Nanna Muusmann, chef for Vollsmose Sekretariatet:

Der er ingen tvivl om, at beboernes høje grad af ledighed og lave uddannelsesniveau er de allerstørste sociale udfordringer i Vollsmose. Derudover er området gennem årene blevet en isoleret bydel, som på mange måder er socialt og fysisk afskåret fra resten af Odense. Halvdelen af Vollsmoses beboere har ikke tilknytning til hverken arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Det betyder, at mange børn vokser op uden at kende voksne, der tager del i samfundet omkring dem. Det forringer børnenes forståelse af, hvor vigtigt det er at tage en uddannelse. I en bydel med en mere blandet beboersammensætning vil selv de børn, der vokser op med arbejdsløse forældre, eksempelvis have en elektriker-nabo på den ene side og en akademiker-nabo på den anden.

Målet er derfor at knække den såkaldte sociale arv for boligområdets kommende generationer. I Vollsmose er vores plan blandt andet at bryde den store, isolerede ”Vollsmosefirkant” op i flere forskellige slags bydele med hver deres kvaliteter. Boligorganisationerne er desuden begyndt at bruge fleksibel udlejning, der betyder, at folk, som står på venteliste, kommer foran i køen, hvis de er selvforsørgende. Det er noget, der kan gøre, at Vollsmoses børn får flere forskellige mennesker at spejle sig i.

22 ghettoer og 13 kommuner

For hvert ghettoområde er angivet det samlede antal beboere (med fede tal) samt procent-delen af beboere med ikke-vestlig baggrund

Ahmad Mahmoud, debattør og forfatter til bogen ”Sort land”, der handler om hans opvækst i det socialt udsatte boligområde Askerød, Greve:

Det største problem er, at normerne i ghettoen ikke stemmer overens med dem, vi har i Danmark. I den ghetto, jeg voksede op i, ser man skævt til kvinder, der er på arbejdsmarkedet. Her er kontanthjælpen hverken skamfuld eller en nødløsning. Nej, det er et helt legitimt karrierevalg. Også ligestillingen halter bagefter. Min mor har aldrig cyklet, været i biografen eller set en svømmehal indefra. Det kommer nogle af de næste generationer af unge kvinder heller ikke til. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg mødte mennesker med andre livssyn.

De børn, der vokser op i disse miljøer, mangler altså de danske værdier og normer. Det kan kun kulturel dannelse lave om på. Da jeg var barn, var det ved at gå på noget så simpelt som biblioteket, at jeg mødte mennesker, der kunne udfordre mine egne overbevisninger. Løsningen er at skabe kulturmøder på kryds og tværs. Mens de voksne kan integreres ved at få et job, integreres børn ved at blive en del af det danske kultur- og foreningsliv. Desværre er det her, filmen knækker politisk. For mens Lars Løkke Rasmussen sagtens kan tale om, hvordan voksne i arbejde vil give en stor besparelse, vil det koste penge at give ghettoens børn fripladser i foreningslivet. Ikke desto mindre er det her, de unge bliver dannet i danske værdier.



Kim Hansen, chefkonsulent for socialrådgivernes arbejde i Kolding Kommunes socialt belastede, Munkebo og Skovvejen/Skovparken:

De største udfordringer hos os er den manglende uddannelse og beskæftigelse. Et lavt uddannelsesniveau begrænser ens levemuligheder, og risikoen for at komme på offentlig forsørgelse er større. Men de almene boliger er jo netop sat i verden for at sikre folk med lav indkomst et godt sted at bo. Derfor er det heller ikke meningen, at beboerne skal have en gennemsnitsindkomst som enhver anden dansker. Men det, der bliver et problem, er, når de lave indkomster betyder, at man begynder at trække hinanden ned, og når områdets børn ikke prioriterer uddannelsen, fordi deres rollemodeller heller ikke gør det.

Der er dog trods alt flere og flere af beboerne og deres børn, der uddannes og kommer i beskæftigelse i Kolding. For at komme problemet til livs har vi nemlig rykket jobcenter ud i ghettoen. Så kan socialrådgiverne lettere få fat i dem, der er allerlængst fra arbejdsmarkedet. Samtidig bliver den, der er sagsbehandler, også mentor for beboeren. De kan besøge dem uden for jobcentret, følge dem på vej til praktikker og sørge for, at de når frem. På den måde bliver beboerne i højere grad ’mandsopdækket’. For et år siden var det et lille projekt med to medarbejdere. Nu sidder de 10 socialrådgivere. For det er ikke mange beboerne, der skal i omdrejninger, før dette kan svare sig økonomisk.



Niels Hviid, sognepræst i Gellerup Kirke:

Sårbarhed på grund af beboernes ofte hårde historier er områdernes største udfordring. Der er rigtig mange mennesker uden for arbejdsmarkedet og desværre også rigtig mange børn, der ikke oplever at se deres forældre gå på arbejde, fordi mor og far ikke har kræfterne til det. Det er den sociale virkelighed i Gellerup. Det, vi oplever i kirken, er, at både liv og fællesskaber er skrøbelige. Der er mange, der ikke har stærke livsfællesskaber eller nær kontakt til venner eller familie.

Set fra min stol er det største problem den sociale slagside. Det er et lavindkomstområde. Der er mange, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er ekstraordinært mange børn under 18 år. Og når man lægger disse tal sammen, er det selvfølgelig ikke godt, at så mange unge vokser op under så dårlige sociale vilkår. I kirken prøver vi at handle på denne skrøbelighed ved at tilbyde forskellige slags fællesskaber til forskellige slags mennesker. Jeg mærker en stor rummelighed for, at livet kan se ud på alverdens måder i området. For jeg oplever, at børn og voksne i Gellerup giver plads til hinanden. Selv møder jeg dem også, når jeg færdes i kirken, i moskéer og foreninger. På samme måde kommer muslimske medborgere med stor tiltro til kirken. Rummeligheden er en kæphest for mig.