”I vinteren 1224 lå franciskanerklosteret nær den syditalienske by Montella begravet i sne, og munkene var i fare for at lide sultedøden, men en aften skete det, at munkene fandt en sæk fuld af brød ved klosterporten. Sækken var mærket med de franske liljer, og klosterets grundlægger, Frans af Assisi, befandt sig netop på det tidspunkt i Frankrig og havde altså sendt engle med brød til sine ordensbrødre hjemme i Italien.”
Således lyder en af mange fortællinger om den helgenkårede tiggermunk Frans af Assisi, der i begyndelsen af 1200-tallet grundlagde den kendte franciskanerorden og flere klostre.
På dørtærsklen til hans kloster ved Montella udspillede sig altså et under, og lærredet til den berømte brødsæk udgjorde igennem tre århundreder alterdugen i klosterkirken.
I 1732 blev klosteret ødelagt af et jordskælv, men et nyt kloster blev opført samme sted med et lille kapel til resterne af brødsækken. Tekstilerne måtte under den franske besættelse i 1817 flyttes i sikkerhed i kirken inde i Montella og blev siden delt i to.
I dag ligger alle resterne af sækken atter trygt forvaret i et pompøst relikvieskrin i klosteret, og her stødte dr.scient. Kaare Lund Rasmussen fra institut for fysik, kemi og farmaci ved Syddansk Universitet på dem. Han har beskæftiget sig med naturvidenskabelige undersøgelser af kulturarv som leder af kulturarvsforskningsgruppen Chart, der flere gange har prøvet at bruge velkendte analysemetoder på eksperimenterende vis og fået spændende resultater ud af det.
”Så da jeg blev bekendt med de bevarede tekstilrester i klosteret ved Montella, blev min faglige nysgerrighed vakt, og jeg kontaktede klosterets leder, fader Agnello. At underkaste et klosterrelikvie naturvidenskabelige undersøgelser er naturligvis ikke noget, man bare lige gør. Der er jo tale om et fysisk indgreb i en bevaringsværdig genstand af religiøs betydning. Dernæst kan en C14-datering i den her sammenhæng udgøre en vis ’fare’, som det skete med Jesu ligklæde fra Torino, der endte med en yngre datering og en masse efterfølgende diskussion. Men efter forarbejde og betænkningstid blev fader Agnello og jeg enige om, at nu gjorde vi det,” fortæller Kaare Lund Rasmussen.
Forskerne udtog prøver af tre forskellige dele af tekstilet, hvoraf én lå opbevaret i en guldmedaljon og en anden i en kuvert og derfor var mindst forurenet:
”Den store udfordring for vores analyser er først og fremmest moderne tids håndtering og forurening af materialet. I Montella stod vi desuden med meget små prøver. Så der var ikke plads til fejltagelser, og det blev derfor ekstra spændende, for det var så at sige one shot only (kun ét forsøg, red.)”, forklarer Kaare Lund Rasmussen.
Dateringen af tekstilprøverne skete med en klassisk C-14 datering, og lærredet viste sig at stamme fra engang i årene 1220-1295.
Spørgsmålet, om sækken havde indeholdt brød, krævede det flere krumspring fra forskerne at besvare, og her var nøgleordet ergosterol. Ergosterol er en steroidforbindelse, der forekommer i en række svampe og skimmel. Tilstedeværelsen af ergosterol kan derfor være en såkaldt biomarkør for brygning og bagning og dermed også brød.
Så forskerne undersøgte de gamle tekstiler for spor efter ergosterol. For at verificere kørte man sideløbende et forsøg, hvor et stykke nutidigt lærred blev pakket om et halvt italiensk brød og gemt i to uger.
Konklusionen blev, at ergosterol kan bruges som biomarkør for brød, og at den gamle lærredssæk fra Montella har indeholdt brød.
”Resultaterne af vores undersøgelser gav en stor, indre tilfredsstillelse og glæde – både hos os kemikere og fysikere og blandt klosterbrødrene. Vi beviste, at sækken stammer fra Frans af Assisis tid og dermed kan knyttes til den periode, hvor han havde sin gang i klosteret. Vi fik også bevist, at sækken havde indeholdt brød, men ikke hvornår. Det kan også være i perioden, hvor sækkelærredet tjente som alterdug i klosterkirken. Men resultaterne sandsynliggør altså dele af legenden om de sultende munke og brødsækken”, påpeger Kaare Lund Rasmussen.