EL: Danske soldater i Mali burde være hjemtaget for længst

I sidste uge sendte Danmark et hold soldater til Mali. Missionen burde være standset, mener Enhedslisten.

Styret i Mali forlangte mandag, at de danske soldater, som tidligere i januar ankom til landet, bliver hjemtaget. De omkring 100 udsendte fra Danmark indgår i den franskledede mission Task Force Taruba. (Arkivfoto)
Styret i Mali forlangte mandag, at de danske soldater, som tidligere i januar ankom til landet, bliver hjemtaget. De omkring 100 udsendte fra Danmark indgår i den franskledede mission Task Force Taruba. (Arkivfoto). Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix.

Det er "uforståeligt", at regeringen ikke for længst har stoppet den militære operation i Mali.

Det mener Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm.

Meldingen kommer, efter at den maliske regering mandag aften har krævet, at Danmark hjemtager soldater i landet.

- At regeringen ikke for længst har stoppet den militære operation i Mali, er uforståeligt.

- Det har længe været klart, at situationen var helt gal med militærkup, drab på civile og russiske lejesoldater, siger Eva Flyvholm i en skriftlig kommentar.

De danske soldater er i øjeblikket i Mali for at bidrage til en mission, der er ledet af Frankrig. Ifølge Eva Flyvholm kan Danmark ikke forsvare at støtte den franske mission.

- Lagt sammen med at menneskerettighedskrænkelser og brud på folkeretten er så problematiske og systematiske, at Danmark ikke kan forsvare at støtte den franskledede militære mission i Mali med et kup-regime, vil det være helt absurd at blive, siger hun.

Ifølge det danske udenrigsministerium er det mandag aften stadig uklart, hvad meldingen fra Malis regering egentlig får af betydning for danske soldater i landet.

Danmark sendte i sidste uge et hold af jægersoldater og et kirurghold ned til missionen ved navn Takuba Task Force.

Den er en del af Operation Barkhane, som Frankrig står i spidsen for.

Ifølge Malis regering har Danmark ikke konsulteret tilstrækkeligt med regeringen omkring udsendelsen af de danske soldater. Danmark har angiveligt heller ikke overholdt de nødvendige protokoller.

/ritzau/