Prøv avisen

En fastholdelse gør altid indtryk på et barn

Mikkel Georgesen er ved at uddanne sig på Hotel- og Restaurantskolen i København. Han har ellers masser af idéer til, hvordan pædagoger på anbringelsessteder for børn og unge burde arbejde, men han har ingen lyst til selv at blive pædagog. Han har haft for mange dårlige oplevelser med dem. – Foto: Søren Staal.

Mikkel Georgesen har boet på tre opholdssteder på seks år. Hans temperament resulterede i talrige konfrontationer med pædagogerne

Mikkel Georgesen rammer gulvet med et hårdt bump.

En pædagog sidder på ryggen af ham og tvinger hans arme om på ryggen. Samtidig presser pædagogen hans hoved ud til siden med kinden fast mod gulvet. En anden pædagog har fat i Mikkels ben, som han krydser og løfter, mens han presser dem fremad. Grebet er en såkaldt benlås, som alene i Danmark har ført til flere dødsfald, når politi- og fængselsbetjente har benyttet den over for demonstranter og indsatte. Idet benene presses fremad, bliver trykket på lungerne så stort, at det kan føre til kvælning.

LÆS OGSÅ: Store udsving i bosteders brug af magt

Mikkel kan ikke få luft og bliver derfor endnu mere uregerlig.

Det gjorde jo meget ondt, og så gør man bare endnu mere modstand. Man kan på ingen måde slappe af og falde til ro, når det gør så ondt, fortæller han.

Derfor kæmper han imod. Trods sine kun 12 år vrider han sig så meget, at begge pædagoger ser sig nødsaget til at blive siddende oven på ham og fastholde ham i benlås. Til sidst er Mikkel så udmattet, at han slapper af. Pædagogerne fjerner sig, og Mikkel får lov at gå ind på sit værelse.

I dag kan 16-årige Mikkel Georgesen ikke huske, hvad der udløste fastholdelsen. Til gengæld husker han selve fastholdelsen ned til mindste detalje. Sådan har han det med næsten alle de magtanvendelser, han har været udsat for. Og sådan har alle anbragte børn det, mener han.

En fastholdelse gør altid indtryk på et barn. Børn på opholdssteder kan huske stort set alt, hvad der er foregået af den slags. En fastholdelse er jo ubehagelig, og man føler sig ydmyget og svag, når de holder en fast.

Mikkel Georgesen blev fjernet fra sine forældre som 11-årig. Siden da har han boet på tre forskellige opholdssteder for anbragte børn. Tre steder, hvor pædagogernes brug af fysisk magt har været som nat og dag.

Han er ikke meget for at tale om, hvorfor han ikke kunne bo med sine forældre, som blev skilt, da han var 11 år. Men han stak af fra moderen, som han boede hos, og det var ikke muligt at bo hos faderen. Måske fordi faderen drak eller var på kontanthjælp, mener Mikkel.

Men kernen er, at han blev fjernet fra hjemmet og anbragt på et opholdssted. En plejefamilie var ikke muligt på grund af hans voldsomme temperament. Derfor blev han placeret på et opholdssted ved Brønderslev, hvor han allerede efter et par måneder sparkede ud efter en pædagog i et raserianfald. Det resulterede i, at to pædagoger lagde ham ned og holdt hans arme. Men det foregik forholdsvis roligt, husker han.

Det gjorde ikke ondt, de var ikke voldsomme, og de lagde ikke kræfter i. De trak bare en streg: hertil og ikke længere.

Da Mikkel var faldet til ro, spurgte pædagogerne ham, om han vidste, hvorfor de havde lagt ham ned? Det vidste han egentlig godt, og han skrev sin forklaring ned. Hver gang ansatte på et anbringelsessted benytter fysisk magt over for børnene, skal det rapporteres til kommunen, og barnets forklaring skal medtages. Det blev Mikkels forklaring i dette tilfælde, men det er langtfra fast praksis alle steder, mener han. For mens han kun en gang blev lagt ned og fastholdt i løbet af et halvt år i Brønderslev, var fastholdelse mere reglen end undtagelsen på hans næste opholdssted.

Jeg ved, at ikke alle magtanvendelser bliver rapporteret. For hvis man som barn bliver fastholdt, skal man bagefter skrive under på, hvordan det er foregået. Men mange gange fik jeg bare at vide, at de havde været nødt til at holde mig, og at det var en konsekvens af, hvad jeg havde gjort, siger Mikkel.

Hans nye hjem på et opholdssted ved Brovst i Nordjylland var meget anderledes. Her var han udsat for en fastholdelse mindst to gange om måneden og i langt hårdere form, end han kendte til.

Hvis man diskuterede med særligt én pædagog, og man ikke gav ham ret, blev man sendt op på sit værelse. Hvis man nægtede det, tog han fat i en, og så røg man ned, siger Mikkel.

Han vedstår, at han også selv var skyld i nogle af de tilfælde, hvor pædagogerne håndterede ham med fysisk magt. Til tider var han på tværs med fuldt overlæg, og andre gange blev han så afsindigt rasende, at møbler og knytnæver fløg rundt i luften. Øl og en smule hash var heller ikke fremmed for ham på opholdsstedet. Men ved langt de fleste af fastholdelserne forstår han stadig ikke, hvorfor pædagogerne var så fysisk hårdhændede.

Når jeg blev sur eller ked af det, kunne de jo bare lade mig gå, så længe jeg ikke var til fare for nogen. Jeg har altid bedst kunnet løse det ved bare at gå, så at gå efter mig og søge en konfrontation, som de gjorde, er da grotesk på alle måder.

Efter et par år på opholdsstedet var forholdet mellem Mikkel og de ansatte så dårligt, at personalet var nødt til at være tre-fire personer om at holde ham, når han tændte af. Og jo mere de fastholdt ham, desto mere kæmpede han imod. Det kommunale tilsyn, som er lovmæssigt forpligtet til at sikre de anbragte børns vilkår og føre kontrol med brugen af fysisk magt, giver Mikkel ikke meget for.

I de fire år, jeg boede der, var der måske en person fra kommunen et par gange, og hun talte aldrig med os. Hun sagde bare hej og gik så ind på kontoret til et personalemøde.

Til sidst udviklede situationen på opholdsstedet sig så kritisk, at Mikkel truede sin sagsbehandler med at stikke af og forsvinde, hvis ikke han blev flyttet. Det pres bar til sidst frugt. Derfor fik han for omtrent tre måneder siden plads på et opholdssted ved Herfølge. Her har han ikke fået en eneste fastholdelse endnu, og han regner ikke med, at der kommer det.

De har én regel: frihed under ansvar. De har ikke haft en fastholdelse i over et år, for hvis vi bliver sure, går enten vi eller den ansatte væk i stedet for at søge konfrontationen.

Fordi Mikkel har oplevet så forskellige måder at blive håndteret på, efterlyser han en specialuddannelse for pædagogerne på anbringelsessteder for børn. Blandt andet med grundig undervisning i konflikthåndtering, så brugen af den fysiske magt minimeres.

Jeg synes kun, magt skal benyttes, hvis du er ved at tæske en anden person. Jeg indrømmer gerne, at det har været nødvendigt i et par tilfælde med mig, men når en ansat hiver i en for den mindste ting, er det umuligt at sige til sig selv, man skal slappe af.