Der er situationer i livet, hvor beslutninger i sundhedsvæsenet ikke kun skal handle om, hvad der sundhedsfagligt giver mening. De skal handle lige så meget om det menneske, beslutningerne gælder. De situationer ligger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) på sinde. Hun er en ”stor forkæmper” for patientrettigheder, -sikkerhed og høj kvalitet i behandlingen, siger hun selv. Men ved siden af driften er mennesket. Og Ellen Trane Nørby er også etikkens minister.
”Vi har fået en etisk debat de seneste år, der har været ekstremt vigtig. Den skal videre, men også i en form hvor dele af den forankres i lovgivningsmæssige initiativer,” siger hun i et interview med Kristeligt Dagblad, det sidste inden barsel med hendes andet barn.
Blandt de etiske debatter er der særligt to områder, hvor hun ønsker at skabe forandring i sin tid som minister. Det gælder henholdsvis livs- og behandlingstestamenter, for i god liberal ånd skal individet kunne bestemme over sig selv i livet såvel som i sygdom og død.
”Hele spørgsmålet omkring medbestemmelse og selvbestemmelse fylder rigtig meget for mig, både når vi taler genoplivning og livstestamenter,” siger hun.
I januar skabte en 71-årig mand debat, da han til TV 2 fortalte, hvordan lægerne i hans journal havde skrevet, at han ikke skulle genoplives, hvis han skulle falde om med hjertestop. Manden var svært hjerte- og lungesyg og vurderet døende, men selv ønskede han genoplivning. Sagen fik flere sundhedsordførere til at bakke op om såkaldte behandlingstestamenter, det vil sige et dokument, hvor patientens egne ønsker til behandling fremgår, hvis han eller hun skulle miste beslutningskraften, og både hvad angår genoplivning og anden behandling, for eksempel tvang.
Livstestamenter eksisterer allerede. Ved at tegne et livstestamente kan den enkelte få indflydelse på eventuel livsforlængende behandling, hvis sundhedspersonale og pårørende ikke længere kan komme og aldrig vil kunne komme i kontakt med personen.
”Jeg mener, at politikerne skal træffe beslutninger, så vi understøtter, at den enkelte får taget samtalen med sine pårørende, men også så der er sikkerhed for, at de, der har truffet valg om behandling og livsafslutning, får synliggjort deres valg og ønsker, hvad enten det er over for medarbejderne på plejehjemmet eller i sundheds- systemet,” siger hun.
Med andre ord skal emnerne på kakkelbordet, så flere danskere tager den svære samtale om, hvordan de vil dø. Christiansborg, til gengæld, skal sørge for, at ingen er i tvivl om, hvad borgerens ord er værd.
”Vi skal helt konkret diskutere, om vi skal have behandlingstestamenter, og hvilken værdi livstestamenterne har,” siger hun og henviser til, at den politiske debat begynder den 23. februar på et etisk møde for partiernes sundhedsordførere.
Livsafslutning og selvbestemmelse er to ord, som ofte rimer på aktiv dødshjælp. Ellen Trane Nørby har før meldt ud, at hun går ind for eutanasi i Danmark.
”Det er mit klare indtryk, at alt for mange syge og gamle borgere lider alt for længe og helt unødigt,” sagde hun i Kristeligt Dagblad i 2015 og slog fast:
”Jeg er klar til at åbne en debat om, hvordan vi kan hjælpe dem til at komme herfra på en fredfyldt og værdig måde. Også selvom det betyder, at vi giver dem en sprøjte med medicin, der væsentligt fremskynder døden.”
I dag er hun minister. Hvad mener hun nu?
”Man skal passe på. Lige så snart man taler om aktiv dødshjælp, kommer man ind i manddrabsparagrafferne,” siger Ellen Trane Nørby med en ny forsigtighed.
Bekymringen går ikke mindst på de læger, der risikerer at få opgaven. Det handler blandt andet om at balancere, ”hvor meget medbestemmelse man kan have, uden at man sætter sundhedspersonalet i en situation, hvor det konflikter med lægeløftet,” siger hun.
Men spørgsmålet er, om en debat om et fast ja eller nej til aktiv dødshjælp overhovedet er moden. Før den afgørelse kan træffes, ligger der en underskov af omstændigheder, der skal afklares først.
”Der er stor forskel på, hvad folk oplever er muligt i dag. Jeg ønsker en større bevidsthed om, hvad der kan lade sig gøre i dag palliativt (angående lindring i døden, red.) og i forhold til at lytte til den enkelte. Jeg synes i høj grad, vi starter der,” siger Ellen Trane Nørby.
Hvor meget må man for eksempel smertelindre, spørger hun. Må man fremskynde døden med smertelindring og er praksis ens på tværs af landet?
”Jeg synes, man løbende hører historier om, at det, man får tilbudt et sted, er anderledes, end hvad man får tilbudt et andet,” siger hun.
Landkortet skal tegnes, før hun går til kamp i så definitivt et spørgsmål:
”Den dialog skal vi have: Hvad kan vi palliativt, hvilke tilbud mangler, hvor er vi for dårlige til at lytte til den enkelte dansker i forhold til de ønsker, han eller hun har?”.
Ellen Trane Nørby er ingen revolverminister. Hun er kandidat i kunsthistorie, og den akademiske grundighed er fulgt med som politiker. Selvom, bemærker hun, den modsatte type tilsyneladende er mere populær i dag.
”Det er Donald Trump-typen, som bare siger, at ingen kvinder i udviklingslande skal have prævention, for så kan vi pudse vores moralglorie og klappe, selvom vi ved, at nogle af verdens største problemer i forhold til udvikling er, at der fødes for mange børn, at for mange kvinder dør i komplicerede fødselsforløb, og at mange piger bliver gravide alt for tidligt,” siger hun med pludselig heftighed i forhold til Trump-administrationens genindførelse af den såkaldte gag-rule, der forbyder hjælpeorganisationer at tale eller rådgive om abort, når det gælder familieplanlægning.
14 gange i løbet af interviewet på 40 minutter slår Ellen Trane Nørby fast, at verden ”ikke er sort/hvid”. At man må huske nuancerne. At hun ikke tror på ”quickfixes” i komplicerede spørgsmål. At der altid er et for og et imod.
Hun er kendt for at kende substansen i sit stof. Hun er ikke bange for ”det lange, seje træk”, og hun tror på de resultater, der først materialiserer sig efter overvejelse. Sådan er hun, og sådan vil hun være som danskernes sundhedsminister.
”Jeg tror, man træffer mere rigtige beslutninger på et oplyst grundlag end på et ikke-oplyst. Jeg håber, at vi i min ministertid får klare rammer omkring palliation og medbestemmelse også i den sidste del af livet,” siger hun.