Prøv avisen

Én ”innovationsrebel” var ikke nok. DSB ansætter tre af slagsen

”Varm luft” og ”fuld plade i floskel-bingo” lød kritikken af et jobopslag fra DSB, der søgte en såkaldt innovationsrebel. Borgere og meningsdannere var i altovervejende grad enige om, at DSB burde bruge mindre tid på rebelsk innovation og mere tid på kerneydelsen: at få togene til at køre til tiden. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flere gjorde grin med DSB, da virksomheden tidligere på året søgte en såkaldt innovationsrebel. Nu har man ansat hele tre innovationsrebeller, men der er en overhængende fare for ukonkret pseudoarbejde, lyder kritikken, mens ekspert dumper den omtalte jobtitel

Hvis man følte sig i stand til at ”agere sparringsinspirator på problemidentificering og formulering af gode HMW (How Might We)-spørgsmål”, ”udbrede innovation og sprints som tilgang i forretningens leverancemodeller: projektmodel og scaled agile” og ”tale et fælles innovationssprog i hele organisationen”, kunne man tidligere på året søge en stilling som såkaldt innovationsrebel hos DSB.

Det usædvanlige stillingsopslag blev fra flere sider mødt med undren over, hvad jobbet reelt gik ud på, og de sociale medier flød over med drilske kommentarer. ”Varm luft” og ”fuld plade i floskel-bingo” lød kritikken fra en række borgere og meningsdannere, som i altovervejende grad mente, at DSB burde bruge mindre tid på rebelsk innovation og mere tid på kerneydelsen: at få togene til at køre til tiden.

Ikke desto mindre væltede ansøgningerne ind, lyder det fra DSB, som nu har ansat ikke bare én, men tre innovationsrebeller.

Men dermed har man også tredoblet risikoen for, hvad der meget hurtigt kan blive ”et arnested for pseudoarbejde uden konkrete resultater”, lyder kritikken fra Dennis Nørmark, antropolog og medforfatter til bogen ”Pseudoarbejde”.

”Jeg tror, at hvis man sendte et spørgeskema ud til DSB’s kunder, ville de kunne komme med innovative forslag, som gør tre innovationsrebeller fuldstændig overflødige,” siger Dennis Nørmark og fortsætter:

”Man får fornemmelsen af, at det kommer til at betyde en masse workshops og PowerPoint-præsentationer. Når outputtet er så vagt, og når jobbeskrivelsen er så fuld af floskler, som den er, så er der en overhængende fare for, at det bliver endnu flere ligegyldige stillinger, ingen tænker over igen,” siger han.

Det afviser Clarissa Eva Leon, som er chef for DSB-afdelingen Digital Labs, der har eksisteret i to år, og som innovationsrebellerne fungerer under.

Hun tilføjer, at kundeundersøgelser faktisk bliver en kerneopgave for innovationsrebellerne, ligesom hun forsikrer, at passagererne hurtigt vil kunne mærke innovationsrebellernes arbejde, som skal bygge videre på flere af de erfaringer, man har gjort sig siden etableringen af Digital Labs for to år siden.

”Vi har for eksempel udviklet en løsning med kunstig intelligens, som forudsiger ledig kapacitet i togene. Dermed kan vi udbyde flere billige Orange-billetter. Vi arbejder også med konkrete løsninger inden for trafikinformation: Hvad kan vi gøre under for eksempel sporarbejder eller forsinkelser i fremtiden?”.

”Vi testede målrettet sporarbejdet på Frederikssund-sporet i sommer. Og så har vi testet en loyalitetsløsning med kunder for, hvordan man som loyal kunde kan optjene point på sine rejser og bruge dem på togrelaterede goder, som man kender det fra eksempelvis flyindustrien. Ligesom vi er startet med at kigge på den store mængde data, vi har fra vores aldrende togflåde, og ser på, om og hvordan vi kan bruge den til at forudsige tognedbrud ved hjælp af nye teknologier, hvilket kan give flere tog til tiden,” siger Clarissa Eva Leon.

DSB’s fokus på kunstig intelligens fremgår også af jobbeskrivelsen. Her står, at man som innovationsrebel ”vil komme til at arbejde med AI og machine learning, og det er ikke utænkeligt, at du vil kunne 3D printe din egen robot og få den til at hente din kaffe, når vi holder Innovation Friday, hvor vi for alvor tillader os at være nysgerrige.”

Men det stiller Dennis Nørmark sig skeptisk over for. Han tvivler stærkt på, at innovationsrebellerne vil hjælpe synderligt meget på brugeroplevelsen i DSB’s tog.

”Hvis de arbejder med eksempelvis kunstig intelligens, er det jo udmærket. Man kan så undre sig over, at der går en fuldtidsstilling med det, og især tre hele fuldtidsstillinger. Og hvorfor skriver de så ikke, at de for eksempel ønsker en tech-person med en dyb viden om kunstig intelligens? Jobbeskrivelsen lyder, som om det vil tiltrække en masse kommunikationsmennesker fra Roskilde Universitet,” siger Dennis Nørmark.

Der er gået inflation i smarte jobtitler, og noget af det virker ”langt ude”, mener Søren Bechmann, forfatter til flere bøger om kundetilfredshed og direktør i Service Design Institute, som beskæftiger sig med rådgivning om og nyskabelse af serviceydelser for organisationer.

Han kan godt se, hvorfor der især i DSB skal tænkes nyt, og han mener, at virksomheden har gode grunde til at ansætte innovativt tænkende personer, men:

”Der er helt klart gået mode i de smarte titler. Der er en, der har kaldt det her for ’fuld plade i floskel-bingo’. Og det er helt åbenlyst, at mange amerikaniserede udtryk er kommet ind over, og noget af det er jo rent til grin. Det er også der, at DSB et eller andet sted dumper i den her øvelse,” siger Søren Bechmann.

Clarissa Eva Leon indvender, at behovet for at løse virksomhedens udfordringer er så store, at nytænkning er en nødvendighed. Hun siger dog også, at navnet ”innovationsrebel” mest var for brandingens skyld.

”Der har været meget omtale af jobopslaget, og jeg synes, der kom til at være for meget fokus på de fagudtryk, der blev brugt. Innovation blev til noget, der var meget abstrakt. Og det behøver det slet ikke at være, sådan som vi arbejder med det. Det er en struktureret måde at afhjælpe nogle af de store udfordringer, vi har som virksomhed. Det handler om at arbejde på en smartere måde. Jeg synes, det er ærgerligt, at fokus kom væk fra det,” siger hun.

Men er det ikke jeres egen skyld, når I nu bruger formuleringer, som at man skal kunne stille gode how might we-spørgsmål og udbrede innovation og sprints i forretningens leverancemodeller?

”Jo, men igen kom der alt for meget fokus på fagudtrykkene i stillingsopslaget. Det var målrettet de kandidater, vi søgte. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at læse det jobopslag – ligesom det ville være at læse et jobopslag for eksempelvis en programmør.”

”Men metodikken er slet ikke så abstrakt. Og den handler jo om at fokusere på problemstillinger med udgangspunkt i vores kunder ved at ’bygge småt’ og hurtigt få testet idéer med rigtige kunder, så vi kan bruge de knappe ressourcer på noget, som rent faktisk skaber kundeværdi.” siger Clarissa Eva Leon.