteristiske. For det første er det tydeligt, at panelerne anvendes hyppigere og mere strategisk, med tanke også på at skubbe til en offentlig debat. For det andet kan man se mediernes tiltagende rolle i definitionen af ekspertise derved, at en del medlemmer har karakter af offentligt kendte meningsdannere, der så at sige har ekspertise i at fremsætte markante holdninger. For det tredje er det karakteristisk, at panelerne bruges med henblik på inspiration snarere end viden,” forklarer Anders Blok.
At ekspertbegrebet virker inflationsramt er ifølge Anders Blok ikke nødvendigvis et problem, men kan ses som en demokratisering af ekspertisen. Men han ser et problem i, at ordet ekspert bruges på en stadig mere udflydende og uforpligtende måde. Og han savner forståelse for, at det at have forsket i ét emne ikke giver ekspertstatus et helt andet. Som eksempel nævner han Peter Lund Madsen, som er læge og hjerneforsker, men i de seneste år har beskæftiget sig med mere populær formidling som blandt andet radiovært. Han var i øvrigt også medlem af Socialministeriets ekspert-panel om børneopdragelse, selvom også dét unægtelig ligger et stykke fra hans speciale, psykiatri, eller den disputats, han i 1993 skrev om hjernens energistofskifte.
Ifølge Erik Albæk, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, er der lige nu en meget stærk tidsånd, som trækker i retning af ekspertpaneler uden eksperter. For der er en udbredt forestilling om, at de gamle systemer i samfundet er ved at gå under, og at der overalt er brug for radikal nytænkning.
”Det handler om det, som med et forfærdeligt ord kaldes ’disruption’. Det er idéen om, at alt forandrer sig med stadig større hast, og at de erhverv, som ikke omstiller sig i samme tempo, er dømt til undergang,” forklarer professoren, som minder om, at også dette fænomen har sit ekspertpanel, Disruptionsrådet.
Han uddyber dog, at fordi verden har erfaret, at digitaliseringen på et øjeblik kunne smadre giganter som fotovirksomheden Kodak og videoudlejningsfirmaet Blockbuster, så er det ikke sikkert, at andre aspekter som børneopdragelse eller årsager til stress er under lige så hastig forandring. Ekspertpanelerne har heller ingen egentlig beslutningskompetence, men er sat i verden for at ”ryste posen” for nye idéer:
”Formålet med nogle ekspertpaneler er at gentænke idéen om, hvad for eksempel et museum skal være eller hvad aftagerne i erhvervslivet ønsker af gymnasierne. Det kan måske ligefrem opleves som en fordel, at der slet ikke er nogen med i ekspertpanelet, der repræsenterer ’plejer’. Problemet er bare, at det hele kan blive så radikalt, at de nye idéer mister enhver legitimitet,” siger Erik Albæk.
Christine Ipsen er ikke medlem af regeringens stresspanel. Til gengæld er hun lektor og ledelsesforsker ved Danmarks Tekniske Universitet med speciale i, hvordan man kombinerer høj produktivitet med et lavt stressniveau, og hun har været med til at stifte tænketanken ”Bæredygtigt arbejdsliv” som reaktion på manglen på stress-eksperter i stresspanelet.
”Vores motivation er egentlig, at staten har betalt vores ph.d.-grad. Jeg har som en del af min universitetsforpligtelse, at min viden skal bringes ud til den brede befolkning. Da regeringen nedsatte et stresspanel uden os, der forsker i emnet, undrede vi os først. Så blev vi enige om at træde sammen for at bidrage med det, som vi mener er vigtigt, og som der er belæg for i forskningen, og så har vi selvfølgelig også sendt nogle forslag til ind stress- panelet,” siger hun.
Christine Ipsen understreger, at hun gerne vil rose regeringen for overhovedet at sætte stress på dagsordenen, og hun ser ingen grund til at kritisere stresspanelet. Dog savner hun i forhold til forslaget om at lukke Forældreintra lidt mere realisme i forhold til, hvad alternativet skal være.
”Det er mit indtryk, at der er et bredt ønske om, at vi skal have det digitale Danmark med Rejsekortet, e-Boks og Sundhedsplatformen. Jeg tror ikke at vi kommer tilbage til papir-selvangivelsen, klippekortet til bussen eller kontaktbogen til skolen. Det er fint med alle forslag, men vi må også kunne drøfte mulighedsrammen,” siger hun.
Endnu mere kritisk over for stresspanelets sammensætning og forslaget om at nedlægge Forældreintra, er Agi Csonka, leder af Villum Fondens fokusområde Børn, unge og naturvidenskab, tidligere direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og SFI samt tidligere formand for Rådet for børns læring og medlem af en række andre ekspertpaneler. Hun mener, at Forældreintra-forslaget ”fuldstændig afmonterer ethvert forsøg på at tale om reelle stressproblemer”.
”Alle har en mening om Forældreintra, og det er godt stof hen over frokostbordet i kantinerne. Der er helt sikkert også al mulig grund til at rejse en debat om kommunikationen mellem skole og forældre. Men i al den tid, der nu bliver brugt på at tale om Forældreintra i medierne – og det er dæleme meget – taler vi ikke om de faktorer, der dokumenteret har betydning for stress. Stresspanelet vil sikkert glæde sig over, at de har ’skabt en debat’. Det er bare ikke den rigtige debat, hvis man vil løse stressproblemer,” erklærer hun.
Agi Csonka er enig i, at det kan være helt legitimt, at et panel bevidst er sammensat, så fokus er på overraskende og inspirerende nyt, for eksempel på muesums- eller gymnasieområdet. Men det er ikke sådan, stresspanelets opgave er beskrevet, det skal derimod arbejde vidensunderbygget med ”løbende at engagere danskerne og øge bevidstheden i befolkningen om, hvad stress er, herunder om forskellen mellem kort og langvarig stress, og hvordan hver enkelt borger og familien kan tage ansvar for, at færre bliver ramt af stress” samt rådgive regeringen om, hvordan man mindsker stressniveauet, påpeger hun:
”Forskningen er ikke en entydig størrelse. Hvis man lægger arbejdet i hænderne på enkelte forskere, kan det blive en bestemt fortolkning af problemerne, der dominerer. Men som minimum bør der være nogle forskningskyndige med forstand på netop dét område, panelet behandler, og som kan balancere forskningsviden, praksisviden og borgernes oplevelser på den rigtige måde.”