Da 96-årige Ketty Rasmussen i sommeren 2020 flyttede på plejehjem i Odense, sad hun i ugerne efter i sin nye stue og græd. Hun savnede sit gamle liv. Sine naboer. Og alle de ting, der ikke var blevet plads til i den nye bolig. I tiden forinden var hun blevet ramt af en blodprop, der betød, at hverdagen ikke længere fungerede i den ældrebolig for selvhjulpne, hun ellers var så glad for at bo i. Flytningen på plejehjem blev kaotisk, fortæller hendes datter, Dorrit Pedersen, og det betød, at hendes mor hurtigt begyndte at mistrives:
”Ingen havde fortalt os, at det var et demensafsnit, før min mor rykkede ind. Og hun er altså ikke dement. Så sad hun dér og følte sig alene. Hun var bare så ulykkelig,” fortæller Dorrit Pedersen.
”Det var et kæmpe chok for hende pludselig at blive rykket ind i de nye rammer blandt nyt personale og med mennesker omkring hende, hun ikke følte, hun kunne tale med. Og efter to uger ringede hun og sagde, hun ikke ville leve mere.”
Ketty Rasmussen er efterfølgende flyttet til et andet plejehjem, hvor hun så småt er begyndt at trives bedre. Men hun er ikke den eneste, der har oplevet, hvordan en hektisk og pludselig flytning fra eget hjem kan blive startskuddet til stærk mistrivsel. For de ældre, der oplever at mistrives på plejehjem, begynder det ofte allerede inden, vedkommende endnu har skabt sig en hverdag på den nye adresse. Det fortæller blandt andre Vibeke Drevsen Bach, der i 18 år har arbejdet med kulturforandring på social- og sundhedsområdet, og som rejser rundt i landet for blandt andet at uddanne personale og ledere på landets plejehjem i såkaldt ”menneskelig blomstring”.
”Det er meget sjældent, jeg oplever, at kommuner har en decideret strategi eller plan for den gode overgang fra hjemmepleje til indflytning på plejehjem. Der er jo ofte en alvorlig – og mange gange pludselig – grund til, at vores ældre må flytte til plejehjem. Et alvorligt fald. En mistet ægtefælle. En indlæggelse. Voldsomme oplevelser, der kun bliver forstærket af pludselig at blive flyttet til helt nye omgivelser med helt nye mennesker og med en helt ny indretning. Det er som at rive gulvtæppet væk under personen,” siger Vibeke Drevsen Bach.
Hun fortsætter:
”Oveni kommer, at størstedelen af beboerne på plejehjem lever med demens og i forvejen kan have svært ved at forstå, hvorfor de skal flyttes. Hvis man føler sig forrådt af sine nærmeste på grund af beslutningen og desuden ikke forstår, hvor og hvem man er – hvad er chancen så for, at man hurtigt kan slå rod og trives?”.
Flere plejehjemsledere, som Kristeligt Dagblad har talt med, genkender, at selve flytteprocessen ofte kan være smertelig for de ældre, når tiden er inde til at rykke på plejehjem. En af dem er Jette Ramskov, leder af det kommunale Plejecenter Elmehøj i Øster Brøndslev og Plejecenter Hellevadlund i Hjallerup i Nordjylland.
”Det er stort set altid en svær omvæltning for en beboer, når de skal vænne sig til livet på et plejecenter. Mange kommer direkte fra en indlæggelse eller et aflastningssted, og pludselig er man et fremmed sted omgivet af fremmede mennesker, som man kan føle et pres over at skulle være sammen med. Det kan være voldsomt. Og for at den overgang skal blive så god som muligt, er det ekstremt vigtigt, at der er tid og mulighed for en god dialog mellem plejecenteret og den ældre, men også den ældres pårørende. Små ting, som at den ældre kan genkende sit eget spisebord, billederne på væggen eller sin yndlingslænestol, oplever vi, er helt afgørende for, at den ældre kan få en god begyndelse på livet på plejehjem.”
Anna Pacak-Vedel er postdoc ved Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i ældrepsykologi. Hun understreger, hvor vigtigt det er, at overgangen fra eget hjem bliver så skånsom som muligt.
”Ligesom for alle andre aldersgrupper er der jo stor forskel på, hvilke værdier og præferencer vores ældre har. Så når de på plejehjemmene kan blive mødt af nye og måske ensrettede rammer, som måske ikke stemmer overens med det liv, man har været vant til at leve, så skaber det enorm utryghed og uro,” siger hun.
”Derfor er det vigtigt, at flytningen fra eget hjem til plejehjem bliver en individualiseret proces, hvor den ældre bliver taget i hånden og lyttet til. For det sætter sig helt klart i trivslen, hvis det bliver en dårlig overgang. Og konsekvenserne af det kan strække sig over meget lang tid.”
Spørger man Vibeke Drevsen Bach, kommer det ikke kun den ældre, men også de pårørende og personalet på plejehjemmene til gode, hvis der skabes en bedre struktur omkring flytningen.
”Ofte er selve flytteprocessen op til de pårørende, hvis den ældre altså har nogen. Men mange har ikke værktøjerne til at vide, hvordan man bedst pakker den ældres liv ned og håndterer det kæmpestore identitetsskifte, som en flytning på plejehjem jo er. På nuværende tidspunkt har vi for mange steder et system omkring de ældres ankomst på plejehjemmene, hvor alt for meget er overladt til tilfældighederne. Uden bedre øje for dette, bliver det for mange en voldsom og smertelig affære, hvor det kunne have været en markant bedre oplevelse for alle parter.”