Prøv avisen

En kontroversiel konservativ klan

Pia Christmas-Møller har siden den 5. december 2007 været løsgænger i Folketinget, og i tirsdags meldte hun sig endegyldigt ud af Det Konservative Folkeparti. – Foto: .

Først skabte John Christmas Møller avisoverskrifter i 1930erne og blev en radiostemme i 1940erne. I dag er det broderens barnebarn, der tiltrækker sig tv-kameraernes lys

Begge har de viet deres liv til Det Konservative Folkeparti. Med 60 års mellemrum har en Christmas Møller meldt sig ud af partiet og har siden forsøgt sig med løsgængerlivet. For John Christmas Møller blev valget i 1947 et farvel til dansk politik. I denne uge har Pia Christmas Møller reddet sit politiske liv, fordi Anders Fogh Rasmussen ikke har udskrevet nyvalg.

Interessen for dansk politik er muligvis arvelig. I hvert fald følger børn af en lang række folketingsmedlemmer i forældrenes og bedsteforældrenes fodspor. Lige nu er både familien Auken og Helveg repræsenteret på Christiansborg, mens endnu en Ellemann er rykket ind i folketingssalen fra kulissen.

Denne uges politiske hovedrolleindehaver på Christiansborg, Pia Christmas Møller, skal heller ikke lede længe i stamtræet, før hun falder over bemærkelsesværdige aner.

Hendes farfars bror, John Christmas Møller, satte i 1930erne og 1940erne adskillige aftryk på dansk politik. Både før og efter krigen var han som konservativ med til at vælte Venstre-regeringer, og under krigen blev han den danske befolknings radio-darling, da han fra eksil i England talte til det danske folk via BBC.

Helt den samme dramatiske historie har arvtageren, Pia Christmas Møller, ikke haft. Dog kan hun i dag prale med, at hun igennem 30 år har været medlem af Det Konservative Folkeparti og i en periode har været ordfører for partiet.

Men koblingen mellem de to generationer Christmas Møller stopper ikke her, fortæller Torsten Borring Olesen, professor og ph.d. ved Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet:

De er jo begge kontroversielle personer. Begge har de vist en vilje og evne til at være ener og har altid haft deres egne standpunkter. Dog har Pia Christmas Møller slet ikke den status, som John Christmas Møller havde.

John Christmas Møllers status forandrede sig efter krigen fra helt til partiløs på grund af spørgsmålet om Sydslesvig. Torsten Borring Olesen forklarer:

Flertallet i partiet ønskede, at Danmark skulle ændre grænsen til Tyskland, således at også Sydslesvig blev dansk. Men det var John Christmas Møller imod, da han forudså problemer for Danmark ved at have et stort tysk mindretal inden for landets grænser. Enden på kampen i det Konservative parti blev, at John Christmas Møller i 1947 blev løsgænger. Han meldte sig dog ikke ud af partiet. Det gjorde han først året efter en uge før hans død.

John Christmas Møllers politiske karriere minder på mange måder om Pia Christmas Møllers. Hun meldte sig i tirsdags ud af Det Konservative Folkeparti, men har siden den 5. december 2007 været løsgænger. Og det vil give hende politiske problemer i fremtiden, spår Torsten Borring Olesen:

Hvis hun vil have en fremtidig karriere som politiker, så skal hun finde et nyt parti.

Historikeren ser hendes politiske ståsted som borgerligt og gætter derfor på, at hun i fremtiden vil nærme sig Det Radikale Venstre.

Hun har været klog nok til ikke at vælge Ny Alliance, men hun kunne vælge Det Radikale Venstre, siger han.

Et partiskifte ville bryde med den konservative tradition, der synes at være i den Christmas Møllerske familie. Dog ville Pia Christmas Møller ikke være den første, siger Torsten Borring Olesen:

John Christmas var lodret uenig i flere konservative kernepunkter. Og det har det jo vist sig, at Pia også er. Derfor kan man tale om to kontroversielle konservative fra samme familie.

klitgaard@kristeligt-dagblad.dk