Hvad har politikere som Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Thomas Adelskov (S), Karsten Hønge (SF), Thor Möger Pedersen (tidligere SF, nu S) og Rosa Lund (EL) til fælles med mediefolk som tidligere tv-vært Reimer Bo Christensen, statsministerens spindoktor Noa Reddington, USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen og TV-Avisens redaktionschef Naja Nielsen?
Svaret er, at de alle har haft posten som formand eller næstformand i DGS, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Til Thor Möger Pedersens historie hører oven i købet den omstændighed, at også hans far, Torben Möger Pedersen, hans kæreste, Nanna Westerby, og hans søster, Gry Möger Poulsen, ligesom han selv har været DGS-formand.
I dag fylder DGS 50 år og markerer begivenheden med at udgive bogen ”Er lyset for de lærde blot?”, som dels beskriver skiftende kampe for gymnasieelevers interesser, dels rummer den vurdering, at DGS gennem de 50 år har været ”Danmarks vigtigste træningscenter for demokratisk praksis,” som Bjørn Hansen, uddannelseschef i tænketanken Cevea og DGS-formand 2001-2002 formulerer det.
Vurderingen deles af Knud Holt Nielsen, historiker og formidler af pædagogisk forskning ved DPU Aarhus Universitet, som har skrevet ph.d.-afhandling om DGS og andre elevorganisationer, og som med en nordisk forskerkollega som kilde anslår, at hvert 10. danske folketingsmedlem har en fortid i DGS.
”Elevorganisationerne i almindelighed og DGS i særdeleshed er det mest effektive sted at lære politik som håndværk - mere effektivt end de politiske ungdoms-organisationer. Styrken er, at der ikke findes noget 'plejer', fordi hele sekretariatet skiftes ud hvert eller hvert andet år,” forklarer Knud Holt Nielsen, hvis position som objektiv forsker er svækket af, at også han er tidligere DGS'er som bestyrelsesmedlem i begyndelsen af 1990'erne.
”I elevbevægelserne lærer man, at politik ikke er en tilskuersport, men en deltagersport. Og man lærer samtidig, at det skal være en holdsport, hvis man skal opnå resultater. Der har i DGS altid været en høj loyalitet over for sagen og en tradition for, at hvis det så ud, som om en person stillede op for sin egen karrieres skyld, så var man ude,” tilføjer Knud Holt Nielsen, som erkender paradokset i, at vejen til en politisk karriere kræver, at man ikke virker for karrierefikseret.
Meget har forandret sig i DGS' historie. I 1970'erne og 1980'erne udkæmpedes hårde partipolitiske kampe internt, og i denne periode var borgerlige gymnasieelever udskilt i den mindre organisation GLO, Gymnasieelevernes Lands Organisation. Knud Holt Nielsens ph.d.-afhandling dækker en periode, hvor ungkommunister dominerede de fleste elevbevægelser, og i den forbindelse gjorde han en opdagelse:
”Den almindelige antagelse var, at kommunisterne dominerede elevbevægelserne, fordi de havde en fantastisk god skoling fra DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom, red.). Men det gik op for mig, at der stort set ikke foregik nogen praktisk skoling i DKU,” forklarer forskeren, som deraf konkluderer, at det var elevbevægelserne, der var skolen.
Siden Berlinmurens fald har kommunisterne været ude, men venstrefløjen har altid stået stærkere end de borgerlige blandt aktive gymnasieelever, hvilket Knud Holt Nielsen begrunder med, at disse partier typisk har bakket gymnasieelevers krav mest op. DGS'erne har så i den nyere, post-kommunistiske tid kvitteret ved at besætte flere ledende poster i især Enhedslisten og SF.
Mathilde Lyngaard Vinther er formand for DGS frem til den 1. juli 2015, hvor hun overdrager stafetten til Veronika Ahrensbøll Schultz. Almindeligvis bliver man valgt, lige inden man bliver student, men tiltræder, når eksamen er vel overstået. Det samme gjorde Mathilde Lynggaard Vinther for et år siden, og nu er et hektisk år med stort set ulønnet politisk arbejde på fuld tid ved at være forbi.
”Jeg kommer ikke fra et hjem med særlig tradition for at blande sig i politik, men jeg blev revet med i DGS via elevrådsarbejde, og det var vildt at prøve at være med til at kæmpe i døgndrift sammen med tusinder af andre gymnasieelever. Jeg har lært at organisere aktiviteter, tage rundt på gymnasier og holde oplæg, holde møder med politikere, skrive pressemeddelelser og deltage i den offentlige debat, og det har været fantastisk,” siger Mathilde Lynggaard Vinther.
Hvorvidt vi om 10-15 år kommer til at se hende i Folketinget, i TV-Avisen, som samfundsforsker eller som erhvervsleder ved hun ikke. Men hun vil ikke afvise nogen af delene:
”Nu skal jeg jo lige have en uddannelse først.”WWElev-organisationerne i almindelighed og DGS i særdeleshed er det mest effektive sted at lære politik som håndværk - mere effektivt end de politiske ungdoms-organisationer.
Knud Holt Nielsen, historiker
