En pige sidder med udstrakte ben på et bord i klasseværelset midt i engelsktimen. Ved første øjekast tror jeg, at hun sidder på bordet, fordi hun har ondt i benet. Men jeg tager fejl. Hun kan godt sidde på en stol, men vælger alligevel at sidde på bordet. Og hun får ikke skældud af læreren.
Pigen, der sad på bordet, var en af de ting, der overraskede mig, da jeg besøgte en sjetteklasse på Humlebæk Skole nord for København i to engelsktimer for at beskrive forskellen mellem Danmarks og Irans skolesystem. Noget af det første, der slog mig, var, hvor venlig og sympatisk læreren var. Ingen var bange for hende.
I løbet af de to timers undervisning erfarede jeg, at danske elever er meget afslappede, og indimellem var nogle af eleverne faktisk også lidt grove og larmende. Jeg troede, at man skulle sidde på sin plads i timen, men sådan var det ikke. Mange elever sad stille på deres plads, men ikke alle. Mens læreren underviste, kom nogle drenge op at slås. Det var mest for sjov, men der opstod også et skænderi. Eleverne havde deres mobiltelefoner med, og flere brugte dem i klassen.
Alle disse ting overraskede mig. Læreren Sara Kjær forklarede, at hun arbejder meget bevidst på at skaffe ro i klassen, og at undervisningen ikke fortsætter, så længe der er uro. Eleverne skal holde fokus og være stille, uden at læreren råber for at skaffe ro. Det er lærerens pædagogiske opgave, og det tager tid, forklarede hun.
I mit hjemland skal eleverne rejse sig op, når læreren kommer ind i klassen. Alle skal sidde stille og lytte til, hvad læreren siger. Mobiltelefoner er ikke tilladt på skolen. Hvis vi ikke mødte til tiden, kunne vi ikke gå til eksamen. Hvis vi brød ordensreglerne eller gjorde noget forkert, blev vi slået af læreren eller skolelederen. Men som Sara Kjær fra Humlebæk Skole forklarede mig:
”Hvis en dansk lærer slog eleverne, ville det ikke blot føre til, at læreren mistede sit job. Det ville også blive en historie i de danske medier.”
Gruppearbejdet i klassen var meget interessant for mig. Klassen blev opdelt i seks grupper med fire elever i hver, der skulle løse en engelskopgave sammen. Eleverne kunne vælge mellem fire noveller. De skulle læse novellen og skrive deres version af historien. Målet med gruppearbejdet var, at eleverne skulle lære at arbejde sammen og drage nytte af hinandens erfaringer. På den måde lærte de at respektere hinandens idéer, og de lærte at tage ansvar. Jeg tror, den måde at arbejde på er en af hovedårsagerne til velstanden og mange af de fremskridt, der er sket i Danmark.
Eleverne i klassen var 12-13 år, og de var i stand til at tale og læse engelsk. Da jeg var i den alder, kunne jeg kun introducere mig selv meget kortfattet på engelsk, men jeg kunne ikke tale sproget. I det hele taget lærte jeg aldrig engelsk i skolen, for i Iran er målet først og fremmest at tage en eksamen i stedet for at lære noget.
Mens eleverne arbejdede i grupper, gik Sara Kjær rundt og hjalp. Læreren virkede meget engageret og kompetent. Da jeg spurgte Sara Kjær om de største mangler i det danske undervisningssystem, svarede hun: ”Danmark har et godt system. Det, jeg har mest brug for, er tid. Der er nogle gange for lidt tid til at hjælpe alle.”
I Iran findes der helt sikkert også sympatiske lærere, men der findes også lærere, som kun betragter deres job som en måde at tjene penge på. I min barndom oplevede jeg ofte, at lærerne var trætte og uoplagte, og at de indstillede undervisningen den sidste fjerdedel af timen. Nogle gange sendte de eleverne hjem før tid, så de selv kunne holde fri.
Jeg så også skolebøgerne. Sara Kjær forklarede mig, at skolebøger i Danmark er neutrale, og at undervisningen lægger vægt på, at eleverne skal respektere og tolerere forskellige religioner og ideologier. Hun fortalte også, at børnene lærer, at piger og drenge har de samme rettigheder. Hun fortalte desuden om seksualundervisningen, der også indebærer undervisning i, hvad det vil sige at være homoseksuel. Eleverne opfordres til at tale åbent om det emne.
I Iran bliver drenge og piger adskilt, og eleverne får at vide, at kvinderne skal være husmødre og tage sig af børnene. Regeringens topfolk som for eksempel tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad nægter, at homoseksualitet overhovedet findes i Iran. Der er så mange forskelle mellem undervisningen i Danmark og Iran, men jeg håber, at både Iran og mange andre lande en dag vil få et undervisningssystem, som ligner det danske.