EM har givet danskerne følelser for alle pengene

Onsdag fortsætter det danske landshold sit fodboldeventyr i en EM-slutrunde, der har været den mest emotionelle længe. De mange tårer og kram skyldes ikke alene Christian Eriksens hjertestop, men viser også, at vi i disse år bevæger os ind i en særligt følelsesladet tidsalder, siger forsker

Da Pierre-Emil Højbjerg gik grædende på knæ i græsset efter lørdagens sejr over Tjekkiet i kvartfinalen i Baku, strømmede hans holdkammerater hen for at omfavne ham. Her er det foruden Pierre-Emil Højbjerg Thomas Delaney, Andreas Christensen og Robert Skov.
Da Pierre-Emil Højbjerg gik grædende på knæ i græsset efter lørdagens sejr over Tjekkiet i kvartfinalen i Baku, strømmede hans holdkammerater hen for at omfavne ham. Her er det foruden Pierre-Emil Højbjerg Thomas Delaney, Andreas Christensen og Robert Skov. Foto: Liselotte Sabroe Ritzau/Scanpix

Voksne mænd græder ikke, er det ofte blevet sagt. Men når det kommer til fodbold, lader det ikke til at holde stik. I hvert fald er der i den igangværende EM-slutrunde, hvor Danmark i aften spiller semifinale mod England, ikke blevet holdt igen med tårer og andre følelsesudbrud fra både spillere, fans og kommentatorer.

Og selvom mange gennem tiden har talt om fodbold og følelser som to sider af samme sag, er der ingen tvivl om, at denne slutrunde har været mere end almindeligt følelsesladet. Det oplever Morten Bruun, der er fodboldskommentator for DR og tidligere landsholdsspiller på 1992-holdet. Christian Eriksens hjertestop under den første kamp har ifølge ham fremprovokeret en masse spørgsmål til spillernes følelsesliv, som de og landstræner Kasper Hjulmand har omfavnet. Og det er tiltrængt, mener Morten Bruun.

”I mange år har spillerne på landsholdet været formet af den lukkethed over for pressen – og dermed over for de mange fans – som vi ser i udenlandske klubber. Samtidig har vi haft en træner, som ikke har formået at give holdet sjæl. Jeg har simpelthen ikke kunnet kende eller identificere mig med landsholdet længe, og jeg tror, der er mange, der har det på samme måde. Men nu, hvor spillerne er blevet tvunget til at løsne op og give noget af sig selv, er håbet tilbage. Jeg tror også, det er derfor, vi ser følelserne få frit løb blandt fans, der fester, som om vi allerede havde vundet,” siger han.

Idéhistoriker Asker Hedegaard Boye, der blandt andet skriver om sport for Weekendavisen, oplever også, at der har været en særligt følelsesladet tone ved dette års slutrunde, hvor de danske spillere både har vist sig og er blevet behandlet som mere end maskiner, der bare skal score mål. Og han tror ikke kun, at det skyldes Christian Eriksens hjertestop, men også en bevægelse inden for fodbolden og i sportens verden i det hele taget i disse år.

”I Danmark og i hele Vesteuropa i øvrigt ser vi lige nu en ny generation af spillere, som ikke er lige så hårde og macho-agtige som tidligere generationer. Lidt nedladende ville nogen måske kalde det curling-generationen, men det er alligevel upræcist. Den nye sportsmand og -kvinde er ambitiøs og målrettet, men også moralsk bevidst,” siger Asker Hedegaard Boye, der også er forfatter til bogen ”Spillets forvandling” om europæisk fodbold gennem 30 år.

I Danmark bliver udviklingen ifølge Asker Hedegaard Boye særligt tydelig, fordi man lige nu har en landstræner, der med sin stil og sit sprog i høj grad bidrager til at tale følelserne frem.

”Kasper Hjulmand er en helt anden ledertype end sine forgængere. Han taler meget om sådan noget med at være i nuet og tillade sig selv at føle. Nogle gange fremstår han næsten mere som en tænker end en landstræner. Personligt kan jeg godt synes, at der går lige lovlig meget gajolpakke i den engang imellem, men jeg kan godt se, hvor han vil hen. Jeg tror, det taler til mange, at han taler mindre om det rent fodboldmæssige og mere om, hvem vi er som mennesker,” siger Asker Hedegaard Boye.

Ifølge Henrik Høegh-Olesen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet, skyldes de mange følelser i årets EM ikke kun en bevægelse inden for sportens verden i disse år, men et større kulturskifte generelt.

”Vi bevæger os i retning af et emotionsorienteret samfund. I særligt de yngre generationer som y og z (personer født mellem 1980 og 2015, red.) er følelser blevet noget, der sidder uden på tøjet. Man ser det som noget positivt, når mennesker tør dele deres følelser åbent, og når statsledere eller autoriteter ikke er bange for at græde,” siger han og tilføjer, at bevægelsen finder sted i vestlige lande og i høj grad også drives frem af medierne.

”I langt de fleste interviews med fodboldsspillere beder journalisterne dem om at krænge deres følelser ud. Det med hele tiden at spørge, hvad de tænker og føler, er eskaleret de seneste 10 år. Det er med til at gøre spillerne mere menneskelige, men det betyder også, at det hele bliver ét stort realityshow, hvor alle emner behandles ud fra en følelsestilgang. Mens Christians Eriksen lå på hospitalet, dedikerede Aftenshowet 55 minutter til at høre, hvad andre danskere følte, da de så ham falde om. Pludselig skulle vi vide, hvad der skete i maven på en masse tilfældige mennesker, og det er altså nyt.”

Også tidligere landstræner Sepp Piontek oplever, at noget har forandret sig, siden han selv stod i spidsen for det danske herrelandshold i 1980’erne.

”Dengang spillede følelser ikke en stor rolle for spillerne. De var mere professionelle, kan man måske sige. Det er spillerne selvfølgelig også nu, men der er ligesom et andet sammenhold uden for banen også. Jeg tror måske også, at samværet spiller en større rolle, efter at vi længe har været isoleret på grund af corona og ikke har haft noget at fejre. Pludselig kan vi igen være en del af et stort fællesskab,” siger han.