Iransk flygtning: En dansk børnehave er en oase af fred og kærlighed

I begyndelsen var det svært at forstå, at danske forældre kan aflevere små børn fra klokken 8 til 17. Men jeg lærte, at børnehaven er en god skole. I Iran undervises selv små børn stærkt ideologisk, skriver den iranske flygtning Hamid Mukhtari efter et praktikophold i en dansk børnehave

Tegning: Rasmus Juul Pedersen.
Tegning: Rasmus Juul Pedersen.

En af mine bedste oplevelser i Danmark fik jeg, da jeg var i praktik i to måneder i en børnehave i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København.

Hvorfor gjorde børnehaven så stort indtryk ? Jeg tror, det var, fordi jeg oplevede, at børnene virkelig lærte at respektere hinanden. En af de oplevelser, der gjorde størst indtryk, var, da symbolerne på kristendom, islam og jødedom på et tidspunkt blev placeret i børnehavens forhal.

Oven på hvert af de tre symboler – korset, halvmånen og stjernen – var der placeret et stearinlys. Idéen var, at børnene skulle lære religiøs tolerance. Hver dag skulle et af børnene tænde lysene. Så tog alle børn hinanden i hånden og var helt stille. Den slags situationer ville være utænkelige i mit hjemland Iran.

Jeg kom i praktik i børnehaven et halvt år efter, at jeg havde fået asyl. Noget andet, der gjorde stort indtryk, var den måde, pædagogerne arbejdede på. Man kunne ikke se, hvem der var chef, hvis man ikke spurgte. Chefen og personalet deltog i aktiviteterne sammen. De begyndte hver dag med at synge en sjov sang, og de læste historier op for børnene. Børnene fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne dansk.

De spurgte mig: ”Kan du sige brød?”. Når jeg forsøgte, grinede de og rettede mig. Det var meget nyttigt for mit danske sprog.

En anden påfaldende ting var den danske fokus på børns selvhjulpenhed. Pædagogerne understregede, at jeg ikke skulle hjælpe børnene med at tage deres tøj af og på. De skulle selv lære det, og børnene sagde selv nej tak, når jeg tilbød at hjælpe dem.

Børnene prøvede selv at komme tallerkener og glas i opvaskemaskinen, og de var med til at forberede frokost. Men selvom forholdene var frie, så var der på nogle punkter også faste regler. Om eftermiddagen fik børnene kun et stykke brød. Det var svært for mig at sige nej, når de bad om et ekstra stykke brød. Men jeg fik at vide, at jeg skulle sige nej, og at børnene skulle lære at tage et nej for et nej.

I begyndelsen havde jeg meget svært ved at forstå, hvordan forældre kan aflevere deres børn i en børnehave fra klokken 8 om morgenen til klokken 17 om eftermiddagen. Men senere fandt jeg ud af, at det ikke var noget problem. Børnehaven fungerede som en skole med mange aktiviteter. Nogle gange græd børnene, når deres forældre afleverede dem om morgenen, og vi forsøgte at trøste dem.

Børnehaven var på alle måder helt forskellig fra, hvad jeg har oplevet i min egen barndom i en by i det nordvestlige Iran. Som barn i Iran gik man hjemme hos sin mor, til man var 6 år. Kun 10 procent af de iranske kvinder arbejder uden for hjemmet.

Men mødre i Iran har som regel mange børn, og de har travlt med at passe huset, så børnene er ofte meget overladt til sig selv. Sådan var det også i min barndom, hvor min mor både passede huset og tre drenge, samtidig med at hun indimellem måtte arbejde for at skaffe penge til familien.

Som seksårig begynder man i skolen, og allerede her bliver drenge og piger skilt ad, og pigerne skal bære hijab. Selv små børn bliver slået i skolen, når de gør noget forkert. Børn helt ned til seksårsalderen får en meget ideologisk undervisning.

Inden selve undervisningen begynder, skal de råbe slogans som ”Død over USA, Israel, England og andre modstandere”. Jeg husker, hvordan vi selv som børn skulle deltage i særlige marcher.

For eksempel blev der arrangeret en sejrsmarch på årsdagen for gidseltagningen på den amerikanske ambassade i Teheran. Som barn forstod jeg ikke rigtigt den hjernevask, der foregik. Vi blev transporteret til de politiske demonstrationer i busser, og vi betragtede det hele som en udflugt og en tiltrængt adspredelse.

Ikke en eneste gang i de små klasser blev der nogensinde arrangeret en skovtur. I den danske børnehave oplevede jeg, hvordan naturen spillede en stor rolle. Børnehavebørnene gik to og to, når de skulle i skoven. Vi spiste madpakker, og der blev gjort meget ud af at lære børnene, at de ikke måtte efterlade noget i naturen. For mig var den danske børnehave en anden verden fuld af fred, kærlighed og et liv uden komplikationer sammenlignet med den barndom, jeg oplevede i Iran.