Prøv avisen

En købemanikers bekendelser

Anna skal ligesom alle andre danskere have købt sine julegaver inden den 24. december. I modsætning til de fleste andre skal hun imidlertid konstant holde sine impulser til at købe over evne i skak. Anna er nemlig afhængig af at shoppe. -- Foto: Jens Nørgaard Larsen.

En sygelig trang til at shoppe fik en respekteret regnskabschef til at sætte sin families økonomi over styr og stjæle flere hundredetusinder kroner fra sin arbejdsgiver. I dag venter hun på afgørelsen af sin anden dom for bedrageri

Anna lader blikket glide langs hylderne med eksklusive cremer, hudplejeprodukter og dyre dråber i smukke flakoner. For bare få år siden havde hun forladt det julepyntede stormagasin med adskillige bæreposer kostbar kosmetik over armen.

Men sådan er det ikke længere.

I dag ved hun, at den euforiserende opstemthed og næsten berusende lykkefølelse, hun får ved at køre dankortet gennem maskinen eller lægge de knitrende pengesedler på disken, i virkeligheden ikke er andet end kemiske reaktioner i hendes hjerne. Kemiske reaktioner præcis som dem ludomanen oplever, når han gør endnu en indsats ved casinobordet, og narkomanen mærker, når han bryder huden med en nål.

Anna er købemaniker eller såkaldt shopaholic. Hun har en sygelig trang til at forbruge og er afhængig af det sus, hun får af at shoppe.

"Cremer og hudplejeprodukter kan stadig give mig impuls til at købe. Forskellen er blot den, at jeg i dag er blevet i stand til at beherske den impuls," siger hun.

Den 51-årige kvinde er enkelt og klassisk klædt. Hun er velartikuleret, venlig og tillidsvækkende. Ingen i det decembertravle stormagasin ville et øjeblik tro, at hun allerede har afsonet en dom for bedrageri og i øjeblikket afventer afgørelsen på endnu en sag, hvor dommen er anket til landsretten.

Det er ikke desto mindre sådan, det forholder sig for den tidligere regnskabschef, der - selvom hun i dag har lært at håndtere sin lidelse - ikke bare har mistet sin karriere og er gået personligt konkurs, men også er blevet ramt af depression og har været tæt på at begå selvmord.

Hverken Annas mand eller parrets sammenbragte børn kendte til misbruget. Den regnskabsuddannede kvinde flyttede med stor behændighed familiens finanser fra den ene konto til den anden for at skjule sit enorme overforbrug. Og da den ubændige trang til at købe voksede sig større, begyndte hun at overføre penge fra sin arbejdsgiver til sin private konto. Ikke for at lukke de efterhånden gabende huller i privatøkonomien, men for at købe mere.

"Jeg kan stadig huske, hvordan hjertet hamrede afsted i brystet, da jeg stjal første gang. Jeg var vanvittigt bange for at blive opdaget og enormt skamfuld. Men så snart jeg stod i butikken og begyndte at købe, forsvandt al skammen og angsten. Købsoplevelsen dulmede alle smerter og gav mig en øjeblikkelig lykkefølelse. Det blev en ond cirkel, hvor jeg købte for at dulme skammen og stjal for at købe. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var helt, helt galt, men jeg kunne ikke lade være," fortæller Anna.

Kvinden, der aldrig havde overtrådt en fartgrænse eller stjålet så meget som en karamel, stjal på en kort årrække flere hundredtusinde kroner fra sin arbejdsplads. I perioder brugte hun 25.000 kroner om måneden alene på tøj, sko og kosmetik og opdigtede ærinder og møder, så hun kunne forlade arbejdet midt på dagen for at tage ud og shoppe og få sit fix.

Bedrageriet blev opdaget. Anna måtte i fængsel i tre måneder. Alligevel gik der kun få år, før hun i et nyt job genoptog sin kriminelle løbebane for at finansiere sit patologiske overforbrug. Og da bedrageriet blev opdaget for anden gang, ramlede det hele for alvor. Annas mand truede med skilsmisse, hans og børnenes tillid var væk og afløst af dyb skuffelse og vantro, familiens økonomi var skudt fuldstændig i sænk, og de var tæt på at miste huset.

Efter en depression og et mislykket selvmordsforsøg kom Anna endelig i behandling.

"Det var min læge, der nævnte ordet købemani for mig første gang, og det var sådan en lettelse endelig at få en forklaring på min fuldstændig uansvarlige og på mange måder uforklarlige opførsel. Det er selvfølgelig hårdt at opdage, at man er syg, men samtidig så uendeligt befriende at opdage, at man kan gøre noget ved det," siger Anna.

Efter et år i behandling og under skarp økonomisk administration fra sin mand begyndte tingene igen at lysne, og i dag har Anna været det, man i behandlingen af købemani kalder købefri i godt to år. Det vil sige, at hun aldrig køber noget, hun ikke forinden har planlagt at købe og aldrig køber for flere penge, end hun har.

"Jeg ved, at det første uovervejede køb er begyndelsen på enden. Det første køb er ligesom det første glas vin for en alkoholiker. Og jeg har ligesom en alkoholiker måttet erkende, at jeg vil være afhængig af mit stof resten af livet," siger hun.

bech-jessen@k.dk

Anna optræder anonymt af hensyn til sin familie. Redaktionen kender hendes rigtige navn