Elever udsat for overgreb på skole i Køge. Nu kommenterer ministeren sagen

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Flere elever er blevet udsat for overgreb på Borup Skole ved Køge. Billedet er et arkivfoto.
Flere elever er blevet udsat for overgreb på Borup Skole ved Køge. Billedet er et arkivfoto. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Godmorgen. 

På Borup Skole i Køge Kommune er flere børn i alderen 6 til 11 år blevet udsat over vold, trusler og seksuelle overgreb af jævnaldrende elever. Det skriver TV 2

Børnene bag overgrebene går stadig på skolen, og forældre frygter for deres børns sikkerhed. Mange af forældrene til børnene, der har været udsat for overgrebene, fortæller om mindre grupper af drenge, som er voldelige og seksuelt grænseoverskridende over for særligt piger. I alle tilfælde gælder det, at forældrene ikke mener, at skolen har taget deres henvendelser alvorligt. 

I et skriftligt svar til TV 2 skriver Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at han på grund af lignende henvendelser fra andre steder i landet vil undersøge, om der er tale om en tendens, der er større end sagerne på Borup Skole. Han tilbyder derudover Køge Kommune rådgivning i sagen.

Aktivister stormer oplæsning på stort museum

I Tyskland er der voksende bekymring blandt politikere over stigende antisemitiske handlinger på universiteter og museer. Det skriver Politiken.

Demonstranter afbrød for nylig en oplæsning på et kunstmuseum i Berlin fra en bog af den kendte tysk-jødiske forfatter Hannah Arendt, og en jødisk student blev overfaldet ved Freie Universitet i Berlin og slået hårdt i ansigtet. 

Den tyske undervisningsminister, Bettina Stark-Watzinger fra det liberale parti FDP, kræver retlige muligheder for at bekæmpe sådanne aktioner.

"Had og udfald mod Israel og imod jøder må ikke foregå uden modsvar – på universiteter såvel som alle andre steder," siger hun til flere tyske medier.

Folkekirken har fået sværere ved at holde på medlemmerne

Stadigt flere danskere vælger at opsige deres medlemskab af folkekirken. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Sidste år meldte 14.422 medlemmer sig ud af folkekirken, hvilket er 5000 flere end tidligere år.

Det er særligt den høje inflation og den økonomiske krise, der får folk til at melde sig ud, vurderer en religionssociolog over for Kristeligt Dagblad. Han siger også, at stigningen i udmeldelser kan være et udtryk for, at medlemmerne i højere grad betragter folkekirken som et kulturtilbud og i mindre grad en definerende del af ens religiøse identitet. 

Det er dog ikke kun medlemstallet, der er faldende. Det er også antallet af dåb, vielser og konfirmationer. Det kan du læse mere om her

Sundhedsminister om "misforståelser" ved organdonation

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) mener, at debatten om organdonation er præget af misforståelser og fejlfortolkninger, og hun efterspørger en mere saglig debat om emnet.

“Mange har travlt med at råbe op om tvang, og at staten nu skal eje vores organer. Intet kunne være mere forkert. Jeg finder det faktisk temmelig useriøst at sidde og skrive på sociale medier, at nu vil man ikke længere være organdonor, blot fordi vi har en politisk debat om, hvilken samtykkemodel vi skal have. Jeg synes, man skal møde vores forslag med seriøse argumenter i stedet for at lade det gå ud over nogle andre – dem, der mangler organer,” siger hun.

Regeringen har forslået en ændring i organdonationsloven, så folk automatisk registreres som donorer ved 18 års alderen med mulighed for efterfølgende at fravælge det. Det har rejst spørgsmål om de etiske implikationer ved konceptet. 

Læs hele artiklen i dag i Kristeligt Dagblad.

Nye proteser giver bedre fornemmelses

En nyudviklet komponent kaldet "MiniTouch" giver amputerede mulighed for at føle og reagere på temperaturer. 

Komponenten kan overføre termisk information fra protesen til det område, hvorpå den er fastsat. Det skriver videnskabsmediet Science Daily.

Forskningen åbner for at genskabe en fuld palet af fornemmelser til amputerede, hvilket kan forbedre deres evne til at interagere med omgivelserne og føle en mere menneskelignende berøring. Der skal dog flere sikkerhedstests til, før alle kan få gavn af den. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.