Prøv avisen
De store spring

Politikeren: Virkeligheden er ikke længere så sort-hvid

Kommunisternes stillingtagen i Vietnamkrigen blev afgørende for, at Ole Sohn engagerede sig politisk på den yderste venstrefløj. Foto: David Leth Williams

Den kolde krig delte verden i to og tvang dens indbyggere til at vælge side. For Ole Sohn kom valget på mange måder til at tegne hans politiske løbebane, selvom han aldrig selv så det som et aktivt tilvalg af kommunismen

Efter mere end 30 år i dansk politik har Ole Sohn, 60 år, sagt endegyldigt farvel til Christiansborg. Det har været en politisk karriere, der tog sin begyndelse på den yderste venstrefløj, blandt andet som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Senere skiftede han til SF, hvor han nåede at blive erhvervs- og vækstminister. Og da SF forlod regeringen, forlod Ole Sohn også SF for at melde sig ind hos Socialdemokraterne.

Men forud for det hele var det en krig, der i sin tid vækkede Ole Sohns politiske bevidsthed. En krig, der - selvom der aldrig blev affyret et eneste skud - delte en hel verden i to og tvang dens befolkning til at vælge mellem Øst og Vest, USA og Sovjet, kapitalisme og kommunisme.

”Det var en helt anden tid, som var en del af hverdagen for alle. Og jeg tror sådan set, at det mere er i eftertiden, man har forholdt sig til og reflekteret over den kolde krig, end man gjorde, mens den stod på. Alle var en del af det, fordi verden var en del af det. Den konflikt, der var mellem øst og vest, den var selvfølgelig også ret beset en konflikt mellem demokrati og ikke-demokrati, men dengang handlede det mere om: Hvordan skulle verden indrettes? Min egen første berøring med det var ikke så bevidst, men en udløber af Vietnamkrigen. Det var den krig, der engagerede mig politisk, dels fordi vi talte om den i mit barndomshjem, og dels fordi Vietnamkrigen blev den første tv-krig. Jeg tog parti for vietnameserne og tog dermed også antiparti for USA og den amerikanske krigsførelse, ikke mindst deres bombardementer. I det billede blev min fjendes fjende på en måde en allieret, fordi Sovjetunionen også støttede Vietnam. Det var sådan set den første gang - uden at det på den måde var i min bevidsthed - at jeg valgte side,” siger Ole Sohn.

Den dengang 14-årige Ole Sohn havde ikke nogen speciel sympati for Sovjet og kendte ikke mere til konflikten end alle andre 14-årige skoledrenge i Horsens.

Men det ændrede sig i 8. klasse, da han og klassekammeraterne skulle forberede en række præsentationer af Danmarks politiske partier.

Ole Sohn, der kom fra et radikalt hjem, endte med at repræsentere både Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti. Og det sidste gjorde et uudsletteligt indtryk. I det tilsendte materiale havde partiet inkluderet en mængde information om krigen i Vietnam, og det ramte den 14-årige skoledreng på en uafrystelig måde.

”På det tidspunkt havde jeg aldrig mødt en eneste kommunist. De fandtes ikke ude på landet. Men deres stillingtagen i Vietnamkrigen gjorde, at jeg engagerede mig politisk og meldte mig ind i Danmarks Kommunistiske Partis ungdomsorganisation. Det betød, at jeg i mine ungdomsår blev engageret først i Vietnam-solidaritetsarbejdet og siden i det faglige ungdomsarbejde. Og som relativt ung - faktisk Danmarks yngste - blev jeg fagforeningsformand allerede som 23-årig. Det var det faglige arbejde, der optog mig mest. Jeg så det som vores opgave at bide Socialdemokraterne i haserne, så de ikke trak for langt til højre, mere end at jeg så vores arbejde som del af et større verdensspil. Men det er klart, at jo mere jeg blev engageret - jeg blev også relativt tidligt formand for DKP - jo mere blev mit arbejde også en del af det felt, hvor den kolde krig blev udkæmpet.”

Men du påtog dig formandsposten i et parti, der om noget var tegnet af en stærk ideologisk profil og tætte forbindelser til Sovjet. Du var vel enig med de grundlæggende linjer i den kommunistiske ideologi?

”Når man taler om ideologi, er det for mig ikke et spørgsmål om, at jeg og andre unge identificerede os med en sovjetisk politisk ideologi. Tværtimod. Det var mere en venstreorienteret ideologi, og i øvrigt spillede ideologi ikke en særlig stor rolle for os dengang. Det er der sikkert mange, der vil modsige mig i dag og fortælle, at de har gået til masser af studiekredse. Det har jeg også selv, men det var ikke det, der drev os. Mere end ideologi handlede det om at se verden i en solidarisk sammenhæng. Det handlede om socialt engagement, ikke om at slå op i Karl Marx' samlede værker for at finde ud af, hvad man mente. Jeg tror ikke, at de unge selv så sig som del af et verdensideologisk kompleks. Jeg gjorde i hvert fald ikke.”

Hvis det ikke var ideologi, der drev dig, hvorfor valgte du så netop den kommunistiske platform?

”Det udsprang i højere grad af en antiamerikansk holdning - forstået som den amerikanske stats ageren på den internationale scene - end det udsprang af en sympati for Sovjet. Der var en kamp mellem Sovjet og USA i Vietnam, men også i en lang række andre lande, hvor de to supermagter støttede hver sin lejr. Dengang støttede USA oftest diktatorerne, mens Sovjet støttede befrielses- eller oprørsbevægelserne alt efter temperament. Mange unge identificerede sig med befrielsesbevægelserne og kom dermed helt naturligt til at stå på side med Sovjet. Det var ikke udtryk for, at unge i Danmark ønskede sovjetiske tilstande. Og det siger jeg ikke for at negligere, at DKP og DKU var forbundet med Sovjet, for det var de, men for at forklare, hvad der drev de unge - og mig - dengang.”

Ole Sohns engagement begrænsede sig ikke til de konflikter, der udspillede sig på den internationale scene.

Som ung fagforeningsmand og formand for en af landets største arbejdsløshedskasser gjorde det stort indtryk på den unge venstreorienterede politiker at se, hvordan arbejdssøgende danskere, velvoksne jord- og betonarbejdere med overarme af stål og brede skuldre sygnede hen i arbejdsløshedskøen.

Dengang mente han, at det handlede om at sikre de arbejdsløse dagpenge i så lang tid som muligt, men i dag står det ræsonnement tilbage som en form for kortslutning. Når man så, hvordan de arbejdsløse, som tiden skred frem, mistede selvværd og muskelkraft, blev det indlysende, at det ikke var noget svar at sikre dem dagpenge, siger Ole Sohn. Det krævede en anden indretning af samfundet, der kunne erstatte de lange og ødelæggende arbejdsløshedsperioder med reelt arbejde.

”Men det var en erkendelse der kom til mig senere,” siger han.

Det var ikke sådan, at DKP-formanden vågnede op en morgen og fra den ene dag til den anden ikke længere kunne se sig selv som aktiv aktør i den klassiske socialistiske lejr. Det var en proces, siger Ole Sohn. En gradvis udvikling, som han og en række andre på venstrefløjen gik igennem, i takt med at verden og virkeligheden forandrede sig, og det gik op for dem, at kommunismen i sin klassiske form ikke længere kunne bruges som et brugbart politisk værktøj.

”Mine fire år som formand for DKP var en stor partikamp mellem dem, der ønskede den traditionelle linje, og os, der blev kaldt fornyere. Det var et forsøg på en fornyelsesproces og på at frigøre venstrefløjen fra dens forbundethed med Østeuropa, og det skete i høj grad i en erkendelse af vælgernes dybsindighed. De havde tillid til personer på venstrefløjen, men en grundlæggende mistillid til partiet. Derfor skulle DKP omdefinere sig og udvikle sig til at blive et traditionelt parlamentarisk parti, hvis vi nogensinde skulle gøre os forhåbninger om en anstændig vælgertilslutning. Efter fire års intern krig i partiet var det helt åbenlyst, at det ikke kunne lade sig gøre,” siger Ole Sohn.

”Og jeg har altid haft den tilgang til politik, at politiske partier ikke er et mål i sig selv. Det er et redskab til at opnå nogle forandringer eller forbedringer, man gerne vil have. Jeg havde den opfattelse - og det var også derfor, jeg meldte mig ud - at DKP ikke var et brugbart politisk redskab ud fra den historiske forbundethed, der havde været til Sovjet, så det gav ikke nogen mening for mig at blive. Man kan sige, at det var min egen reaktion på DKP's placering under den kolde krig, hvor partiet altid - uden undtagelse - var på Sovjets side. Dertil kommer, at jeg naturligvis også har ændret holdninger og udviklet mig over tid, i takt med at verden har forandret sig.”

Ole Sohns personlige politiske rejse fra DKP over SF og endeligt til Socialdemokraterne ligner, medgiver han, en fuldblodet politisk forvandling. Alligevel har der været en rød tråd, mener Ole Sohn, der kontinuerligt har bundet hans politiske virke sammen.

I al den tid, han har været politisk engageret, har hans arbejdsfelt været solidt forankret i fagbevægelsen - et område, hvor kommunister og socialdemokrater har arbejdet både mod og med hinanden.

”Så jeg vil sige, at hvis man skal sige det lidt polemisk, så har min rejse mere været udtryk for skænderier i familien - med Socialdemokraterne som storebror og DKP som den uregerlige lillebror. Den tilgang, som Socialdemokraterne - og SF - havde, viste sig så at være den rigtige. DKP var en fejl.”

Men hvornår gik den fejl op for dig - du mødtes med DDR's stats- og partichef Erich Honecker - den formentlig mest dogmatiske kommunistiske leder i Østeuropa så sent som i 1989?

”Ligesom så mange andre var jeg optaget af at normalisere forholdet mellem øst og vest. Der var i den periode en række gode initiativer fra en række østeuropæiske og vesteuropæiske lande. Og alle de initiativer støttede jeg, ligesom jeg også støttede dansk erhvervslivs ønske om mere samhandel. I de år, jeg var formand for DKP, søgte jeg netop at bygge den bro og støtte op omkring de forsøg, der var på at tø den kolde krig op. Så ja, jeg var på besøg hos Honecker. I 1980'erne skred optøningen mellem øst og vest fremad, og kontakterne mellem for eksempel DDR og Danmark blev intensiveret. Blandt andet besøgte også statsminister Poul Schlüter og dronning Margrethe DDR.”

Når du beskriver din egen politiske udvikling, lyder det meget pragmatisk. Var der ingen skuffelse eller fortrydelse over, at du ikke længere kunne stå inde for den ideologi og det parti, du havde arbejdet for i så mange år?

”Jeg har naturligvis som så mange andre måttet erkende fejltagelser, og jeg har ændret holdninger. Der er mange af de ting, som venstreorienterede foreslog og kæmpede for i 1970'erne, der er dybt reaktionære i dag - ekstremt reaktionære endda, fordi vi lever i en helt anden verden i dag, en globaliseret verden”.

Betyder ideologi så slet ikke noget, hvis det i virkeligheden bare handler om at forholde sig pragmatisk til, hvordan verden ser ud her og nu?

”Jeg har lidt svært ved at forholde mig til ideologi, Min tilgang til livet - og til politik - er i virkeligheden mere retningsbestemt. Jeg vil gerne have et mere socialt ansvarligt Danmark og en mere socialt ansvarlig verden og et grønnere Danmark og en grønnere verden. Hvordan opnår man det i en globaliseret verden? Det er jo muligt, at der undervejs foretages beslutninger, der forrykker virkeligheden og vilkårene, så man må se, hvordan man fra det nye grundlag kan komme i den retning, man gerne vil. Jeg bliver da glad, når jeg ser, at selv lederne af G7-landene - der af mange ses som den værste repræsentation af kapitalismen - sætter miljøspørgsmål på dagsordenen. Jeg kan slet ikke se pointen i at fastholde nogle ideologiske modsætningsforhold, når virkeligheden ikke længere er så sort-hvid, som den var under den kolde krig.”

”Selvom den kolde krig i det store perspektiv er en tid, der må betragtes som overstået, og vi har fået en anden tilgang til verden, et andet samhørighedsforhold, ser vi fortsat efterveerne af den. Uroen og konflikterne i og omkring Ukraine er et eksempel på de efterveer. De kan spores tilbage til de grænser, der dengang - ikke helt logisk - blev trukket op af sovjetiske ledere, der ikke drømte om, at Sovjet ikke ville bestå for bestandigt. Jeg tror, at også dette er en af forklaringerne på konflikten i eksempelvis Østukraine. Hvis vi i nutiden skal gøre os forhåbninger om at finde fredelige løsninger, må vi netop forholde os til, at de problemer udløber af den helt særlige og højspændte periode i verdenshistorien. Ellers kan det blive en langvarig konflikt mellem Øst og Vest. Mellem Rusland og USA, hvor fronterne igen tegnes skarpt og uforsonligt op mod hinanden i et sort-hvidt verdensbillede.”

”Under den kolde krig var billedet netop sort-hvidt. Det var det også for mig. Dengang var DKP og andre grupperinger unuanceret samfundskritiske. Nuancerne var der måske i de gamle partier, men de var ikke til stede på den yderste venstrefløj. Og er det ikke stadigvæk sådan, at unge har en mere kontant holdning til livet?”.

Så er du måske ikke blevet klogere, men bare ældre?

”Om jeg er blevet klogere, må andre vurdere, men jeg er blevet ældre. Jeg skal nødig kritisere mine efterfølgere, og jeg synes som udgangspunkt, det er godt, at der er unge folketingspolitikere. Jeg synes til gengæld, at det er ekstremt ærgerligt, at der er mangel på erfarne folk i Folketinget. Altså mangel på folk med erfaring fra det virkelige liv. Jo ældre man bliver, jo mere nuanceret ser man også på tingene. Man har større forståelse for kompromiserne, end man har som ung. Derfor er det vel ret naturligt, at unge er mere absolutte i deres tankegang end os, der er halvgamle.”