Prøv avisen

En familie og et land sagde farvel til deres prins

Mens flere af de kun 60 udvalgte gæster i stilhed kom ind i kirkerummet, slog orglets toner fast, at dette var hele Danmarks afsked. Foto: Leif Tuxen

Prins Henriks franske rødder og kærlighed til Danmark blev flettet sammen i både ord og toner, da Prinsen i går blev bisat fra Christiansborg Slotskirke. I sin prædiken lagde kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen ikke skjul på den modstand, prins Henrik har oplevet i Danmark

Prins Henriks bisættelse samlede hele Danmark. Mens første del af følget indfandt sig i Christiansborg Slotskirke i det indre København, kunne man både se og høre, at dette var en usædvanlig dag: en slags kollektivt memento mori. Fra alle landets kirketårne lød lyden af klokker, mens en række af landets møller, efter gammel skik, havde stillet vingerne i korsstilling for at vise prins Henrik ære.

Mens flere af de kun 60 udvalgte gæster i stilhed kom ind i kirkerummet, slog orglets toner fast, at dette var hele Danmarks afsked. Slotsorganist Jakob Lorentzen bandt landet musikalsk sammen ved at improvisere over sange knyttet til specifikke egne af landet, fra Limfjorden til Langeland, fra den blå anemone på Lolland til Sjællands bøgelyse øer. Og da den franske del af følget ankom, lød der populære franske toner i form af ”Les Feuilles mortes”, og hermed blev den lethed, som prins Henrik havde ønsket ved sin bisættelse, foldet ud. At der skulle lyde både franske og danske toner, var et udtalt ønske fra kongehuset, og der blev blandt andet spillet musik af komponisten Fauré – en af de komponister, prins Henrik selv yndede at spille.

Da klokken var lidt over 11, rejste alle sig for dronning Margrethe, som gik ind i kirken – ledsaget af kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen – og fulgt af børn, børnebørn og svigerbørn.

Dronning Margrethe nejede for prins Henriks kiste, inden Københavns Drengekor under ledelse af domkantor Ebbe Munk sang solen ind i kirkerummet med Niels W. Gades ”I østen stiger solen op” fra ”Morgensang af Elverskud”. Duft af ikke mindst roser fyldte kirkerummet fra de talrige kranse og bårebuketter, som var anbragt i den bageste del af kirken som et frodigt, farverigt farvel.

Den første fællessalme var Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. En af salmebogens mest kendte salmer, som er sjældent anvendt ved begravelser, men hvor mennesket i bedste forstand bliver sat på plads i en lovprisning af Guds storhed, spejlet i skaberværkets forunderlighed. Og så fulgte den eneste tekstlæsning ved bisættelsen, som var salme 23 fra Salmernes Bog. Det var kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, som læste de løfterige og trøstende ord om Guds godhed og troskab. Efter trosbekendelsen sang menigheden ”Krist stod op af døde”, og i denne hymne til opstandelsen kom Københavns Drengekor og Holmens Kantori til deres ret. Og det var med påskens lys fra det monumentale gyldne kors på slotskirkens alter, at kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen holdt sin prædiken.

Prins Henrik fortalte flere år før sin død i et interview, at han hver dag tænkte på døden. Han tænkte ikke på døden med frygt, men med accept. Dette træk ved prins Henrik tog Erik Norman Svendsen afsæt i, inden han optegnede prins Henriks livsvej fra fødslen i Frankrig i juni 1934 til barndommen i en katolsk storfamilie bosat i Fransk Indokina og til mødet med den danske tronfølger.

Mens Erik Norman Svendsen talte, kunne man betragte papegøjetulipanerne i rød, pink, orange, gul og lilla ved prædikestolen som en påmindelse om det forår, som er på vej. Erik Norman Svendsen tog et minde frem om prins Henriks tale til sin brud ved bryllupsfesten på Fredensborg Slot i juni 1967. Her sagde Prinsen:

”Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have: Syren og guldregn, hyld og bonderose, blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt.”

”Den dag tog Danmark den flotte og elegante prins til hjertet,” sagde Erik Norman Svendsen.

Engang var det skik, at en prædiken ved en kiste kun i begrænset omfang rummede levnedsskildring, men i de senere år er udviklingen generelt gået i modsat retning. Et jordisk liv er levet, og i kirkens rum får man livet holdt op igen og med kirkerummets forkyndelse bliver man en del af den større historie, som er kirkens.

Erik Norman Svendsen beskrev prins Henrik med ord som farverig, uforudsigelig og uforfærdet. Han fremhævede ham som udøvende kunstner både som pianist, komponist, skulptør og poet. I sin tale skjulte den kongelige konfessionarius ikke den modstand, prins Henrik har mærket.

”I perioder følte Prinsen vist, at han blev direkte mobbet, og tilskrev selv sin fuldfede franske accent en del af skylden. Han har selv sagt, at han for længe negligerede det danske sprog, men han ringeagtede det bestemt ikke. Han tog livtag med det hele sit liv i Danmark.”

Også de seneste år med svindende kræfter blev nævnt fra prædikestolen.

”Fra Hoffet blev det officielt meddelt, at Prinsen led af demens og måtte modtage pleje resten af livet. Det var både sørgeligt og befriende at få at vide. For så forstod vi alle bedre, hvor pinagtigt det var for Prinsen at være i offentlighedens søgelys, samtidig med at han mest havde lyst til at gemme sig for samme.”

Erik Norman Svendsen byggede i talens sidste del bro til læsingen fra Salme 23 om Gud som den gode hyrde og tog følget i slotskirken med ind i Det Nye Testamentes virkelighed ved at understrege troen på, at vi ser Guds ansigt i Kristus.

”’Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,’ siger Jesus. Til ham kan vi derfor betro både os selv og vore døde. I tillid til, at han er hos os, selv i mørkets dal,” sagde Erik Norman Svendsen, inden han fangede særligt den franske del af følgets opmærksomhed med et fransk citat, som er ridset ind i et af vinduerne på Fredensborg Slot.

Dronningen fremhævede citatet i en tv-udsendelse om slottet, og ved bisættelsen blev ordene brugt som et vindue til det kristne håb på fransk og dansk: ”Les enfants des hommes se séparent, les enfants de Dieu ne se séparent jamais.” Og på dansk: ”Menneskenes børn må skilles, men Guds børn er altid sammen.”

Så sang Københavns Drengekor Scheins meditative ”Mit hjerte hviler stille” under ledelse af domkantor Ebbe Munk. Drengestemmerne fyldte rummet med en nærmest fløjlsblød klang som en hyldest til den musikglade prins, som var korets protektor.

Ligesom Erik Norman Svendsen i sin tale understregede Guds omsorg også i mørkets dal, blev den side af den kristne tro fremhævet, da menigheden sang B.S. Ingemanns ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”. B.S. Ingemann er måske den af Danmarks salmedigtere, som bedst udtrykker Guds omsorg for sin skabning. Og ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud” er ingen undtagelse.

Så fulgte jordpåkastelsen. Det var jord fra vinmarkerne ved Château de Cayx og Marselisborg Slot, som den kongelige konfessionarius tre gange kastede på kisten med ordene:

”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.”

Den sidste salme var ”Du, som har tændt millioner af stjerner”. Den salme havde prins Henrik ønsket sunget ved sin bisættelse. Salmen er skrevet af biskop Johannes Johansen til FDF’s landslejr i 1981 og er siden sunget ved mange lejrbål, men den kan også synges ved en kiste på en dag, hvor boet gøres op med tak for lysende dage, tak til dem, som støttede, og blikket vendt mod den, som vogter og værner også i dødens blund.

Da dronning Margrethe og prins Henrik blev gift for snart 51 år siden, foreslog prins Henrik, at de gik ud af kirken til toner af den franske komponist Charles-Marie Widor. Der var også valgt pompøs fransk orgelmusik som postludium til bisættelsen i slotskirken, nemlig César Francks ”Piéce Héroïque”.

10 officerer fra Den Kongelige Livgarde bar, og bag kisten gik Dronningen med den kongelige konfessionarius ved sin side, mens en pompøs improvisation over ”Se, nu stiger solen” fyldte kirken. De mange fremmødte ved kirken så en regent omgivet af den nærmeste familie, mens officererne bar kisten til den ventende rustvogn, der kørte væk gennem en allé af sænkede faner, mens kirkeklokkerne ringede og samlede hele Danmark.

Salmernes bog, Sl. 23