Prøv avisen

Eliten er magtfuld, moderat anerkendt og svær at få øje på

Soulaima Gourani har altid afskyet janteloven og undret sig over, hvorfor mange i Danmark går ud fra, at hvis man stræber efter penge, magt og indflydelse, så er man nok egoist, et dårligt menneske og en fraværende mor. Her er den succesrige erhvervskvinde fotograferet siddende på kulørte københavnske cykelstativer. – Foto: Soulaimagourani.dk

De fleste andre lande har en mere synlig elite end Danmark, hvor selv millionærer underspiller deres rigdom. Men i disse år er der en voksende anerkendelse af de erhvervsfolk, topforskere og sportsstjerner, der kan noget helt særligt. Derimod har vi sværere ved at se politikere, meningsdannere og kulturpersonligheder som en elite

Soulaima Gourani er usædvanlig. Hun vil gerne stå frem og sige: ”Jeg tilhører eliten!”.

Selve ordet elite plejer hun ikke at bruge om sig selv. Hun forbinder det med folk, der er født med en sølvske i munden og nu bruger deres tid på heste eller på golfbanen. Men hvis eliten er dem, som bevidst går efter magten og pengene, og som lykkes med det, tager hun det gerne på sig.

”Jeg er stræbsom og ekstremt arbejdsom og ihærdig. Min indstilling har altid været, at jeg var villig til at tilsidesætte behov for at gå efter at blive placeret der, hvor der var magt, indflydelse og mulighed for at tjene penge. Nu er jeg 40 år og er lykkedes med det, så jeg sidder i en række globale bestyrelser, og det, synes jeg selv, er supersejt”, erklærer erhvervskvinden.

Hun ser heller ikke nogen grund til at skamme sig over, at hun har skiftet socialklasse. Hun voksede op som den mindrebemidlede pige med dansk-marokkansk baggrund fra Padborg, Mou og Haderslev. Pigen, hvis matematiklærer sagde, at hun aldrig ville blive til noget, og hvis familie ikke havde råd til det tøj fra Daells Varehus, de andre fik.

Nu har hun en fashionabel lejlighed med tilhørende swimmingpool og gymnastiksal i en skyskraber i Austin, Texas, USA, hvor hun bor sammen med mand og to børn. Hun flyttede fra Danmark i februar for at være der, hvor man som erhvervskvinde kan gøre store forretninger og tjene gode penge.

Hun er ejer af firmaet Trade Conductor og administrerende direktør – i moderne sprogbrug kaldet CEO – i selskabet Capital Aid. Hun har en MBA-uddannelse fra CBS Handelshøjskolen i København og såkaldte executive-uddannelser fra de amerikanske universiteter Yale, Stanford, Harvard, ISB i Indien og INCAE i Costa Rica. Hun har tidligere beklædt lederposter hos Hewlett-Packard og A.P. Møller Mærsk, er investor samt foredragsholder og forfatter til bøger om, hvordan man får succes i erhvervslivet.

”Mit budskab er, at det kan lykkes for alle. Hvis det, at jeg omgås erhvervslivets topledere, regeringschefer og royale, betyder, at jeg tilhører magtens elite, er det ok med mig. Jeg har for eksempel både spist middag med kronprinsesse Mary og Costa Ricas præsident og mødt paven i Rom. Men jeg lægger stor vægt på, at når jeg har forladt Amalienborg igen, kan jeg også være hende, der tager de flade sko på og ordner sit eget vasketøj”, forklarer hun.

Eliten i Danmark er mærkelig, og danskerne har et dobbelt forhold til den. På den ene side har vi altid besunget et ”jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, og vi har en stærkt lighedsorienteret velfærdsstat, som gennem årtier har stræbt efter at udjævne forskelle. På den anden side er det altid attraktivt at høre til de bedste, rigeste og mest magtfulde i et samfund. Og det er veldokumenteret, at mulighederne for at skaffe sig høje uddannelser, gode job og magtfulde positioner har en tendens til at gå i arv.

Men i disse år er to ting ved at ske samtidig. På et plan er der et opbrud i politiske ståsteder og klassemæssige tilhørsforhold, som får en lang række forskere og analytikere til at se en kløft, som ikke går mellem højre og venstre, men i stedet markerer en splittelse mellem langtuddannet og kortuddannet, mellem globalt orienteret storby og lokalt orienteret provins. Dansk Folkepartis fremgang på bekostning af Venstre ved folketingsvalget i 2015 blev for eksempel i dagbladet B.T. udlagt som ”et nyreslag til eliten”. Udviklingen ses som en del af den internationale tendens, som også har bragt politikere som Marine Le Pen i Frankrig og Donald Trump i USA frem i forreste række. De er hverken liberalister eller socialister, men repræsenterer mest modviljen mod eliten.

Når analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad gennemfører en meningsmåling blandt 1004 repræsentativt udvalgte danskere om, hvem eliten er, og hvordan vi ser på den, træder der også en dobbelthed frem. Det er kun i ringe grad politikerne, meningsdannerne og den kreative klasse – altså dem, de nye politiske bevægelser især vender sig imod – danskerne peger ud som eliten. Det er derimod erhvervslivets top, de rige og de veluddannede. Folk som Soulaima Gourani.

Og meningsmålingen er langtfra ”et nyreslag” til eliten. Faktisk er vi lidt mere positive end negative over for eliten. Men mest af alt er vi i tvivl. Måske er det rent undtagelsesvis ikke de to ”positive” kategorier og de to ”negative” kategorier, man skal lægge sammen i det øverste lagkagediagram i grafikken her på siden og stille op som 32 procent mod 25. Måske skal man se på, at ”hverken-eller” og ”ved ikke” udgør hele 44 procent. De to moderat positive og negative kategorier udgør henholdsvis 27 og 21 procent, mens kun 5 og 4 procent går til yderligheder i deres syn på elite som noget positivt eller negativt, påpeger Christian Albrekt Larsen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

”Det mest opsigtsvækkende ved denne undersøgelse er efter min mening to ting. Den ene er, at danskerne tilsyneladende næsten ikke har noget forhold til deres elite. Mange samfund har en elite, der er tydelig for alle, men i Danmark er eliten så vagt konstrueret fra oven, at den er svær at få øje på. Vi lever i et land med nogle få loger, der konstruerer sig som elite, men det er ikke noget, de fremturer med. Nedefra er der næsten heller ingen, der konstruerer en overklasse, de er imod. Alle vil være folkelige og middelklasse”, siger han.

Han henviser til en ph.d.-afhandling af Andreas Pihl Kjærsgård, han har været vejleder på, som sammenligner lighedsholdninger i Sverige sammenlignet med Danmark. Afhandlingen påpeger, at mens Sverige fra gammel tid har haft et gammeldags industriborgerskab, som var velhavende og opførte sig markant anderledes end andre, så er en effekt af, at Danmark mere er de små og mellemstore virksomheders land, at kun ganske få skilter med deres rigdomme.

De magtfulde og rige familier bag virksomheder som A.P. Møller, Lego, Danfoss og Ecco går meget stille med dørene, og den i offentligheden mere kendte erhvervsmand og mangemillionær Lars Larsen fra Jysk, har netop gjort et stort nummer ud af at iscenesætte sig ekstremt underspillet som en jævn og folkelig jysk købmand og lagt vægt på, at hverken han eller konen er for fine til at give en hånd med i forretningen.

Den anden og måske mere opsigtsvækkende tendens, Christian Albrekt Larsen peger på, er, at de fleste borgere ser ud til at have det nogenlunde med erhvervslederne, de rige, de højtuddannede og de globalt orienterede. De kan være uenige med nogle politikere, meningsdannere og kulturpersonligheder, men dem ser de heller ikke i nævneværdig grad som elite.

”Eliten som fjendebillede bliver tit brugt som en forklaring på noget, der måske bare er utilfredshed med den førte politik”, siger professoren.

Denne udlægning af tallene er Jens Peter Frølund Thomsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, ikke helt enig i. Han hæfter sig ved, at selvom der samlet set er en moderat positiv indstilling til eliten, så fordeler svarene sig anderledes, når borgerne præsenteres for en række påstande om eliten. Flere kan genkende billedet af nepotisme og af en privilegeret klasse, som bor de samme steder, går i de samme skoler, får de samme uddannelser og deler den samme kulturelle smag, hvorved de afgrænser sig fra det øvrige samfund, end de ser en gruppe samfundsstøtter og vækstskabere, der ikke får anerkendelse efter fortjeneste. Og begreber som storbyelite og EU-elite klinger negativt i borgernes ører.

”Der er en elite-folk-modsætning i det danske samfund. Man kan diskutere, hvor kraftig den er, men det er ret bemærkelsesværdigt, at så mange mener, at eliten ikke er lydhør. Det siger noget om, at eliten træffer nogle beslutninger, uden at vi ved noget om det. Hemmelighedskræmmeri og selvtilstrækkelighed. Det er stadigvæk sådan, at elite forbindes med noget demokratisk negativt blandt store dele af befolkningen. Elite er demokratisk set odiøst i befolkningens øjne”, siger Jens Peter Frølund Thomsen.

”Jeg savner sgu eliten” , lød overskriften på et debatindlæg i dagbladet Politiken for fire år siden. Det var skrevet som reaktion på den seneste af journalist og forfatter Lars Olsens mange bøger med titler som ”Det delte Danmark”, ”Den nye ulighed” og ”Eliternes triumf”, som netop beskriver, hvordan boligstrukturen og uddannelsessystemet sikrer, at privilegier går i arv. Bag debatindlægget stod debattøren og akademikeren Kim Brinckmann, som i dag er vicedirektør for forskning og innovation på Københavns Universitet. Og han savner stadig eliten.

”Jeg synes, medierne alt for ofte italesætter eliten som noget negativt, som bør bekæmpes. Jeg savner noget mere fokus på, at det at have nogle fyrtårne, som står tydeligt frem og viser vej, ikke alene er legitimt, men nødvendigt i et samfund. Jeg er irriteret over alle de politikere, som hele tiden lægger vægt på at være i øjenhøjde med borgerne, og som undskyldende siger ’Nu bliver det en smule teknisk’, hvis de skal forklare en økonomisk beregning. Jeg savner, at vi som befolkning får at vide, at vi selv må stå lidt på tæer, hvis vi vil være med her. Jeg synes, det er i orden indimellem at blive belært”, siger Kim Brinckmann.

Han er skuffet over, at det især er den gammeldags økonomiske elite, danskerne kan se som sådanne fyrtårne. Men han forstår, hvorfor tidens politikere og intellektuelle ikke får prædikatet elite. For de tager det ikke på sig. I den henseende savner han den nyligt afdøde forfatter Klaus Rifbjerg. Ikke for den opsigtsvækkende erklæring fra et af sine sidste interview i ”Deadline” på DR2 i 2014, hvor han udtalte, at ”der er 2000 begavede mennesker i Danmark, og resten er dumme.”. Men for den ånd og det vid, den kulturradikale provokatør stod for.

”Jeg synes godt, vi må have lidt flere, der netop ikke er i øjenhøjde med os andre”, siger Kim Brinckmann, der dermed – typisk dansk – afgrænser sig selv i nedadgående retning til trods for sin egen lederpost ved den kæmpe uddannelsesinstitution, der om nogen repræsenterer den akademiske elite.

Og hvor han i øvrigt i løbet af de seneste 10-12 år siden Helge Sanders (V) forkætrede universitetsreform har iagt-taget, at anerkendelsen af eliten er taget til.

”Der er sket et stort skred over imod en større accept af eliten blandt forskere. Det accepteres, at nogle er meget bedre end andre, og at de skal have stjernelønninger, hvis man overhovedet skal kunne trække dem til universitetet”, fortæller han.

Et skred i retning af større opbakning til eliten mener sociologen Jakob Skjøtt-Larsen, Aalborg Universitet, godt undersøgelsen kan ses som et udtryk for.

Vi kan sagtens anerkende dem, som vi virkelig synes kan noget, vi andre ikke kan. Guldmedaljer, millionkontrakter, forskningsresultater og gode performances i ”X-Factor” bøjer vi os for. Men på mange andre felter er vi indbyrdes ret uenige om, hvem der fortjener at blive kaldt elite. Lars Larsen og Klaus Rifbjerg har nogens opbakning, men ikke alles.

”Der er en stigende tendens til at anerkende dem, som udmærker sig, men synet på, hvem eliten er, afhænger af, hvem du spørger. Samtidig er der et element af jantelov, som findes i alle europæiske lande og giver folk en modvilje mod at stå frem og hævde sig som elite”, siger Jakob Skjøtt-Larsen, som selv i et forskningsprojekt for nogle år siden bad en større gruppe mennesker i Aalborg placere sig selv klassemæssigt.

Kun få procent placerede sig i overklassen, og også relativt få i arbejderklassen, mens tre fjerdedele så sig selv som tilhørende middelklassen.

Her i 2016 siger 68 procent, at de ikke tilhører eliten. 12 procent ved det ikke. Den elite, de flest kan se sig selv som en del af, er ”den intellektuelle elite”, som kan mønstre 8 procent.

Så selvom der er en moderat tendens i retning af mere anerkendelse af eliten, tyder YouGovs undersøgelse for Kristeligt Dagblad ikke på, at der samtidig er kommet markant flere til, der som Soulaima Gourani har lyst til at træde et skridt frem og klart og tydeligt sige:

”Jeg er eliten!”