Seks gængse trædøre i forskellige farver og en pragtfuld, hjemmegjort perleport byder gæsterne indenfor i Museum Nordsjællands nye udstilling ”Døre til en anden virkelighed”. Døre og porte går igen i mange religioner, bibelfortællinger, i kunsten, eventyr og andre steder som symboler på overgange og passager. I udstillingen kan man træde over dørtærsklen ind i troens univers og tankegang op igennem oldtiden og videre ind i nutiden fortalt i arkæologiske fund og nyere tids genstande og med et lydtæppe af fuglekvidder, rislende helligkilder og knitrende bål anlagt foran en mægtig gravhøj.
”Tro og ritualer er noget af det sværeste at arbejde med for os arkæologer, for det er uhåndgribeligt og ofte også ret uforståeligt. Men selvom vi ikke umiddelbart forstår det, skal vi ikke afvise det. For troen spillede en afgørende rolle for mennesker i forhistoriske og historiske perioder. Den var ikke adskilt fra hverdagen, som tro og religion ofte er i dag, men var en væsentlig del af livsgrundlaget og verdenssynet dengang. Så med udstillingen inviterer vi ind i den verden og prøver at skabe en forståelse på tværs af tiden og vise, at der faktisk er en forbindelse mellem dengang og nu,” fortæller museumsinspektør Pernille Pantmann fra Museum Nordsjælland.
Udstillingen er bygget op omkring syv forskellige døre og rum med hver sit tema: ikonografi (billedsprog), ofringer, amuletter, ild, guld, kristendom og folketro samt gravskikke. Temaerne skildrer forskellige sider af troens univers, men løber ofte sammen og i lange linjer op gennem historien fra oldtiden til vore dage.
Et eksempel er billedsproget, som især blev brugt i fortidens skriftløse samfund til at vise og forklare, hvordan verden dengang hang sammen. Her træder bronzealderens skildring af tidens trosverden tydeligt frem med solens rejse som omdrejningspunktet. Solens rejse igennem dagen og natten med de trofaste ledsagere skibet, hesten, fisken og slangen er gengivet på alt fra vældige helleristningsklipper til håndstore rageknive. Hjulkorset går også igen på talrige genstande som symbol på solen, men det er også at finde i kristendommen som indvielseskors i kirker.
I vore dage kan cirklen være symbol på himlen og Gud, mens billedsprog og piktogrammer fortsat bliver flittigt brugt som universalsprog og senest med bølgen af emojis på de allestedsnærværende smartphones.
Et andet tema er ofringer, som er en velkendt side af oldtidens trosverden:
”Igennem oldtiden ofrede mennesker til naturkræfter og forskellige guder for at opnå beskyttelse, god høst, frugtbarhed, jagtlykke og meget andet som en helt naturlig ting på linje med alle andre hverdagsaktiviteter. For os kan det virke fjollet at smide et kostbart guldsmykke i en mose eller sø, da man umiddelbart skulle tro, at man vil have mere gavn af at bytte det væk mod noget andet. Men ud fra datidens verdenssyn gav det lige så meget eller måske mere mening at investere guldet i et offer til guderne end at beholde det selv. Så vi er nødt til at se på de her ofre med andre øjne, og vore dages rejsegilder er faktisk en udløber af fortidens husofringer. Dengang begravede man lerkar og andet i stolpehuller eller ved ildstedet for at velsigne og beskytte huset, og nutidens rejsegilde handler jo også om at indvie og sikre gode tider i et hus,” påpeger Pernille Pantmann.
Husofre kunne også tage form af nedgravede dyreskeletter, især hestekranier, som er fundet ved hustomter fra de førkristne perioder, men også under husgulve helt op i 1800-tallet.
Bag den himmelske Perleport gemmer sig flere eksempler på, hvordan kristendom og hedensk folketro endte med at gå side om side trods en vis modvilje i kirkelige kredse. Beskyttende amuletter som Torshamre blev erstattet af kors og Guds Lam-spænder, mens den hedenske kildekult blev udbygget og transformeret til kristne helligkilder.
Udstillingens sidste dør åbner ind til gravens verden. De forskellige måder, som en afdød er blevet sendt ud på den sidste rejse. Det være sig med våben, smykker og madgaver, der sikrer afdøde mod en rumlende mave i efterlivet. Det være sig den nøjsomme tidligkristne grav, hvor man ikke behøvede gods fra sit jordiske liv. Det være sig de sirligt sorterede og stablede knogler i bondestenalderens fællesgrav, jættestuen. Det være sig lerurnen fra bronzealderen med sit indhold af kremerede knoglestumper eller nutidens bæredygtige urne af kartoffelstivelse med indlagte plantefrø til senere fryd og pryd på gravstedet.