Kan man holde til et liv, hvor skiftende adresser gør det umuligt at tage et fast arbejde, og hvor gavmilde menneskers tilbud om husly i landejendomme eller i mindre provinsbyer er helt afgørende?
Nej. Nok ikke i længden. Ikke desto mindre er det sådan, at den 35-årige Ahmed Akkari har levet, efter at han sidste sommer trådte frem og erklærede, at han tog afstand fra islamismen og sine egne handlinger under Muhammed-krisen i 2005 og 2006. Siden efteråret har han været helt afhængig af gode menneskers hjælp, og han har blandt andet været indlogeret i længere tid hos en præst og en journalist.
Ahmed Akkari spillede en helt central rolle under Muhammedkrisen, hvor han deltog i den delegation af danske muslimer, der rejste til Mellemøsten, og på et tidspunkt blev han talsmand for gruppen. Rejsen var med til at opildne til de demonstrationer og ambassadeafbrændinger, som kostede mange hundrede mennesker livet og siden er blevet betegnet som Danmarks voldsomste udenrigspolitiske krise efter Anden Verdenskrig. I denne uge udkommer bogen Min afsked med islamismen. I bogen kaster Akkari blandt andet nyt lys over den omstridte delegationsrejse til Mellemøsten. Han forklarer, hvordan de danske imamer mødtes med de to terrororganisationer Hamas og Hizbollah. Ud over at indeholde en detaljeret beskrivelse af Muhammed-krisen er bogen også en beskrivelse af Ahmed Akkaris personlige historie og omvendelsen til islam. Undervejs opstod små sprækker af tvivl. En tvivl, Ahmed Akkari selv tilskriver den dannelse, han har modtaget i den danske folkeskole.
LÆS OGSÅ: Tidligere dødsfjender kæmper sammen mod islamisme
Ahmed Akkari blev født i en libanesisk middelklassefamilie i 1978. Men den trygge tilværelse i havnebyen Tripoli fik en brat ende, da familiens hus kom i skudlinjen mellem to militser. Familien flygtede til Danmark, da Ahmed var syv år, og de bosatte sig i Hurup i Nordjylland. Da han var 11 år besluttede hans far at rejse tilbage til Libanon, men Ahmed og hans søskende trivedes ikke i det oprindelige hjemland, og familien besluttede derfor at vende tilbage til Danmark. I mellemtiden var familiens opholdstilladelse blevet inddraget, og da hans far var psykisk skrøbelig, måtte unge Ahmed gå forrest i kampen for at sikre opholdstilladelsen i Danmark. Det lykkedes, og den hjertegribende historie er beskrevet i en dokumentar på P1.
Som 15-årig beboer på et asylcenter blev Ahmed Akkari introduceret til de sociale aktiviteter i moskéen i Danmarksgade i Aalborg. Ahmed Akkari beskriver sig selv som en naiv og søgende teenager. I moskéen han fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Han fik indprentet, at sandheden står i Koranen, og at det er fatalt at afvige. Han fortæller, hvordan hans mentale barriere forsvandt bid for bid, og hvordan han gradvis blev en del af det yderligtgående muslimske miljø i Danmark, der tæller en broget skare af jihadister, salafister, muslimske brødre og Hizb ut-Tahrir. Alle har de det tilfælles, at de betragter Koranen og profeten Muhammeds ord og handlinger som ubøjelige love for mennesker. En fundamentalistisk tankegang, der ifølge Akkaris vurdering præger cirka en fjerdedel af alle muslimer i Danmark i en eller anden grad.
Det er en befrielse at få fortalt sin historie. Jeg håber, den vil give det danske samfund en forståelse af tankegangen i de islamistiske miljøer, og at den vil appellere til unge muslimer og være med til at højne deres kritiske sans over for nogle af de ting, de har med sig i deres kulturelle bagage. Det er vigtigt for mig at sige, at en muslimsk kvinde, der går med tørklæde ikke nødvendigvis er islamist. Men går hun med tørklæde, fordi hun kun på den måde kan blive betragtet som et godt menneske, så er det udtryk for islamismens infektion, siger Ahmed Akkari, da vi mødes på et konditori på en øde gågade i en lille provinsby. Stedet er valgt, fordi Akkari kan færdes her uden at blive genkendt.
Ahmed Akkari er en venlig mand, der i anledning af dagens flere medieinterview er iført sort skjorte, sort jakke og nydelige cowboybukser. Men det er også tydeligt, at det seneste halve års delvise under jorden-tilværelse har haft en pris. Han virker mere træt, end da han i sensommeren udtalte sig til både danske og internationale medier. Han har haft succes med flere gymnasieforedrag om sin usædvanlige exit fra det islamistiske miljø. Til gengæld betegner han sine bestræbelser på at få det muslimske miljø i tale som en mission, der er gået helt galt. I oktober og november blev flere anholdt, da han talte ved møder i Aarhus og Odense. Imamerne holdt sig væk, og de unge, der mødte frem, betegnede ham som en idiot. Hans budskab om, at muslimske indvandrere har meget at være Danmark taknemlig for, faldt i den grad til jorden.
Det frustrerende er ikke, at de, der kom til mødet, mente noget andet end mig. Det frustrerende er, at vi ikke kan have en fri debat i muslimske kredse. Selvom jeg ikke er enig med højrefløjen i Danmark, så synes jeg, det er befriende, at de bekender ærligt, hvor de står. Det kunne det islamistiske miljø lære meget af, siger Ahmed Akkari ikke uden en vis resignation. For hvad skal man stille op, når for eksempel Det Islamiske Trossamfund afviser enhver kritik med standardudsagnet ingen kommentarer? Akkari aner det ikke.
Resignation var ikke den fremherskende følelse, da Ahmed Akkari den 30. september 2005 blev ringet op af imam Raed Hlayel fra den omstridte Grimshøj-moské i Aarhus.
Har du set tegningerne i Jyllandsposten?, spurgte Halayel den unge Akkari, der var kendt for sine hardcore holdninger. Samme aften mødtes en gruppe imamer i en lejlighed på femte sal i Gellerup for at drøfte de 12 satiretegninger af profeten Muhammed. De religiøse ledere kontaktede kolleger i København og Odense, og efter nogle måneder rullede lavinen.
I bogen fortæller Akkari, hvordan den danske delegation mødtes med Hizbollah i Beirut. Det fortælles også, hvordan Det Muslimske Broderskab i Danmark og under offentlighedens radar hjalp arbejdsgruppen i forsøget på at gøre protesterne globale og formidlede kontakten til Hamas, som i lighed med Hizbollah både er en politisk bevægelse og ifølge flere vestlige lande også en terrororganisation.
LÆS OGSÅ: Forsoning i bogens form
Vores besøg hos Hamas og Hizbollah måtte for enhver pris holdes skjult for den danske offentlighed. Blev vores samarbejde med den kendte terrororganisation afsløret, ville vi miste enhver sympati, forklarer Akkari, der betegner Muhammed-krisen som et symptom på et islamistisk miljø, hvor man udadtil går ind for integration, åbenhed og demokrati. Men indadtil tager afstand fra det danske samfunds værdier.
Internt mener islamister i Danmark, at de, der forhåner Muhammed, fortjener at dø. Men på grund af omstændighederne i Europa vil de aldrig sige de ting højt, forklarer Ahmed Akkari.
Selvom Ahmed Akkari ikke var uddannet imam fra et universitet, så lykkedes det ham at opnå den uformelle betegnelse imam, allerede da han var i begyndelsen af tyverne. Titlen gav ham også en lang række rettigheder. Ikke blot kunne han forestå vielser og godkende skilsmisser. Han blev ofte ringet op af muslimer, der spurgte ham om alt fra køb af fladskærme til personlige tanker om kærlighed og jalousi.
Noget af det, der slog mig, var, hvor omfattende den islamistiske magt i ghettoerne var. Nu, hvor jeg selv sad ved styrepinden, kunne jeg se alle tandhjul i det religiøse maskineri arbejde, og jeg var forbløffet over min indflydelses rækkevidde. Ellers intelligente mennesker turde groft sagt ikke træffe en selvstændig beslutning, fordi de var bange for uforvarende at falde i unåde. Først og fremmest hos Gud, sekundært hos den magtfulde religiøse elite, som jeg nu var en del af, fortæller Ahmed Akkari i bogen.
Han forklarer, at de muslimer, der konstant søgte råd, ofte blev knyttet så tæt til imamerne, at de kom til at fungere som en slags fremskudte lyttestationer for den lille religiøse elite. Så eller hørte de noget, som de mente kunne være i strid med sharialoven og islams ånd, så greb de straks telefonen.
Ahmed Akkari beskriver i bogen, hvordan muslimske friskoler udadtil er fortalere for fred og forståelse, men hvordan han selv har oplevet lærere fortælle eleverne, at det er enhver muslims pligt at hade israelerne, der har stjålet det hellige land. Samme dobbelthed gør sig gældende i flere moskéer, der ifølge Akkari ikke er sene til at udnytte den danske lovgivning.
LÆS OGSÅ: Akkari: Vi er dømt til konstant at forholde os til religion
I miljøet har jeg oplevet, at der blev grinet af, hvordan den danske stat var med til at finansiere indsatsen for at fremme budskaber fra moskéerne. Bestyrelserne i moskéerne var så godt inde i reglerne, at de behændigt forstod at udnytte lovgivningen, fortæller Ahmed Akkari og henviser til, at moskéen i Danmarksgade i Aalborg modtog tilskud 220.000 kroner i tilskud om året til blandt andet gymnastik og træning af motorik for unge, men ifølge Akkari var den i dag lukkede moské en islamistisk moské og intet andet. Han henviser til, at en af de faste brugere var den mand, der i 2010 trængte ind i Muhammed-tegneren Kurt Wester-gaards hjem og forsøgte at dræbe ham.
I foråret 2014 åbner Danmarks første stormoské i Rovsinggade i København. Moskéens imam, lægen Jehad Al Farra, har i et interview i Kristeligt Dagblad forklaret sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, og Ahmed Akkari er ikke i tvivl om, at netop broderskabet bliver en af de største trusler i Europa i fremtiden.
På overfladen er de muslimske brødre velintegrerede, og de prædiker, at muslimer skal integrere sig og uddanne sig. Men under overfladen modarbejder de demokratiet. Den gamle tanke om, at vejen frem mod underklassens frigørelse er uddannelse, gælder ikke rigtigt i forhold til udfordringer, der er i islamismen. Jeg tog selv en uddannelse som lærer, og den førte mig da ikke nærmere det danske samfund.
Det store spørgsmål er naturligvis, om ikke den forhenværende islamistiske hardliner dømmer sit tidligere miljø med en mangel på nuancer, som var han selv blevet en højreorienteret værdikriger.
Det afviser Akkari.
Jeg fremlægger mine egne oplevelser. Men det er selvfølgelig op til journalister og andre at undersøge, om friskoler og moskéer overholder lovgivningen, siger Akkari.
Hvad er så grunden til hans bekendelser? Ahmed Akkari virker oprigtig, da han siger:
Jeg var naiv, men er dog stadig skyldig i de ting, jeg gjorde under Muhammed-krisen. Jeg håber, at jeg kan gøre lidt af skaden god igen ved at åbne danskernes øjne for den trussel, som islamismen udgør.
På det personlige plan aner Ahmed Akkari ikke, hvad fremtiden vil bringe.
Mine forældre har gennem hele mit voksne liv gerne villet have, at jeg skulle leve mere normalt og bruge min uddannelse. Det mener de stadig væk. Men lige nu har jeg ingen planer, siger Akkari, inden han går videre ned ad den mennesketomme gågade.
Religionen skal være åben
Hvor står du rent trosmæssigt i dag?
"Jeg er meget inspireret af filosoffen Ole Thyssens bog Det Filosofiske Blik. Den sætter ord på mange af de ting, jeg overvejer lige nu. Hvor den religiøse tankegang henviser til bestemte dogmer, så er filosofien åben og søgende. Filosofi betyder at undre sig. Der bliver hele tiden rejst spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor."
"Når alle sandheder ikke på forhånd er givet, så betyder det, at vi kan forholde os mere aktivt til tilværelsen."
Er du stadig muslim?
"Det spørgsmål synes jeg, man skal stille muslimerne. Jeg har ikke besøgt moskéen i lang tid. I dag definerer jeg mig selv udfra et menneskeligt udgangspunkt, ikke udfra et religiøst synspunkt. Jeg er ikke imod religion, og jeg betragter ikke mig selv som ateist. Jeg mener, at der er en skaberkraft. Men jeg mener også, at der mangler plads til frihed i lukkede religiøse miljøer, hvor dogmer betragtes som absolutte sandheder.
Hvad mener du om kristendommen?
"I min læsning har jeg hentet inspiration fra tænkere, der er inspireret af kristendommen."
"Jeg er også meget inspireret af Grundtvigs tanker. Jeg synes for eksempel, det er et vigtigt, at han har inspireret til frimenigheder. Det er et vigtigt skridt for adskillelsen af kirke og stat. Den adskillelse er ikke sket i islam."
Hvad er din holdning til islam?
"Det er en af de store verdensreligioner, og det respekterer jeg. Men der er noget frygteligt galt i den selvopfattelse, muslimer har. Verden har forandret sig og består ikke længere af små enklaver. Allerede i 1400-tallet udviklede Giovanni Pico della Mirandola 900 teser, der kunne samle verden, ligeyldigt om vi er fra Indien, Afrika eller Norden, så er vi alle fælles om liv og død. Den tænkning er jeg meget inspireret af."