I tiden omkring 1920 spillede kirken og menneskers tilknytning til den stadig en betydelig rolle i Sønderjylland. Kirkens ledere og præsterne, som arbejdede både på dansk og tysk, var meningsdannere i den store samfundsdebat og i lokale spørgsmål.
Stort set alle borgere brugte dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Kirken var en indflydelsesrig samfundsmagt. Danske og tyske boede ofte dør om dør, og det nationale og det sproglige spørgsmål kom gang på gang til debat, ikke mindst efter at øvrigheden sidst i 1800tallet havde forstærket ”fortyskningen” i kirke og skole.
1. Sådan så kirken ud før Genforeningen i Nordslesvig
Efter den prøjsiske sejr i 1864 blev der i Kiel oprettet et Landeskonsistorium for denne nye provins Schleswig-Holstein. Dets præsident var en jurist – altså en ikke-gejstlig. Kirkens overhoved var den prøjsiske konge. Den åndelige leder af kirken var en generalsuperintendent (biskop).
Præsternes uddannelse bestod i teologiske studier, som regel ved Kiels universitet, og kursus i praktisk teologi. De mænd, som ønskede et præsteembede i Nordslesvig, skulle desuden gennemføre et kursus ved et pastoralseminarium i Haderslev, hvor de skulle lære det danske sprog og få et vist indblik i det danske mindretals forhold.
Hvert andet år afholdtes provstisynoder. Præsterne havde mødepligt og indfandt sig med to lægmænd fra hvert sogn. Forinden skulle de indsende en beretning om sognets tilstand siden sidste synode. En af præsterne holdt foredrag, og under livlig debat behandlede man aktuelle emner, provstiets økonomi og andre fællessager. På denne baggrund indsendtes en rapport til konsistoriet.
Oven over provstisynoderne stod fællessynoden, som samledes hvert tredje år i Rendsborg. I de enkelte sogne blev kirken styret af valgte kirkeforstandere. Sognepræsten var født formand for menighedsrepræsentationen – og i øvrigt skoleinspektør.
Biskoppen og de enkelte provster foretog jævnligt besøgsrunder, visitatser, i sognene. Provsten kom dog ikke uanmeldt. En god måneds tid i forvejen meddelte han, hvornår han agtede at indfinde sig. Han dikterede, hvordan præst, degn, menighed, skolebørn og lærere skulle forberede sig og indsende et udfyldt fortrykt skema om sognets tilstand.
Under besøget holdt præsten prædiken over en opgivet tekst. Således var den nordslesvigske kirke stramt organiseret med et effektivt administrationssystem og et synodesystem, hvor præster og lægfolk havde indflydelse både på kirkestyret, økonomien og det læremæssige indhold.
Den største kirkelige bevægelse var Indre Mission i Nordslesvig. Den splittedes, da en række præster meldte sig ud og dannede en i kirkelig henseende mere konservativ bevægelse, Det gamle Budskabs Indre Mission (1912). Stor indflydelse i disse kredse havde Missionsanstalten i Breklum, hvor man uddannede missionærer til ydre mission, prædikanter til indremissionsk virke, udgav blade og bøger og holdt store stævner.
Lige så stor betydning havde Diakonisseanstalten i Flensborg med hospital og uddannelsessted samt Brødremenigheden i Christiansfeld. Der fandtes også en mindre Luthersk Missionsforening.
Povl Nødgaard.
I seks byer var der endvidere oprettet overvejende grundtvigske frimenigheder med kirker og forsamlingshuse.
2. Der var to sprog, også i kirken
Sproget i den kirkelige administration var naturligvis tysk, men i de fleste sogne holdtes der gudstjenester på tysk og dansk. Flere af præsterne prøvede at løfte sig op over det nationale. De ville være neutrale, for sjælenes frelse var vigtigere end den nationale modsætning. De var ”helsognspræster”, betjente sogneboerne på tysk eller dansk, alt efter deres indstilling.
Kirkegangen var gerne stor. Det var ikke usædvanligt, at det gennemsnitlige antal deltagere i søndagsgudstjenesten lå på omkring 10-15 procent, ja, i enkelte sogne på 25 procent af befolkningen. Til sammenligning: i folkekirken nu ligger den på cirka 2 procent.
I liturgien fastholdt man den gamle ordning helt fra reformationstiden med ”Kyrie” og ”Gloria”, efterfulgt af trosbekendelse, epistellæsning og så videre. Messeklæder brugte man ikke.
Bemærkelsesværdigt er det, at man ved de kirkelige handlinger anvendte personregistrering: Det var de borgerlige myndigheder, som modtog og indførte alle anmeldelser om fødsel, ægteskab og dødsfald, mens man i kirkebøgerne blot indskrev de tilsvarende kirkelige handlinger.
Alle ægteskaber skulle indgås borgerligt. Hvis det ønskedes, kunne man derefter supplere med en kirkelig velsignelse. Specielt var også, at dåb stort set altid foregik som hjemmedåb, og at man kunne gennemføre dåben uden forsagelsen og tilspørgslen.
Nadveren, som holdtes kun få gange om året, foregik som regel, efter at gudstjenesten var afsluttet.
I de fleste sogne brugte man Erik Pontoppidans salmebog fra 1740, men i 1889 godkendte synoden i Rendsborg indførelsen af ”Evangelisk-luthersk Psalmebog” for de dansktalende menigheder i Slesvig.
3. Det gav kirkelige udfordringer, da tysk Nordslesvig blev til dansk Sønderjylland i 1920
Ved afstemningen i 1920 i Nordslesvig (”1. zone”) stemte godt 75.000 for Danmark og godt 25.000 for Tyskland. I Sydslesvig (”2. zone”) stemte næsten 52.000 tysk og næsten 13.000 dansk. Grænsen blev derfor trukket der, hvor den ligger nu.
Men hvordan skulle denne tyske kirke, menigheder, præster og administration nu integreres i den danske folkekirke? Ganske vist var begge evangelisk-lutherske, men i det tyske kirkelige miljø var der en anden kultur – for nu at bruge en moderne vending. Et af de store problemer angik det meget store tyske mindretal i det nu danske Sønderjylland. Skulle man tage særlige hensyn til det? Og i givet fald hvordan?
Alt dette og meget mere blev behandlet i det kirkelige udvalg under Nordslesvigsk Vælgerforening, som havde været det eneste danske politiske organ i den tyske tid. Overordnet ville man ”fare med lempe”, og over for det tyske mindretal ville man ”øve Retfærdighed i kristen Aand”. I overgangstiden administrerede man efter den hidtil gældende tyske lov, dog med visse nye regler om blandt andet gudstjenestesprog, sognebåndsløsning, brug af kirker og andet.
Ribebiskoppen Gabriel Koch blev indtil videre konstitueret som biskop over ”de sønderjyske landsdele”, og man konstituerede fem nye, danske provster.
4. De tyskuddannede præsters skæbne blev afgjort ved afstemninger
Hvad skulle man stille op med præsterne, som var tyske af baggrund og uddannet ved tyske universiteter? Hos mange mennesker var der opsparet megen bitterhed og vrede over ”fortyskningen”, over de mange tusinde dansksindede, som var blevet tvunget ind i den tyske hær under verdenskrigen og omkommet der, over den tyske kampagne før afstemningen og andet.
Både de indremissionske, som havde deres talerør i Kristeligt Dagblad, og grundtvigianerne krævede, at alle disse præster simpelthen blev afskediget. Der skulle ikke gælde nogen ”øllebrødsbarmhjertighed” her, blev der skrevet og sagt. Selvom kun enkelte af dem havde støttet den tyske politik, blandt andet under krigen, mente mange, at alle præster var belastet, blot fordi de havde tysk baggrund.
Det ville den konstituerede biskop for Sønderjylland, Gabriel Koch, ikke være med til. Som et argument citerede han Tredje Mosebog 19,18: ”Du må ikke hævne dig!”.
Efter heftige diskussioner endte det med, at de enkelte menigheder ved simpel afstemning skulle beslutte, om de ville beholde præsten eller ej. Mange forlod embederne, men af de 42, som menighederne skulle stemme om, blev 36 genvalgt.
I alt kunne 43 tyskuddannede præster forblive i deres embeder, mens resten af embederne besattes af mænd fra ”kongeriget”.
At så mange af de tyskuddannede præster blev genvalgt af deres menigheder, kom som en stor overraskelse for de danske kirkelige myndigheder. Mulige forklaringer var, at menigheden uanset nationalfølelser var teologisk enig med deres præst, eller at der bestod et nært tillidsforhold mellem dem og ham, eller at man ville tage menneskeligt hensyn til ham og hans familie – eller fordi man jo ikke kunne vide, hvilken mand man kunne få, hvis embedet blev opslået.
De genvalgte skulle naturligvis ikke ordineres igen, men de fik et stadfæstelsesbrev fra kong Christian X og indsættelsen i embedet – deres hidtidige – måtte de selv foretage.
For at lette integrationen afholdt Kirkeministeriet straks et tre-ugers-kursus i København. Professorer og folk fra museer og institutioner gav dem her et indblik i dansk teologi og kultur. Provsten i Tønder, Erik Christensen, oprettede desuden et præstekonvent for at ryste de tyskuddannede og de danske præster sammen.
En kongelig anordning (1921) slog fast, at ”Kirkesproget i de sønderjyske Landsdele er Dansk”.
Et forslag om, at de tyske sogneboere skulle have deres egen tyske præst, blev opgivet. Bortset fra fire købstæder, hvor der ansattes tyske præster for dem, pålagde regeringen de hidtidige tyskuddannede præster også at betjene tyske sogneboere på tysk.
Da tyske kredse var utilfredse med dette, oprettede de i 1922-1923 en frimenighed, som stillede sig direkte under den slesvig-holstenske landskirke og dennes biskop. Snart fulgte flere efter. Det indbød til konflikter, som forstærkedes, da den politiske udvikling i 1930’ernes Tyskland gjorde sig stærkt gældende hos dem.
5. Hvordan påvirkede Nordslesvigs og kongerigets kirke hinanden?
Efter et forbavsende hurtigt udvalgsarbejde fik kirkeminister J.C. Christensen (novemebr 1922) vedtaget ni kirkelove, som skabte ensartede regler for kirkerne i Sønderjylland og resten af landet, ligesom kirkerne der blev delt mellem Ribe og det nye Haderslev Stift.
Netop på den tid var der i årevis foregået en heftig debat i kongeriget om forholdet mellem kirke og stat og om teologien. Den kirkelige højrefløj var stærkt kritisk over for den ”tålsomme folkekirke”, hvor kirken blot skulle være en administrativ ramme om kirkelivet, og alle kristelige anskuelser ellers kunne udfolde sig. Den ville have en selvstyrende kirke, adskilt fra staten. Her kunne man inspireres af den ”nordslesvigske” synodeordning.
Det blev ganske vist afvist – mange kredse i folkekirken ser stadig rødt, når de hører ordet synode – men man indførte dog som noget nyt provstiudvalgene. At menighedsrådene fik udvidet deres administrative og økonomiske indflydelse over de lokale midler, kirke og præstegård, kan sikkert også forklares ud fra de nordslesvigske erfaringer på dette felt. Ellers må man sige, at det var den sønderjyske kirke, som var den modtagende med nye love for styre og kirkelige handlinger.
Der var dog områder, hvor Sønderjylland kunne beholde de ældre regler. Det gjaldt for eksempel den ovennævnte personregistrering ved fødsler, som stadig gælder. Den særlige skik, at der blev ringet med kirkeklokken mellem klokken 11 og 12 for at forkynde et dødsfald i sognet, er bevaret i visse sogne til nu.
At nadveren først blev afholdt efter gudstjenestens afslutning, holdt sig også flere steder til langt op i 1950’erne.
I flere kirker bruger man stadig ”æ klingpung”, en lille stofpose med en mindre klokke i på en lang stang, som løftes ind på de enkelte bænke under gudstjenesten for at indsamle penge.
Efter ændringer af den gamle salmebog udkom i 1925 ”Den sønderjydske salmebog” , som blev benyttet helt til 1953, da ”Den danske salmebog” blev autoriseret som fælles for hele landet.
Generelt kan man konkludere, at det formulerede ideal, at den sønderjyske kirkes integration i folkekirken skulle foregå lempeligt, blev efterkommet. Integrationen lykkedes.
Martin Schwarz Lausten er professor emeritus, dr. theol.
Artiklen bygger på Martin Schwarz Laustens bog ”Den kirkelige genforening i 1920 og grænselandspræsten Martin Schwarz”, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag primo februar 2020.