Hvordan begynder en rigtig Århus-historie i 2010?
Den kan for eksempel begynde med, at byens borgmester stilfærdigt stiller det spørgsmål, som en række borgmestre har stillet før ham: Burde man ikke ændre byens navn tilbage til Aarhus med dobbelt-a, så man kunne gøre sig mere forståelig internationalt? Ingen revolutioner, bare en lille cirkel over et a, der skal pilles ned.
Om få dage, den 15. september, er det sidste frist på den offentlige høring, der er sendt ud til en lang række af byens meningsdannere og beslutningstagere. Herefter tager byrådet en beslutning, og det bliver den foreløbige ende på historien.
Indimellem har der udspillet sig et lille, men stærkt lidenskabeligt drama, der har opdelt byen. Ikke bare i et for eller imod det bollede å, men også for og imod en hel masse andet, ikke mindst hvem der egentlig skal bestemme hvad i Århus. Et drama, der har gjort sig bemærket så langt væk som Canada og Norge - og tyske Düsseldorf, hvor man er blevet inspireret til at tage kampen op med det ikke særlig globaliseringsvenlige umlaut over u?et. Men hvorfor dog al den ståhej? At så mange kæmper så indædt om en prik er næsten for Århus-historie-agtigt til at være sandt.
I byer som Aalborg, Aabenraa og Grenaa er der en vis forståelse for, hvad der er på spil, men generelt mødes debatten mest med hovedrysten. Ikke mindst blandt navne- og sprogforskere, der gør opmærksom på, at ingen uden for norden kender bolle- ået og derfor automatisk oversætter det til a. Lige så få kender dobbelt-a'et og læser det også som a.
Om byen hedder det ene eller det andet er med andre ord ikke afgørende for andre end århusianerne. Men det er også rigeligt. Og havde borgmester Nicolai Wammen (S) kigget dybt i historiebøgerne, inden han lagde sit forslag frem, havde han måske anet faren i at stikke til noget, der også tidligere er gjort til en vigtig del af byens identitet. I 1948, da udviklingen gik den anden vej og Aarhus blev til Århus, undervurderede daværende borgmester Jens Unmack Larsen nemlig også bynavnets betydning.
"Nu kommer vi til et meget lille Spørgsmaal," sagde han en dag i september til byrådsmødet og forklarede, hvorfor byen burde følge den nye stavereform, hvor lyden aa endelig fik sit eget bogstav, å.
Det var i en tid, hvor oprettelsen af Israel allerede flænsede Mellemøsten, fredsstifterne Folke Bernadotte og Mahatma Ghandi blev myrdet, og krigen mellem Indien og Pakistan var på sit højeste. Europa blødte stadig efter en ufattelig krig, så at sætte cirkel over a'et burde være hurtigt overstået, mente Unmack Larsen.
Men voldsom modstand rejste sig hurtigt, ikke mindst fra Aarhuus Stiftstidende (i dag Århus Stiftstidende). Problemet var især, at det var tre kommunistiske stemmer i byrådet, som sammen med socialdemokraterne dannede flertal for bolle-å'et. Et å, der oven i købet kom fra Sverige.
Hele byen kogte over i avisens spalter, men med tiden vænnede man sig til den sproglige indvandrer. Det samme skete i en lang række andre byer, eksempelvis Ålborg, og de følgende år fulgte resten af samfundet med. Brevpapir, vejskilte, aviserne – overalt vandt bolle-å?et frem. Dog med så meget modstand fra flere byer, at kommunalbestyrelserne fra 1984 frit kunne vælge at skrive stednavne med dobbelt-a. Det skete blandt andet i Aalborg, Aabenraa og Grenaa.
I Århus holdt man dog fast om cirklen. Både Flemming Knudsen (borgmester i 1997-2001) og Louise Gade (borgmester i 2002-2005) satte en navneændring på dagsordenen, men uden at finde opbakning. Når Nicolai Wammen nu prøver igen, er det dog med forventningen om, at det denne gang lykkes, har han udtalt. Bag ham står et politisk flertal, Aarhus Universitet, et bredt flertal i erhvervslivet og ganske mange borgere, der alle mener, at dobbelt-a?et vil give byen et mere globalt og ensartet udtryk.
Men modstanden lever stadig og kan sagtens ende med at forpurre forslaget endnu en gang, vurderer lederen af Dansk Center for Byhistorie, Søren Bitsch Christensen. Ifølge ham er modstanderne opdelt i tre overlappende grupper. Den første er nostalgikerne. Dem, der generelt ikke kan lide at lave noget om. I denne gruppe findes også dem, der kan huske, at bolle-å'et til dels blev indført som et pro-nordisk træk i en anti-tysk periode efter krigen. En periode, hvor man også afskaffede alle store bogstaver i navneord, fordi det var en tysk tradition.
En anden gruppe er de relativt mange, der enten er ligeglade eller ikke kan se, hvad forskel en navneændring skal gøre for byens markedsføring udadtil. Der har i mange år hersket en skizofren brug af dobbelt-a og bolle-å i byens navne, og det fungerer fint, lyder rationalet.
Den sidste gruppe er formentlig den tungeste. Det er den menige mand, der mest af alt er utilfreds med, at politikerne, som i forvejen bestemmer meget, nu også tager byens navn i deres besiddelse. Et navn, mange borgere har et personligt forhold til.
"Et stykke af vejen kan man godt sammenligne det med, at nogle myndigheder spurgte, om jeg ikke hellere ville hedde Soren fremfor Søren, fordi det er bedre i forhold til landets udlændinge, der har svært ved at sige Søren. Jeg ville da også sige nej. Jeg er forbundet til navnet Søren. Men det holder ikke helt, for Århus har jo skiftet navn før. Det, der i virkeligheden er på spil, er en gammel kamp mellem det, man kan kalde over- og under-Århus. Og under-Århus nægter at lade over-Århus vinde endnu et slag," forklarer Søren Bitsch og peger på, at ud over politikerne er det uddannelsessystemet i form af Aarhus Universitet og erhvervslivet i form af én af byens vigtigste og største virksomheder AarhusKarlshamn, der taler for dobbelt-a?et.
"Over for den lidt voldsomme trio står især en særlig kerne af indbyggere, som er spændt ud mellem Århus Stiftstidende, fodboldklubben AGF og Tivoli Friheden. De er nogle af de få oprindelige århusianere og føler, at bynavnet Århus er givet til dem. De vil ikke bare lade sig tromle af de store. Slet ikke af en socialdemokrat, som, mange af dem føler, ikke er socialdemokrat på den rigtige måde. Flemming Knudsen var rigtig socialdemokrat, mens Nicolai Wammen er en helt anden type politiker, så man kan se kampen om bynavnet som både et oprør mod endnu et overgreb fra de store og mod en udvikling af byen, der fjerner den stadig mere fra de traditionelle århusianere."
Så hvad ender denne Århus-historie med? På Århus Rådhus er den diplomatiske vurdering, at det står meget lige mellem de stridende parter. Om to uger falder folkets dom. Spørgsmålet er, hvad den egentlig betyder for udfaldet.