En kønsforskers bekendelser: Jeg fandt hovedsageligt på det

En canadisk kønsforsker har indrømmet, at store dele af hans forskning byggede på forudindtagede meninger, og at belægget for hans konklusioner først og fremmest fandtes i hans hoved. Han står frem, fordi han mener, at identitetspolitikken udgør en fare for samfundet

”Dele af min bog har stadig en vis værdi, hvis man skærer de ideologiske passager væk,” siger Christopher Dummitt. – Foto fra Christopher Dummitts Facebook-side.
”Dele af min bog har stadig en vis værdi, hvis man skærer de ideologiske passager væk,” siger Christopher Dummitt. – Foto fra Christopher Dummitts Facebook-side.

Professor Christopher Dummitt burde egentlig være en ganske glad mand. I dag er de teorier om identitet og kønsroller, den canadiske forsker brugte årevis på udvikle, nemlig blevet en integreret del af den offentlige debat i det meste af den vestlige verden. Og ikke nok med det: Flere tilslutter sig tilsyneladende professorens grundantagelse om, at kønnet er en konstruktion. At forskellen på mænd og kvinder altså ikke er naturgiven, men noget, der kun findes, fordi man bevidst eller ubevidst har besluttet, at det skal være sådan.

Bare se på Københavns Universitet. Her sendte ledelsen på institut for kunst- og kulturvidenskab i september en vejledende mail til sine ansatte, hvor den kom med gode råd til, hvordan undervisere adresserer det stigende antal af studerende, der betragter sig selv som såkaldt non-binære. At de altså ikke identificerer sig som enten mænd eller kvinder, men som intetkønnede eller som både mand og kvinde på en gang.

En sejr for opgøret med de biologiske køn, skulle man tro, men Christopher Dummitt er ikke en glad mand. Tværtimod er han bekymret for udviklingen, som han med sin forskning har bidraget til. Så bekymret, at han for nogle uger siden fik udgivet et debatindlæg i tidskriftet Quillette, hvor han tog afstand fra den forskning, han har brugt størstedelen af sin akademiske karriere på – og som i årtier har været en mere eller mindre fast del af kønsforskningens pensum på de canadiske universiteter.

”Identitet- og kønsdebatten har haft en voksende indflydelse de seneste år. Den er i mine øjne blevet radikaliseret og aktivistisk i akademiske miljøer, men også i de politiske systemer, i lovgivningen og i samfundet generelt, hvor flere er begyndt at mene, at biologien ikke længere spiller en rolle for identitet, men at kønnet alene er en social konstruktion. Denne sort-hvide tankegang har jeg selv argumenteret for, men den er bizar, og den kan få store konsekvenser. Det er derfor, jeg besluttede mig for at stå frem,” siger Dummitt fra sit kontor på Trent University nær Toronto i Canada.

Dummitts opgør med sin egen forskning har vakt opsigt. Han har erkendt, at hans forskning først og fremmest tog afsæt i en forudindtaget tro på, at biologiske køn ikke eksisterer. Det hele begyndte på Dalhousie University for 25 år siden.

Her blev Dummitt uddannet historiker, og han begyndte at forske i, hvordan kønsroller kan forstås som en historisk social konstruktion. Han har skrevet ph.d. og bunkevis af videnskabelige artikler om emnet, og for 10 år siden udkom hans bog om maskulinitet i efterkrigstidens Canada på det anerkendte akademiske forlag Columbia University Press.

Da Dummitts karriere tog fart, var han overbevist om en ting: Det biologiske køn er en illusion. Han så erkendelsen som en slags åbenbaring. Og alle, der var ”uheldige nok” til at befinde sig i hans selskab, blev tvangsindlagt til at lægge øre til hans teori: gamle venner og bekendte, hans mor og svigermor og den sagesløse mand, der hang i baren nede på pubben.

Og selvom nogle spurgte, om det nu også kunne være rigtigt, så insisterede Dummitt. Problemet for dem, der stillede sig kritisk an, var netop, at de var for indlejrede, ja, nærmest hjernevaskede i de sociale strukturer, til at kunne se sandheden.

I 1998 blev hans første videnskabelige artikel publiceret i et anerkendt canadisk tidsskrift.

Finding a place for father: Selling barbercue in postwar Canada” hed studiet, der siden er blevet genudgivet flere gange i lærebøger til universitetsstuderende.

I studiet undersøgte Dummitt, hvordan reklamer, kogebøger og pressen i 1940’erne og 1950’erne introducerede canadierne for grillkulturen. Konklusionen var klar: Grillkonceptet var en hyldest og fremdyrkelse af machokultur og ikke mindst en måde, hvorpå hvide middelklassemænd kunne fastholde de i forvejen undertrykkende kønsroller.

Det eneste problem med forskningsartiklen var, ”at det kun var enkelte passager, der holdt vand – hvad angik resten: så fandt jeg hovedsageligt på det,” skrev Dummitt i sit essay.

Til sit eget forsvar, forklarer Dummitt, var han langt fra den eneste i kønsforskningsmiljøet, der arbejdede på denne måde. Han og kollegerne var nemlig ikke alene forskere – de var aktivister.

”Vi var af den holdning, at man ikke kan være en god forsker, hvis man ikke er aktivist. Og vi ville sige, at enhver forsker, som udgiver sig for ikke at være aktivistisk, og som ’bare’ bedriver nysgerrig forskning og forsøger at finde sandheden, i virkeligheden var én, som forsøgte at skjule sin ideologi. I vores øjne var uvildighed blot en undskyldning for status quo – og det ville i sig selv være en ideologi,” siger han.

Har der ikke altid været forskningsfelter på universiteterne, der har stirret sig blinde på deres egne discipliner?

”Selvfølgelig har alle – også forskere – deres præferencer og politiske synspunkter. Problemet opstår, når man lukker for debatten og ikke længere søger efter sandheden, men udelukkende efter synspunkter, der bekræfter ens egen teori – og det er kønsforskningens problem. Den er uforenelig med for eksempel biologien.”

Skal man tro Christopher Dummitt, er det i bund og grund stadig sådan, store dele af kønsforskningen fungerer.

Han understreger, at han fortsat er af den overbevisning, at dele af vores kønslige forståelse bygger på de erfaringer og sociale strukturer, vi bliver opfostret med. Såsom, at piger opdrages til at lege med dukker, mens drenge leger krig. Han definerer også fortsat sig selv som feminist og socialkonstruktivist. Men i modsætning til tidligere afviser han ikke længere, at også biologien spiller en rolle for menneskers køn og identitet.

”Min pointe er, at identitets- og kønsdisciplinen på mange vestlige universiteter ikke er interesseret i at finde ud af, hvad der er en social konstruktion, og hvad der er biologisk betinget – den er kun interesseret i at konkludere, at kønnet er en social konstruktion.”

Men de, der forsker i identitet og køn, vil vel sige, at de er ved at grave den underliggende sandhed frem, og at biologien netop fastholder en struktur, der blokerer for sandheden?

”Det er i dette spørgsmål, at selvmodsigelsen for kønsforskningens argumentation ligger. På den ene side er argumentet, at der ikke findes nogen sandhed – at alt er magt, ideologi og struktur. Samtidig hævder de selvsamme forskere, at netop deres opfattelse af identitet og køn er sandheden. Det er denne selvmodsigelse, som har overtaget dele af socialvidenskaben, og som har slået rod på universiteterne.”

Det er nøjagtig en måned siden, at Christopher Dummitt offentliggjorde et selvkritisk essay, der undergravede den forskning, han har brugt detmeste af sit liv på.

Han er ikke længere en del af identitets- og kønsforskningen, og det er langtfra alle kolleger, der har taget vel imod hans bekendelse. Adspurgt, om han er i bad standing ligesom nogle rockere, når de forlader deres motorcykelklub, griner han. Så rabiat er miljøet ikke, siger han. Den værste respons er fra studerende, der ikke længere vil have ham som vejleder.

Selvom Dummitt er færdig med den historiske kønsforskning, er han ikke færdig med socialkonstruktivismen. Som en slags ironisk kommentar til hans tidligere liv forsker han i dag i, hvordan den politiske korrekthed er opstået. Hans bog om maskulinitet i efterkrigstidens Canada kan stadig købes i blandt andet Danmark, ligesom den står på nogle enkelte biblioteker.

Christopher Dummitt griner, da han hører det. Han maner til besindighed – og siger, at vi ikke skal være bekymrede, fordi den sælger så lidt.

Men hvordan er det at have sit navn på en faglitterær bog med videnskabelige fejl og mangler?

”Dele af min bog har stadig en vis værdi, hvis man skærer de ideologiske passager væk. Jeg er glad for, at den eksisterer – men jeg vil altid fremadrettet nævne min skepsis. Og efter min mening er det, hvad videnskab handler om. Vi skal diskutere, finde alternative forklaringer og revurdere vores egen forskning. Det har jeg erkendt,” siger han. 8