EL tror på dagpengeløsning med regeringen

Enhedslisten føler sig fuldstændig sikker på, at der kommer en løsning på dagpengespørgsmålet

Enhedslisten er overbevist om, at partiet kan nå til enighed med regeringen om at finde en løsning på dagpengespørgsmålet, siger partiets gruppeformand Per Clausen.
Enhedslisten er overbevist om, at partiet kan nå til enighed med regeringen om at finde en løsning på dagpengespørgsmålet, siger partiets gruppeformand Per Clausen. Foto: Torkil AdsersenDenmark.

Enhedslisten er overbevist om, at partiet kan nå til enighed med regeringen om at finde en løsning på dagpengespørgsmålet.

Det siger partiets gruppeformand, Per Clausen.

Det sker, efter at kritikken af dagpengereformen i går også rullede ind i Det Radikale Venstres bagland efter i dagevis at have skyllet igennem de to andre regeringspartier, Socialdemokraterne og SF.

LÆS OGSÅ: Spørgsmålet om dagpenge blusser op igen

Vi har hørt statsministeren sige, at det er et alvorligt problem for mange mennesker, som regeringen bekymrer sig om. Jeg er fuldstændig sikker på, at når statsministeren siger det, så kommer der også en løsning, siger Per Clausen.

Det vil være helt uforståeligt for mig, hvis man skulle ende derhenne, hvor man i en afslutningsdebat om arbejdsløse skulle konstatere, at det i grunden er fuldstændig ligegyldigt, om vi har en S-ledet eller en borgerlig regering, siger han.

Socialdemokraterne og SF var inden valget imod den dagpengereform, som De Radikale stod fadder til sammen med Dansk Folkeparti og den tidligere VK-regering.

Siden har SRSF-regeringen ad flere omgange forlænget de langtidslediges mulighed for at opretholde et indtægtsgrundlag, men til sommer løber den seneste akutordning ud, og ifølge A-kassernes Samvirke risikerer 30.000 mennesker i år at ryge ud af dagpengesystemet.

Enhedslisten kræver en løsning på området, og i går skrev Per Clausen så på Twitter, at han synes, at De Radikale bør kravle ned af dagpengetræet, inden vi fælder det.

Det skal forstås på den måde, at nu skal vi have fundet en løsning på det her dagpengeproblem på den ene eller den anden måde, forklarer Per Clausen.

De borgerlige har ikke nogen løsning på det her overhovedet. Men pointen er jo, at hvis regeringen heller ikke har det, så er det jo et fedt, og så vil vi agere ud fra det, siger han.

Er I parat til at udløse et valg om det her?

Vi har ikke noget ønske om et valg. Vi har et ønske om at finde en løsning. Jeg vil sige, at hvis regeringen skal komme levende gennem det her, så tror jeg, det er klogt, at regeringen viser i handling, at der er forskel på den og de borgerlige, siger Enhedslistens gruppeformand.

Også SF erkender, at dagpengeproblemet eksisterer. 16.200 ledige har mistet dagpengene i årets første fire måneder, og det understreger behovet for at adressere problemet med de udfaldne dagpengemodtagere, mener SFs politiske ordfører, Jonas Dahl.

Det understreger jo, at vi har et problem, som ikke er løst. Det er utroligt mange mennesker, som mister muligheden for forsørgelse, siger han.

LÆS OGSÅ: Vestager presses af baglandet i dagpengedebat

Han påpeger, at den tidligere VK-regering og Dansk Folkeparti tydeligvis ikke har gennemtænkt effekterne af den dagpengereform, der blev vedtaget tilbage i 2010 og som halverede dagpengeperioden fra fire til to år.

De havde ikke set, at krisen var så dyb, som den var. Det er også derfor, at den nye regering har igangsat en række initiativer, der skal skabe arbejdspladser, og som har skabt arbejdspladser. Men vi må også erkende, at der er rigtigt mange mennesker, der mister dagpengeretten, og derfor er der et problem, som ikke er løst, og det skal vi have adresseret, siger Jonas Dahl.