Prøv avisen
Statuer

Skal en af de mest berømte danske kongestatuer på den sorte liste?

Rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads i København. Kongen sad på den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i 20 år i midten af 1700-tallet. – Foto: John Stæhr/Ritzau Scanpix.

Skulle man følge de kriterier, som tidens statuestormere bruger, ville mange danske statuer være i fare for at komme på den sorte liste. Læs første afsnit i serien

Den franske arkitekt J.L. Salys rytterstatue af Frederik V på Amalienborg Slotsplads er en af de mest berømte statuer af en dansk konge. Hvis man konsekvent skal anlægge de kriterier, som nogle på det seneste er begyndt at gøre sig til talsmænd for, med hensyn til, hvilke historiske statuer der skal have lov til at blive stående, og hvilke der bør fjernes, kommer Frederik V-statuen afgjort på den sorte liste. Af flere grunde.

For det første var Frederik V en enevoldskonge. Der var ikke skyggen af demokrati i Danmark i den periode, hvor han regerede (1746-1766). Kongen sad på både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og vor tids idealer om, hvordan et land bør styres, var således på ingen måde opfyldt.

For det andet havde Danmark på dette tidspunkt flere kolonier. Der var tale om blandt andet De Dansk-Vestindiske Øer (Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix), Trankebar (i Indien), Guldkysten (i Vestafrika) og Grønland. Desuden var befolkningerne i såvel Norge og Island som på Færøerne samt i dele af det nuværende Nordtyskland underlagt de danske konger, uden at de så at sige nogensinde var blevet spurgt, om de havde lyst.

Og endelig for det tredje foregik der slaveri i kolonierne. På De Dansk-vestindiske øer var det ligefrem den danske stat (og dermed kongen), der ejede en stor del af slaverne.

Hvis man lægger nutidens målestok ned over vurderingen af Frederik V vil man således nå frem til, at han undertrykte såvel den danske befolkning (i kraft af, at han var enevoldskonge og i øvrigt heller ikke generelt tog hensyn til nutidens menneskerettigheder og så videre) som den oprindelige befolkning i de områder, som de danske konger havde underlagt sig, og desuden de slaver, som man havde i kolonierne.

Der fandt imidlertid også mange andre ting sted i Danmark i Frederik V’s regeringstid. Kongen var generelt meget vellidt i borgerskabet og blandt adelens medlemmer. Blandt andet fordi kongen tillod en genopblomstring af det farverige kunst- og kulturliv, som på det nærmeste var blevet helt lukket af hans pietistiske far, Christian VI. Der opstod blandt andet igen et farverigt teaterliv, og Ludvig Holberg (1684-1754) fik fornyet popularitet på sine gamle dage, da hans komedier atter blev spillet i stor stil.

Frederik V’s regeringstid var også (lige bortset fra de allerførste år) en økonomisk blomstringstid. Det kom til at gå meget bedre for såvel landbruget som for handelen og håndværket end i de seneste mange foregående årtier.

Til den økonomiske fremgang bidrog også, at landet var inde i en lang fredsperiode. Danmark var således ikke i krig på noget tidspunkt i løbet af Frederik V’s regeringstid.

Styret prøvede også at fremme forskellige reformer af både landbruget og af de sociale og økonomiske forhold i samfundet i generelt.

I den aktuelle debat vil nogle nok alligevel mene, at enhver statue af Frederik V – trods alle disse ting – burde fjernes, fordi man aldrig bør hylde en konge, som undertrykte andre mennesker, både hjemme i Danmark og ude omkring i verden.

Hvis man anlægger disse kriterier, vil det imidlertid ikke kun være Frederik V, men også en lang række af de øvrige statuer af og monumenter over danske konger, som findes rundt omkring i landet, som skal pilles ned.