Prøv avisen

En bolig er ikke lig med et hjem

Hjemløs sover på gaden. Foto: Arkiv

Ensomhed, misbrug og økonomiske problemer følger ofte med, når hjemløse flytter i deres egen lejlighed. Det bliver sjældent et hjem, og derfor mister næsten halvdelen boligen igen

Ubetalte regninger, bunker af vasketøj og ølflasker hober sig hurtigt op, når hjemløse skifter gaden eller herbergsengen ud med en bolig.

Når hverdagen tidligere har handlet om at finde et sted at sove og det næste måltid mad, synes vejen fra en tom lejlighed til at skabe et hjem lang.

Derfor overrasker det heller ikke konsulent ved Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte Gitte Tilia, at omkring 40 procent af tidligere hjemløse ifølge en undersøgelse, Kristeligt Dagblad har lavet, må flytte fra boligen igen.

"Mange hjemløse cykler ud og ind af egen bolig, herberger og gaden. Og det er ensomheden, der er det hårdeste. Når tidligere hjemløse sidder alene i lejligheden og ikke ved, hvad de skal fylde livet ud med, så ligger det lige for at genoptage det misbrug, som i sidste ende kan betyde ubetalt husleje eller problemer med udlejeren," siger Gitte Tilia.

Hun mener, det er ærgerligt, at herberger og forsorgshjem gør en seriøs indsats for at afruse hjemløse, genetablere deres økonomi og få dem på fode blot for at se dem ende i samme situation efterfølgende.

Også Inger Koch-Nielsen, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, oplever, at overgangen fra hjemløs til boliglejer kan være for overvældende.

"Tidligere hjemløse ved ikke rigtigt, hvordan de skal bruge boligen og gøre den til et hjem. De har svært ved at være alene, og så bliver de fire vægge begrænsende i stedet for udvidende. Derfor synes mange, det er nemmere at være i det offentlige rum, de er vant til," forklarer hun.

Men trods vanskelighederne er formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, ikke i tvivl om, at de hjemløse foretrækker at få deres egen lejlighed.

"Langt de fleste ønsker at få en bolig, men måske ikke en almindelig bolig. Der er nok nogle, der demonstrativt vil sige, at de ikke vil have en lejlighed, men hvis de fik tilbudet, ville de ikke afslå. Meget få ønsker at blive på gaden eller herberget," mener han.

Men der, hvor det går galt, er, når kommunen skal hjælpe i overgangen fra forsorgshjem til bolig, påpeger han:

"Samarbejdet mellem kommunerne og de amtslige boformer fungerer dårligt. Der er brug for koordinering, så tingene hænger bedre sammen. Der er masser af muligheder, der ikke bruges. Men de findes."

En af de muligheder, Preben Brandt efterlyser større udnyttelse af, er kommunernes opfølgende indsats. Ifølge loven kan de give støtte til at få hverdagen til at fungere i en ny bolig. Men de skal ikke. Og der er ikke fastsat retningslinjer for hverken omfanget eller indholdet af hjælpen, der kan gives.

Kristeligt Dagblads rundspørge blandt landets herberger og forsorgshjem viser således, at kommunernes tilbud varierer. Nogle støtter aldrig, andre støtter ofte.

Set i det lys mener formand for Sammenslutningen af Boformer efter Servicelovens paragraf 94 (herberger, forsorgshjem og krisecentre) Erling Uhde Rasmussen, at det er flot, at op mod 60 procent overhovedet formår at holde fast i en bolig, efter at de har forladt forsorgshjemmene.

"Der skydes med for meget spredehagl i indsatsen for at hjælpe. Hvis det skal batte, bør vi have et politisk mål om at sænke frafaldet og arbejde bevidst på at øge fastholdelsen. Det betyder blandt andet et koordineret samarbejde, hvor boform og kommunen har et fælles mål om at skabe netværk," siger han.

Kaare G. Graversen (DF), næstformand for Socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), erkender, at det ikke er rimeligt, at nogle kommuner nedprioriterer hjælpen til hjemløse, fordi der står kan og ikke skal i lovteksten.

"Jeg kan godt forstå frustrationen. Men med det pres, der er lagt på kommunerne, tænker flere, at her begår vi ikke lovmæssige fejl, hvis vi ikke yder hjælpen. Men de svigter på det menneskelige plan. Vi kan ikke fra KL's side sige, de skal gøre det. Men vi siger, at kommunerne kendes på, hvordan de tager sig af de svageste grupper," understreger han.