Prøv avisen

En dag i imamens liv

Imam Abu Laban smiler meget -- lige så meget som han iltert skælder til de fredagsbønner, som næsten altid overværes af journalister. Her interviewes han af en P1-journalist efter bønnen i fredags. (Foto: Leif Tuxen)

Islam og Danmark Abu Laban glæder sig til den dag, hvor resten af befolkningen taler om muslimernes bidrag til samfundet i stedet for deres fejl

Normalt er der øde omkring Dortheasvej i Københavns nordvestlige del. Et ikke voldsomt charmerende, ugrønt kvarter, domineret af hedengangen småindustri og bilforhandlere. Men en gang om ugen liver den ene ende af vejen op. Fredagsbønnen i Det Islamiske Trossamfunds moské på Dortheasvej trækker knap 1000 mennesker.

Det er her, den omdiskuterede imam Ahmed Abu Laban residerer. I en ombygget industribygning, hvis oprindelige funktion er forsøgt maskeret med så mange lakerede profilbrædder, at tømmerhandlen, der i sin tid leverede dem, må have levet længe på overskuddet. Men resultatet er, at industrifortiden kun springer i øjnene udenfor.

Den 56-årige imam kommer forsinket springende ind i den kombinerede møde- og læsesal, der som alle andre lokaler her er røgfri, og efter en kort hilsen til fredagens fremmødte mediefolk fortsætter han ind i sit lille bare kontor for at få styr på de sidste korancitater til fredagsbønnen en times tid senere.

I mødelokalet er væggene dækket af reoler, de fleste fyldt med arabiske, religiøse bøger med guldtryk. Men plads er der også blevet til den tidligere israelske forsvars- og udenrigsminister Moshe Dayans og ministerpræsident Menachim Begins selvbiografier, Samuel Huntingtons "Civilisationernes sammenstød" og biografier om så forskellige personligheder som den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King og den palæstinensiske terrorist Abud Nidal. På de store borde flyder det med danske aviser.

I imamens allerhelligste er der en computer og et billede fra Politikens sektionsforside med samtlige medlemmer af Folketinget efter valget i 2001. Og så Koranen, som Abu Laban bladrer distræt rundt i efter de skriftsteder han skal bruge til khrutbaens (prædikenens) tema om sociale forpligtelser i islam.

– Det med at være imam er vel egentlig ikke så meget. Hvis man kender teksterne, kan man lede bønnen og er derfor imam. Der er ikke det samme hieraki i islam som i den kristne kirke. Den eneste magt i islam er viden. Som minimum skal en muslim kende trosbekendelsen. Så kan han lære andre om den. I de fleste mindre byer er det teologisk uuddannede, der leder bønnen. Jeg vil tro, vi er omkring 30 i Danmark med en egentlig uddannelse inden for islamisk teologi. Det betyder blot, at vi kan rådgive om mere indviklede forhold, som hvad Koranen og profetens tradition (hadith) siger om kunstig befrugtning, skilsmisser, ægteskabskontrakter og så videre.

Her taber den temperamentsfulde Abu Laban tråden og hiver et brev frem til fire ministerier. Det er skrevet, efter Abu Laban i midten af november i dagbladet B.T. fik skyld for at have forhandlet en skilsmissekontrakt, hvor kvinden fik børnene og manden børnechecken.

– Jeg er ingen juridisk instans. Jeg rådgiver og forsøger at finde den bedste løsning. Men hvis parterne mener noget andet, så kan de gå til domstolene, som har det sidste ord.

I brevet til kirke-, justits-, social- og integrationsministeren understreger næstformanden i bestyrelsen for moskeen, Marwan Cheikh Yousef, at imamen udelukkende kan udstede en erklæring om skilsmisse samt tilbyde rådgivning, vejledning og opmærksomhed i en svær situation. Og så foreslår han, at ministerierne arrangerer et møde med imamer med vielsesbemyndigelse, så parterne kan rydde misforståelser om hinandens råderum af vejen.

– Men vi har som sædvanlig ikke fået noget svar. Vi har også sendt det til journalisten fra B.T., siger Abu Laban.

Ude i mødelokalet går et af resultaterne af Abu Labans rådgivning rundt. Han føler sig uretfærdigt behandlet af sin kone. Efter hans opfattelse har hun skåret sig selv i hånden, sagt at han gjorde det og dermed fået en skilsmisse fra de danske myndigheder. Nu bor han midlertidigt på Dortheasvej. I trygge omgivelser, som Abu Laban udtrykker det – og ikke mindst fordi, at han så holder sig fra ekskonen, mens han falder til ro. Han understreger også, at manden version af begivenhederne ikke nødvendigvis har hold i virkeligheden.

– Hun har besluttet sig, og det skal hun have lov til. Hun har krav på fred fra sin mand, siger han.

I det hele taget møder Abu Laban ikke få mænd til rådgivningen, som mener, at en hustru er det samme som en slave.

Det taler han også om ved en spørgetime efter fredagsbønnen, hvor emnet blandt andet er den gode muslim.

– Hvis en mand spørger, om hans kone skal adlyde, spørger jeg ham altid, om han adlyder Allah. Hvis ikke, så handler det jo bare om, at han selv vil være Gud.

Abu Laban ville ønske, at der var plads til kvinderne i selve moskeen på Dortheasvej. Det er der ikke i øjeblikket. De sidder ovenpå med en storskærm og følger Khrutba og bøn. Før der kom så mange, bad kvinderne bagest i lokalet, som de også gør i det meste af den muslimske verden.

– Jeg praler altid af kvinderne. Uden dem ingen reformation. Både mødre og fædre har et ansvar for deres egen familie og det muslimske samfund.

Abu Labans hustru, som han ifølge Berlingske Tidende ikke kendte, da de blev gift, underviser unge kvinder om islam hver søndag. Seks af hans syv børn er kvinder, og er alle enten uddannede eller under uddannelse. Med undtagelse af den yngste, som går på specialskole. Hun er mongol, og den eneste han har et billede af i tegnebogen.

Abu Labans prædikener er næsten altid en opsang. Teologien er konservativ, hedder det, men han bryder sig ikke om alle de opdelinger af troen i euroislam, moderat eller fundamentalistisk islam. Islam er islam. Abu Laban er permanent hæs, fordi han taler højt og meget. Men det er, når de internationale begivenheder trænger ind i det dansk-muslimske samfund, at hans totale mangel på diplomatisk musikalitet giver ham problemer. Som efter terrorbombningerne af World Trade Center i september 2001, hvor han sagde, at han ingen tårer havde til ofrene, fordi de var grædt for ofrene i Palæstina. I øjeblikket er det Theo van Gogh-sagen og hele debatten om ytringsfrihed kontra krænkelse af religion.

Abu Laban er palæstinenser og født i Jaffa i Israel, og i Abu Labans tilfælde er det næsten umuligt at overdrive, hvad den palæstinensiske identitet betyder. Efter staten Israels oprettelse flyttede familien til Egypten, hvor han blev uddannet maskiningeniør. I 1975 blev han uddannet imam og i 1982 udvist af De Arabiske Emirater på grund af sine prædikener, som ikke faldt i god jord under krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne.

Efter en tur over Nigeria kom han til Danmark i 1984. Her blev han bedt om at lede fredagsbønnen. 20 år efter anslås det, at der er 5000 især arabere og danske konvertitter tilknyttet moskeen. Hver fredag kommer knap 1000 til fredagsbøn og i forbindelse med muslimske højtider omkring 1500.

Det er også hos Abu Laban, der kommer flest skoleklasser, konfirmandhold og andre deputationer, som ønsker at vide mere om islam. Og han har givet også flest journalister til fredagsbøn – i fredags ud over Kristeligt Dagblad også Berlingske Tidende og Danmarks Radios P1. Det skyldes muligvis, at bøn og prædiken simultantolkes – ikke udelukkende forståeligt – og at Abu Laban giver et resume af prædikenen på engelsk. Måske er det også derfor, han tillægges så stor betydning som imam.

De mange tilknyttede til moskeen giver også en stor arbejdsbyrde. Det er få dage Abu Laban kan regne med kalenderen, men oftest ender han med en længere arbejdsdag end planlagt.

– Som moske har vi en forpligtelse over for menigheden og en forpligtelse over for samfundet. Fredag, lørdag og søndag går med undervisning af unge. Resten af ugen går meget med rådgivning til den enkelte.

Abu Laban anslår, at han tre gange dagligt skal tage øjeblikkelig stilling til sager af social eller rådgivningsmæssig karakter. Det går over halvdelen af tiden med.

– Der er almindelig enighed om, at muslimer i Vesten ikke var muslimer, da de kom. Det var kulturchokket, som gjorde, at de søgte en identitet. Vi forsøger at give dem viden om religionen.

I rådgivningssammenhæng er det ofte det for en nytilkommen indvandrer eller flygtning udfordrende danske samfunds regler, det handler om.

– De skal vænne sig til en ny finansiel situation. Hvor de kom fra, var det manden, der arbejdede og konen, der gik hjemme. Her får de begge kontanthjælp. Og de har en forpligtelse til at sende penge hjem. Andre problemer handler om børnene, om hvordan det offentlige system her har et større ansvar for børnenes trivsel, end de kender til i den kultur de kom fra. Ofte bliver det opfattet som utidig indblanding. Og så er der de desværre alt for mange skilsmisser på grund af disharmoni i familien. Blandt andet fordi ægteparrene i dag er forskellige, når den ene er opvokset her. Uanset hvad problemet er, så forsøger vi at vende det til noget positivt.

Et andet stort område i imamens arbejde er forholdet til det omgivende samfund. Det kan være spørgsmålet om tørklæder på arbejdspladsen. Og nu er et andet problem i samme genre kommet til: Hospitaler, der forlanger kort-ærmede bluser til personalet.

– Vi forsøger at finde en ordentlig løsning. Ikke med at skabe problemer for systemet som sådan, men for at hjælpe de muslimer, som føler sig i klemme.

Derudover besøger Abu Laban også ghettobebyggelser. Blandt andet Mjølnerparken på Nørrebro, hvor over 90 procent af de næsten 10.000 beboere har arabisk baggrund.

– Der er affald overalt, der er hærværk, og der er dårligt opdragede børn. Men er det et religiøst problem eller er det sociale problemer? Jeg mener, at bebyggelser som Mjølnerparken er et delt ansvar. Vi er villige til at spille en hvilken som helst rolle for at løse problemerne. Men realistisk, så er det regeringen, som også er muslimernes regering, der har ressourcerne til at finde en løsning. Men vi hjælper gerne til.

– Kriminalitet og hærværk er ikke på grund af religion, men på grund af mangel på religion.

Abu Laban siger, at han også altid køber ind hos forskellige grønthandlere og slagtere for på den måde at sikre sig en bred viden om, hvad der foregår, hvor muslimer lever og arbejder. Og forsikrer med et af sine hyppige smil om, at han selvfølgelig ikke handler de steder, hvor der snydes med momsen.

Endelig har debatten efter mordet på Theo van Gogh også taget en del af Abu Labans tid. Det Islamiske Trossamfund har anmeldt DR 2 for at vise filmen – ikke fordi trossamfundet tror, det vinder sagen, men for at vise muslimer, at det er den måde, man debatterer i det danske samfund. Abu Laban har taget afstand til mordet på van Gogh. Men han har også brugt lejligheden til at rejse diskussionen om, hvorvidt ytringsfriheden er blevet for fri.

– Tag afstand, tag afstand, siger han ironisk. Og på dansk, som han læser og forstår, men sjældent taler.

– Jeg prædikede integration, at man skal nyde, før man kan yde, og at muslimer skal være gode samfundsborgere, længe før Bertel Haarder blev integrationsminister. Hvis muslimer vil slås, så kan de tage et andet sted hen. Her gælder loven, og hvis nogen her mener, at Theo van Gogh skulle slås ihjel – og det argument har jeg hørt – så er det fordi, han har pjækket fra mine undervisningstimer.

I et interview efter fredagsbønnen med P1 siger han, at han er ked af, at integrationsministeren ikke vil møde op til en debat i moskeen.

Senere uddyber han:

– Det er første gang, muslimerne aktivt har inviteret en minister. Vi har i mange år lidt af mindreværdskomplekser. På mange måder er vi selv skyld i, at vi er landet i denne debat, for vi kan ikke forvente gode resultater, hvis vi ikke selv gør noget. Men den tradition, vi alle har med i bagagen, er den autoritære styreform. Under den er det klogt at være passiv.

Abu Laban fortsætter i samme spor ved den mandlige hygge i mødelokalet efter de tætbeliggende vintertidebønner. Der er hentet kaffe og swawarma i den lille café, og snakken går om muslimers vilkår i Danmark, avisernes andel i en dårlig stemning – nu er der jo en journalist tilstede – og hvordan det er at finde rundt i systemet.

– Hvad integration angår, så tror jeg ikke, vaccinen kan følge med sygdommen lige nu. Men på et tidspunkt håber jeg, at vi når et skæringspunkt, og at det derefter går den anden vej. Jeg glæder mig til den dag, hvor folk ikke længere taler om alle vores fejl, men i stedet om vores bidrag til det danske samfund.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk