Marvin fik først en far, da han var to år. På papiret, i hvert fald. Den mand, der havde gjort hans mor gravid, nægtede sit faderskab og havde i flere år held med at undgå blodprøver og indkaldelser til Statsforvaltningen. Til sidst blev han dømt in absentia på baggrund af en gammel blodprøve fra en anden faderskabssag.
Selvom Marvins sag hører til de mere spektakulære, så er han langt fra det eneste barn, der får tildelt en far i retten. Omkring 1000 børn får hvert år bestemt deres biologiske ophav ved hjælp af en DNA-prøve og en retslig afgørelse, fordi deres fædre ikke vil vedkende sig faderskabet uden håndfaste tekniske beviser.
Marvins mor, Inge Frost Larsen, havde ikke planlagt at blive gravid, da hun efter afslutningen på et kort forhold stod med en positiv test i hånden. Alligevel virkede det helt forkert at vælge en abort. Derfor kontaktede hun manden og fortalte ham om graviditeten.
Jeg ville allerhelst have, at han deltog. Marvin skulle jo have en far. Men han var ikke interesseret og begyndte at opføre sig vredt og mærkeligt. Han nægtede, at han havde noget med det at gøre og fortalte, at han allerede havde fire børn, men kun så tre af dem, og at det her ville ødelægge det hele for ham, fortæller Inge Frost Larsen.
Det stod ret hurtigt klart, at Marvins far ikke ville være til stede i sit barns liv på en god måde. Men Inge Frost Larsen valgte alligevel at udfylde faderskabsblanketten, da Marvin kom til verden den første forårsdag i april 2006. For selvom Marvin ikke ville få en far i kød og blod, så skulle han i hvert fald vide, hvem han var.
Og det er der god fornuft i, mener Johannes Brejner. Han ejer og driver det netbaserede DNA-test.dk, der formidler testpakker for godt 1600 kroner stykket. Det er hans erfaring, at jagten på en far ikke bliver mindre med alderen.
Det er klart, at vi har mange fædre og mødre, der skal have svar på, hvem der er faderen til et barn her og nu, men vi har også mange eksempler på kunder, der er godt oppe i alderen, når de søger svar, siger han.
For et par måneder siden fik han en henvendelse fra en 97-årig mand, der de seneste mange år af sit liv havde været i tvivl om, hvorvidt han var far til det yngste af sine tre børn der på det tidspunkt alle havde rundet de 60 år. Efter hans kones død besluttede han sig for at få ren besked og lod sig selv og sine tre børn teste. DNA-prøverne viste, at han ikke havde haft nogen grund til bekymring, hvad angik det yngste barn. Til gengæld viste det sig, at han ikke var far til den ældste. Familien blev selvfølgelig chokeret, men resultatet ændrede ikke ved deres indbyrdes forhold.
Det eksempel viser jo, at det ikke kun er, når børnene er små, at de her spørgsmål trænger sig på. Den her familie havde ikke planer om at skrive testamentet om eller noget. De ville bare have vished, og nu var det ved at være sidste udkald, fordi moderen var død og faderen så gammel, siger Johannes Brejner.
Ikke sjældent er der overraskelser, når DNA-prøverne kommer tilbage fra laboratoriet. I omkring 30 procent af sagerne viser det sig faktisk, at den formodede far alligevel ikke er far til barnet. Inge Frost Larsen var dog aldrig i tvivl om, hvem Marvins far var, selvom han gjorde alt for at løbe fra ansvaret. Hun forlangte ikke noget af ham blot et håndfast bevis på, at Marvin havde en far.
Interessen for de håndfaste beviser eller DNA-test er især opstået som følge af den løbende diskussion om biologisk ophav, mener psykiater og lektor på Københavns Universitet, Birgit Petersson. De seneste 25 år har forskerne fået stadig mere specifik viden om strukturen på vores arvemateriale, og det har rykket på forestillingerne om, hvor meget det er miljøet, og hvor meget det er generne, der bestemmer vores natur.
Samtidig er der sket en individualisering i form af større fokus på, hvad vi som individer kan, vil og har ret til. Særligt rettighedstanken har påvirket tilbuddene i sundhedssektoren og har eksempelvis gjort, at vi i dag ikke bare har ret til et barn, vi føler også, at vi har ret til at kende barnets far, siger hun.
Marvins far gav sig aldrig. Alligevel er Inge Frost Larsen ikke i tvivl om, at hun gjorde det rigtige ved at kræve en DNA-test. Treårige Marvin er begyndt at spørge, hvem hans far er, når de andre fædre tropper op i institutionen, og det er rart at kunne give ham et svar. Inge plejer at sige, at han bor langt væk, og det svar har stillet Marvin tilfreds indtil for nylig.
Men for et par uger siden sagde han, at han ville tage toget og besøge sin far. Jeg sagde, at det ikke var lige til, men Marvin sagde bare, at så ville han tage et rigtigt stort tog. Så jeg er godt klar over, at spørgsmålene og svarene vil blive sværere, siger Inge Frost Larsen.