Hver gang folk tager en caffe latte i hånden, kommer de uvilkårligt til at tænke på Det Radikale Venstre. Det er da fantastisk med tanke på, hvor meget caffe latte der bliver drukket i Danmark, og vi har ikke engang betalt et reklamebureau for at udtænke brandingen.
Sådan sagde en ledende radikal politiker i juni 2005, fire måneder efter partiets bedste folketingsvalg i 24 år. Hvem der præcis er tale om, vender vi tilbage til senere. I første omgang skal det handle om selve udtalelsen.
For selvom man ikke kan spå i kaffegrums, kan historien om De Radikales nedtur til dels læses i en kop kaffe, mener en livsstils- og en samfundsforsker. Nemlig i den meget omtalte caffe latte, som i efteråret 2004 blev et symbol på den kreative klasse, storbyens mest trendy segment.
Det er en gruppe, der i frokostpauserne fra reklamebureauerne, kulturinstitutionerne og medievirksomhederne mødtes på de københavnske cafeer, hvor de networkede og talte om globalisering og innovation. Og som i høj grad flyttede deres politiske stemmer over til De Radikale, der virkede som det eneste fornuftige bud, når man hverken var socialist eller ville støtte Dansk Folkepartis lukkethed over for den øvrige verden.
Caffe latte-billedet blev i høj grad skabt af mediernes behov for enkle forklaringer. Men i glæden over den store vælgersucces, gjorde partiet for lidt for at nuancere billedet, og det betaler de stadig prisen for.
Sådan lyder det fra Poul Erik Jacobsen, direktør i pej gruppen, som har specialiseret sig i livsstilsforskning.
Tidsånden skifter hurtigere end en ideologi. Derfor er det risikabelt for et politisk parti at basere sig på tidsånden, hvis man ikke kan følge med den. Det kunne De Radikale ikke, siger Poul Erik Jacobsen.
Ifølge livsstilsforskeren var 2005 kendetegnet ved en tidsånd, der kan beskrives som optimalisme. Økonomien boomede, boligpriserne strøg i vejret og verden lå åben for dem, der havde mulighederne. Man valgte ikke fra, men ville have det hele.
Men nu er tidsånden skiftet. Nu ønsker vi substantialisme, hvor indhold er vigtigere ind mængde og indpakning. Vi har nået kvalmegrænsen med fladskærme og designerkøkkener, og søger nu tilbage til det nære og til de menneskelige relationer med familien og de nærmeste venner. Og i den tidsånd har caffe latte-symbolikken trange kår.
Det er ironisk, at netop De Radikale nu kæmper med et image som overfladiske og verdensfjerne. Få politikere har som Marianne Jelved insisteret på saglighed og fakta. Men partiet blev grebet af succesen og Jelved spillede selv med på spøgen, da hun igen og igen brugte sin håndtaske som symbol, siger Poul Erik Jacobsen.
2004-2005 var gode tider for De Radikale. Eller de radicoole, som de også kaldte sig selv, blandt andet da Naser Khader, Morten Helveg og Klaus Bondam optrådte som de tre tenorer.
I dag har Naser Khader stiftet sit eget parti, Morten Helveg blev i går vraget som kandidat til næstformandsposten og Klaus Bondam kæmper i København med beskyldninger om arrogance og økonomisk overforbrug.
Og skal man forklare krisen hos De Radikale kommer man ikke udenom partiets egen begejstring for mediernes caffe latte-billede, mener Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet.
I dag er caffe latte-begrebet nærmest blevet symbol for en snylterkultur, en elite, der virker bedrevidende og ikke forholder sig til det liv, som langt de fleste mennesker lever, siger Johannes Andersen, der ikke mener, at De Radikale fortjener det image.
Jelveds strategi Den anden vej var en fejl, og det var en fejl, at partiet kørte så hårdt på symbolikken med caffe latte og håndtasker. Men det er en undtagelse i forhold til Jelveds lange karriere. Nu bliver opgaven at genoplive den klassiske radikale strategi, hvor man løbende søger de bedste resultater i en given situation fremfor at stille ultimative krav. Og det tror jeg, at Margrethe Vestager er den rette, blandt andet fordi hun ikke symboliserer caffe latte-identiteten, men mere den klassiske radikale ånd, siger Johannes Andersen.
Mie Femø, lektor i kommunikation ved Københavns Universitet, har blandt andet forsket i politisk spin og selvfremstilling. Hun mener ikke, at den radikale krise forenklet kan forklares med en tidsånd, der ikke længere sætter den kreative klasse og caffe latte-identiteten øverst på dagsordenen.
Caffe latte-identiteten blev i høj grad skabt af medierne, ikke af partiet selv. Man kan så sige, at partiet meget naturligt nød successen og derfor ikke gjorde specielt meget for at aflive caffe latte-billedet. Men grundlæggende tror jeg faktisk, at De Radikales problemer skyldes uklar politisk kommunikation, siger Mie Femø og uddyber:
I 2005 fik De Radikale et rekordvalg med nogle meget klare holdninger til både økonomi- og udlændingepolitikken. De klare holdninger blev understreget med de ultimative krav i strategien Den anden vej. Men siden sommeren 2005 har det stået mere og mere uklart, hvad De Radikale ville politisk og hvem de ville pege på som statsminister. Man kan ikke både tale om ultimative krav og have uld i mund, når der bliver spurgt til hvilke konsekvenser de krav har for fremtidigt politisk samarbejde. Det bliver utroværdigt, siger Mie Femø.
Tilbage står kun at svare på, hvem der i 2005 sagde de ord, der indledte denne artikel. For hvem var det, der glædede sig over markedsføringsværdien af det caffe latte-billede, som forskerne i dag betegner som en dødvægt? Svaret er: Margrethe Vestager, ny radikal leder.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk
Baggrund side 7
Leder side 12
