Troels Kløvedal havde ikke noget imod at blive kaldt hippie. Men hvis det skal stå som overskrift over hans liv, må det være i ordets allerbedste og varmeste betydning.
Han, der har sejlet rundt om Jorden tre gange, plus det løse, kendte, i det meste af sit liv, ikke til fast arbejde. Til gengæld var han det faste holdepunkt for alle de mennesker, han i årenes løb havde om bord på ”Nordkaperen”. De lærte at sætte sejl og knytte tov, men det vigtigste lærte de, når de sad sammen med kaptajn Kløvedal i stjerneklare nætter eller høj sø og filosoferede over tilværelsen. Her satte han ord på sin taknemmelighed over livet og vigtigheden af, at mennesker omgås mennesker. Både dem, der er tættest på, og dem, der kan synes længst væk. Ordentlighed var hans varemærke.
Troels Kløvedal ville længst muligt ud med sine tanker og sin glæde over livet. 23 bøger blev det til, og lige fra den første ”Kærligheden, kildevandet... og det blå ocean” (1978) til den sidste ”Alle mine morgener på jorden” (2017) blev de læst af hundredetusindvis danskere og lå som oftest længe på boghandlernes bestsellerlister.
Troels Kløvedal havde heller ikke noget imod at blive ældre:
”Det er som at kravle op på et højt bjerg – man bliver lidt forpustet, men udsigten er bedere”, som han sagde i flere interview.
Selv da han i maj 2016 fik stillet diagnosen amyotrofisk lateral sklerose (als), en uhelbredelig sygdom, der de sidste år af hans liv forhindrede ham i at tale, spise eller trække vejret selv, gav han ikke køb på livsglæden. Fra sin gamle gård Gravlev Vestergaard tæt på Ebeltoft, der har været hans faste base siden 1980’erne, nød han dagligt udsigten over markerne og haven.
Mange troede fejlagtigt, at en sømand af verden som han boede et sted, hvor der var vand. Men som han sagde:
”Jeg har ærligt talt set vand nok”.
I stedet kiggede han ud på hønsene, på træerne og på blomsterne. Og på sine kære. Oftest var der besøg af et eller flere af hans fem børn eller deres efterkommere. Som til hans 75-årsfødselsdag i april i år, hvor 115 var inviteret til fest.
Men Troels Kløvedal kiggede også ned i sin iPad, for han holdt aldrig op med at kommunikere med omverdenen. Han berettede blandt andet for Kristeligt Dagblad om en dag i begyndelsen af dette årtusinde, hvor han sad sammen med vennen Ebbe Kløvedal Reich og spiste frokost i Kongens Have i København.
De to talte om, hvad visdom er. Ikke bare sådan løsrevet, men på en baggrund af, at Ebbe Kløvedal Reich vidste, at han snart skulle dø. De to venner kom ikke til nogen konklusion, men enedes om at konstatere, at visdom altid bliver defineret af dem, der kan udtrykke sig, men lige så vel kan findes hos tavse mennesker.
Nu er Troels Kløvedal blevet tavs. Men takket være hans mange bøger og tv-udsendelser fra fjerne egne af verden vil hans stemme stadig lyde, og hans tanker leve videre.
Det er blandt andet tanker om kristendommen. Troels Kløvedal kaldte sig kulturkristen i ordets bedste betydning. Han besøgte altid kirker, når han rejste, og han satte sig grundigt ind i menneskers religiøse forestillinger. Selv opdragede han sine børn til at lytte efter dem, der søger sandheden, men være på vagt over for dem, der siger, de har fundet den. Han stod uden for folkekirken i det meste af sit voksenliv, men meldte sig ind i et af sine sidste leveår. Ved samme lejlighed bestemte han, at han ville begraves fra Holmens Kirke i København. Ateistiske begravelser mangler format og skønhed, mente han. Gud var for ham noget universelt fyldt med skabelse, skønhed og eksistens.
Troels Beha Erichsen hed han fra barnsben. Sit berømte Kløvedal-navn tog han sammen med blandt andre Ebbe Kløvedal Reich i det kollektiv, de begge var med til at skabe i Hellerup nord for København i 1968. Kollektivet fik navnet ”Maos Lyst” efter elverriget i Tolkiens ”Ringenes Herre”. Troels Kløvedal var mellemste barn af fem i familien Beha Erichsen, der blandt andet også tæller socialrådgiveren Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen.
Forældrene blev skilt, og oveni det mistede børnene deres mor, da Troels var 11 år. Han kom i pleje og senere på kostskole. At det var meget svære år for den unge Troels, kan man læse i hans bog ”Den tynde hud”. I timerne sagde han ikke meget, så en boglig uddannelse kom aldrig på tale. I stedet kom han i lære som skibsbygger og siden skibselektriker. Uddannelser, der skulle vise sig at være særdeles nyttige i hans liv som sejlende eventyrer.
Troels Kløvedal efterlader sig sin kone, Else-Marie Meldgaard, der er gymnasielektor, fem børn og en stor flok børnebørn.